Kulminearbejderen Stefano Meletti fra Sardinien trådte tidligere på måneden frem foran snurrende tv-kameraer og et dusin journalister, 370 meter under jorden i minens dyb, trak en kniv og skår sig dybt i armen.

"Det var en handling foretaget i dyb desperation", udtalte hans kolleger, før de bragte den 48-årige familiefar op til overfladen og kørte ham til hospitalet.

Stefano Meletti arbejdede i Carbosulci-kulminen, men besatte sammen med hundreder af kolleger arbejdspladsen i flere dage i begyndelsen af september. De protesterede imod, at staten vil lukke minen til nytår.

Desperationen er udbredt på Sardinien og i resten af Italien. 1800 arbejdspladser forsvinder i gennemsnit hver måned. 40 procent af alle unge mellem 18-24 er arbejdsløse på øen. I hele Italien er omkring 1,5 millioner job forsvundet i de sidste fem år. 

Vi ser flere og flere situationer med ægte fortvivlelse og social opløsning

Fortvivlelse

Ordet desperation er præcis dét ord, der ganske godt dækker stemningen i det krisehærgede Italien, beretter fagforeningsmanden Fabrizio Tomaselli overfor Arbejderen,

- Vi ser flere og flere situationer med ægte fortvivlelse og social opløsning. Arbejderne og de fattigste i landet bliver uforholdsmæssigt hårdt ramt i det daglige liv. Der er enorm arbejdsløshed, inflation, højere skatter, jobusikkerhed, lavere lønninger og mindre pensioner, siger han.

Fabrizio Tomaselli sidder i ledelsen af den faglige front USB (Unione Sindacale di Base), der er landets største uafhængige fagforening med en kvart million medlemmer. Brandmændenes fagforbund er for eksempel med i USB.

Italieneren oplyser, at Monti-regeringen har indført højere skatter, større brugerbetaling i sundhedssystemet, hævet  pensionsalderen og sænket købekraften. Inflationen ligger på tre procent.

Der er indført kortvarige, begrænsede job på midlertidige kontrakter, som efterhånden overstiger de traditionelle faste stillinger i antal. Der er kommet masser af deltidsstillinger, som ifølge USB ikke er til at leve af. 

Det er EU, der har krævet nedskæringerne og de strammere rammer på arbejdsmarkedet til gengæld for økonomisk støtte til den næsten bankerotte nation, siger Fabrizio Tomaselli. USB er imod EU og vil have Italien helt ud.

Selv er EU klar over den voldsomme fattigdomseksplosion i Italien.

- Jeg advarer mod en økonomisk og social katastrofe, hvis Italien og andre lande i Sydeuropa ikke kan finde en løsning på ungdomsarbejdsløsheden, sagde han ifølge dagbladet La Stampa.

Fabrizio Tomaselli beretter om øget skepsis mod EU.

- Italien er det land, hvor den folkelige tilslutning til EU tidligere var på det højeste niveau. I dag, efter krisens indtog, og efter at Italien har indført ekspertstyre, er den folkelige opbakning til EU kraftigt dalende. Euroen har jo betydet højere priser og lavere løn og pensioner. I dag er den gennemsnitlige italiener dog bange for at blive sat uden for døren i Europa. Men holdningen til EU er præget af desillusion - og den er bestemt ikke blevet mere positiv, siger Fabrizio Tomaselli.

Modstand

Protesterne mod nedskæringer, privatiseringer og et mere barskt arbejdsmarked er øget i antal i de seneste måneder i takt med angrebenes styrke, oplyser USB-manden. Der er et væld af strejker og besættelser af fabrikker.

- På Sardinien er der kampe i minerne og i aluminiumindustrien. På Europas største stålværk, Ilva Taranto, er arbejderne gået til kamp. På Fiat-fabrikkerne koger utilfredsheden, idet firmaet i virkeligheden er ved at opgive Italien og flytter langsomt produktionen til Brasilien, Serbien, Polen, USA og Mexico. Det gør de efter i årevis at have fået statstilskud. Nu truer de helt med at lukke de italienske fabrikker ned, hvis ikke de får mere i statstilskud, siger Fabrizio Tomaselli.

Han mener i øvrigt ikke, at FIAT er et almindeligt italiensk firma.

- Det er multinationalt firma, som jagter markeder, hvor prisen på arbejdskraft er lav. Vi mener ikke, at virksomheder, der i årtier har fået store bidrag og tilskud fra staten, har ret til at føre en sådan rigdom ud af landet. Vigtige firmaer som Fiat må nationaliseres.

LO svigter

Fabrizio Tomaselli beklager dog, at de italienske LO'er - CGIL, CISL og UIL - er passive i disse kampe.

- De søger kun dialogen med erhvervslivet og den økonomiske magt og glemmer at være arbejderrepræsentanter, siger han og tilføjer, at LO'erne svigter fatalt.

- Indenfor CGIL er der sektorer, som stadig går ind for at øge arbejderklassens bevidsthed og evne til at gå i konflikt. Men som landets største LO har CGIL endnu ikke indkaldt til generalstrejke mod angrebene eller mobiliseret til modstand, beklager  Fabrizio Tomaselli.

CGIL (Confederazione Generale Italiana del Lavoro) har 5,5 millioner medlemmer. Det blev i årtier støttet af Italiens Kommunistiske Parti. I de senere år er CGIL ifølge USB, imidlertid drejet mere og mere til højre i takt med "venstrefløjens mere eller mindre opløsning", som han udtrykker det. Intet venstrefløjsparti sidder for eksempel i parlamentet i dag.

Kampen organiseres

Hvad gør USB for at organisere kampen, trods alt?

- I de sidste 12 måneder har der været tre dage med generalstrejke, organiseret af USB. Vi opererer i hele Italien. Vi har hundredvis af kontorer og grupper i alle regioner og er til stede i næsten alle industrier: Især er vi repræsenteret i den offentlige sektor og på transportområdet. Vi kæmper konkret med at udfordre lovene i Italien, der kraftigt begrænser retten til at strejke. Derfor bruger vi megen energi på at bekæmpe forsøg på at undertrykke strejker over hele landet.

Fabrizio Tomaselli mener generelt, at kampen er vanskelig på grund af samarbejdet mellem stat, arbejdsgivere, partierne i parlamentet, LO'erne og medierne.

- Der er skabt en tvungen konsensus, understøttet af en stærk og bred front bestående af 90 procent af partierne i parlamentet, størstedelen af pressen, fagforeninger under CGIL, CISL og UIL - med få undtagelser i de lokale afdelinger, siger italieneren til Arbejderen.

Hvordan har befolkningen det med, at Monti-regeringen faktisk ikke er folkevalgt, men udpeget?

- Flere og flere er vrede. Men de reagerer først og fremmest på de nære ting i deres dagligdag, når de bliver ramt. De hutler sig igennem. Imens forsvarer Monti sig med, at 90 procent af parlamentet har godkendt hans regering. Det er en farce, siger Fabrizio Tomaselli.

Hvad betyder det, at organiserede venstrefløjspartier er meget svage? Både Rifondazione Communista og de italienske kommunisters parti, PCdeI røg senest ud ved parlamentsvalget?

- Fraværet af en organiseret venstrefløj i Italien - et holdbart og kæmpende  alternativ - betyder, at vi ofte som fagforening må gribe ind på områder, der traditionelt burde organiseres af et parti. Derfor er vi af nød ved at opbygge en folkelig paraplyorganisation af fagforeninger, sociale organisationer, boligløse, vikaransatte og indvandrere for at afhjælpe problemet, slutter Fabrizio Tomaselli.