07 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ældre bliver hårdest ramt

Dagpengemassakre

Ældre bliver hårdest ramt

Dagpengeforringelserne rammer ældre arbejdsløse ekstra hårdt - forholdsvis mange af dem vil heller ikke kunne få kontanthjælp, vurderer arbejdsmarkedsanalytiker.

Mange af af dem, der står til at miste deres dagpenge, er ældre mellem 50 og 59 år. Statistikken viser, at de har svært ved at få arbejde, hvis de først bliver arbejdsløse. Samtidig risikerer de i højere grad end andre ikke at være berettiget til kontanthjælp, da mange har eget hus eller bil.
FOTO: Mette Kramer Kristensen
1 af 1

Mange af af dem, der står til at falde helt ud af arbejdsmarkedet på grund af dagpengeforringelserne, er mennesker, der har betalt til arbejdsløshedsforsikringen gennem flere årtier - nemlig de ældre arbejdsløse.

Ifølge de seneste tal vil omkring 2400 om måneden miste retten til dagpenge, og af dem vil cirka halvdelen sandsynligvis ikke kunne få kontanthjælp. Mange af dem vil være mellem 50 og 59 år, vurderer Sanne Ipsen, arbejdsmarkedsanalytiker ved Center for Alternativ Samfundsanalyse, CASA.

- Man kan jo se på arbejdsløshedsstatistikkerne, at denne gruppe ikke er særligt efterspurgt på arbejdsmarkedet. Ikke fordi de bliver fyret i større tal end andre aldersgrupper, men fordi de har meget svært ved at få arbejde igen, siger Sanne Ipsen til Arbejderen.

- De udgør omkring 50 procent af de langtidsarbejdsløse og er dermed blandt dem, der er i fare for at miste dagpengeretten. Men de risikerer samtidig i højere grad end andre ikke at være berettiget til kontanthjælp, understreger Sanne Ipsen.

Egen bolig med friværdi

Det skyldes, at ældre ofte har siddet i egen bolig igennem længere tid, og dermed har større sandsynlighed for at have større friværdi i hus og eventuelt sommerhus. Og der er lukket for kontanthjælp, hvis friværdien udgør mere end omkring 500.000 kroner.

- Hvis de desuden har en kolonihave, eller en bil, de ved salg kan få mere end 20.000 kroner for, kan de ikke få kontanthjælp, før kolonihaven og bilen er solgt, og de har optaget lån i huset og brugt pengene herfra, forklarer Sanne Ipsen.

Hvis de har en ægtefælle, der tjener penge, er der også lukket af for kontanthjælp. En eventuel kapitalpension skal også barberes ned til under 50.000 kroner. Derfor vurderer Sanne Ipsen, at mange vil ende på det, hun kalder “familieforsørgelse”.

- Og så er du helt ude af systemet. Du tæller ikke med i nogen statistik, når du hverken er berettiget til dagpenge eller kontanthjælp. Og i den alder viser statistikkerne, at det er vanskeligt at få et nyt job.

- Så selv om du har betalt til a-kassen gennem et helt liv, ender du på nul og niks. Men det er politikerne åbenbart ligeglad med, siger Sanne Ipsen og tilføjer, at det gør hende harm.

Underbetalt arbejde

Hun frygter også, at mange i den situation vil føle sig presset til at tage underbetalt eller sort arbejde og på den måde være med til at presse lønningerne. Med en dagpengeperiode på kun to år er det også svært nå at skifte spor ved for eksempel gennemføre en anden uddannelse.

I princippet skal kommunernes jobcentre hjælpe med at finde job og uddannelse til dem, der hverken har ret til dagpenge eller kontanthjælp, men da de ikke belaster kommunekassen, vil tendensen nok være, at de kommer bagerst i køen, vurderer CASA-forskeren.

– Så her er der ikke megen støtte at hente til at kvalificere sig til andet arbejde, siger Sanne Ipsen.

De, der har ret til efterløn og har mindre end fem år til at de kan gøre brug af denne ret, er lidt heldigere stillet end yngre, der mister dagpengeretten. De har nemlig ret til et seniorjob i kommunen på overenskomstmæssig løn, indtil de kan gå på efterløn forklarer Sanne Ipsen.

- Det har kommunen pligt til at skaffe dem. Men jeg har svært ved at forestille mig, at kommunerne kan sætte alle til at samle skrald, ligesom hende på Fanø. De vil få svært ved at finde seniorjob til alle - medmindre de fyrer nogle andre, siger Sanne Ipsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. okt. 2012 - 11:20   18. okt. 2012 - 11:30

Dagpenge

he@arbejderen.dk
Kontanthjælp

Du kan ikke få kontanthjælp, hvis du har formue på mere end 10.000 kroner - 20.000 kroner for ægtepar.

Under formue hører også:

- overskydende skat

- værdier, som hurtigt kan omsættes til penge, for eksempel  aktier, obligationer, værdipapirer samt guld og sølv.

- kostbart indbo, for eksempel malerier og tæpper samt “indbo udover det normale”, lotterigevinster, refunderbare billetter til rejser

- sommerhus, kolonihave, bil, motorcykel, båd, campingvogn. Hvis bilen eller motorcyklen er nødvendig for at du kan påtage dig arbejde, må du beholde den - hvis den ikke har en værdi over 20.000 kroner.

- kapitalpensioner over 50.000 kroner, og opsparing, der er beregnet til fratræden fra arbejdsmarkedet. Pension er dog fredet i de første seks måneder.

- livsforsikringer og lignende, hvis forsikringen er med tilbagekøbsret.