30 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tænk ud af boksen og lad statsindustri skabe job til unge

Kommunister til Christiansborg:

Tænk ud af boksen og lad statsindustri skabe job til unge

Vil man for alvor gøre noget ved arbejdsløsheden blandt især unge, kræver det offentlig produktion. Det mener Kommunistisk Partis unge, der har analyseret udviklingen i ungdomsarbejdsløsheden.

Unge kommunister kræver demokratisk kontrol med produktionen. Her fra tidligere aktion.
FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

Flere rotationsjob, bedre mulighed for løntilskud eller bonusbeløb til direktørerne vil ikke gøre den store forskel for de næsten 100.000 arbejdsløse unge som risikerer aldrig at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Det mener Kommunistisk Partis unge, som derfor opfordrer politikerne på Christiansborg til at tænke ud af boksen.

- Det dogmatiske mantra, at kun det private erhvervsliv kan skabe vækst og arbejdspladser er absurd. Når de private virksomhedsejere ikke finder det profitabelt at producere i Danmark, så må det offentlige tage over, siger Benjamin Carl Egerod, formand for partiets ungdomsudvalg.

Udvalget har i forbindelse med en analyse af ungdommens situation i Danmark i dag undersøgt udviklingen i ungdomsudannelserne, arbejdsløshed og fattigdom blandt unge. Undersøgelsen viser, at især unge bliver ramt hårdt af krisen, med en arbejdsløshed på 13 procent og et drænet og konkurrencegjort uddannelsessystem.

Demokratisk kontrol

Benjamin Carl Egerod mener at der er mere end arbejdspladser at vinde, hvis det offentlige starter industriel produktion.

- Udover at det vil skabe arbejdspladser og værdi til hele samfundet, er der et vigtigt demokratisk aspekt i offentlig produktion: Når det ikke længere er op til nogle enkelte tilfældige rigmandssønner og deres familier, hvad der skal produceres hvor og hvornår, får det danske folk mulighed for at få indflydelse på om der skal hives olie op af nordsøen og importeres brunkul fra Latinamerika, eller om de offentlige virksomheder skal satse på forskning og udvikling indenfor eksempelvis grøn energi, siger han.

Igennem de sidste årtier er rigtigt mange industriarbejdspladser forsvundet ud af landet. Det gælder både indenfor tekstil- og skibsindustrien, IT-branchen og indenfor slagteriet.

- Det er en tragedie når eksempelvis skibsværftsindustrien forsvinder ud af landet. Her har vi mere end 100 års erfaring og ekspertise. Den ekspertise mister vi, hvis ikke staten, regionerne eller kommunerne går ind og overtager driften. Det gælder også for vindmølleindustrien og meget andet, siger Benjamin Carl Egerod.

EU og det indre marked

Benjamin Carl Egerod er sikker på at EU ville blande sig, hvis et flertal i folketinget åbnede op for at den offentlige sektor kunne konkurerer med private virksomheder.

- Selve EU projektet er jo først og fremmest sat i verden for netop at forsvare virksomhedsejernes ret til at scorer den højst mulige profit, ved frit at kunne flytte produktion og arbejdskraft rundt inden for rammerne af “det indre marked”. Sætter Danmark grænser op for den frie bevægelighed, så får vi på snuden.

Han mener, at spørgsmålet om Danmarks fremtid er for vigtigt til at lade sig mærke med det.

- Hvis ikke EU vil acceptere at vi går vores egen vej, må vi jo bare melde os ud, siger han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. nov. 2012 - 18:45   13. nov. 2012 - 19:00

Arbejde & Kapital

Anders Sørensen
Rød bog: Benjamin Carl Egerod
  • 24 år. Bor i Københavns Nordvestkvarter.
  • Studerer statskundskab på Københavns Universitet.
  • Medlem af Kommunistisk Partis landsledelse og formand for partiets ungdomsudvalg.