Mester kan tjene næsten 400.000 kroner på en elektriker-lærling. Det viser beregninger foretaget af Dansk El-Forbund.
Fagforbundets beregninger viser, at det giver et stort overskud, når især installatører ansætter en lærling.
Installatører må nemlig lade kunden betale 75 procent af lærlingenes arbejdstimer, udregnet efter en fuld mesterløn. Det betyder, at for hver lærling, en el-installatør tager ind på en hel uddannelseskontrakt, det vil sige fire år, tjener installatøren op til 396.747 kroner.
- Årsagen til, at lærlinge giver overskud, er, at lærlingene tjener mere ind i kundetimer, end de koster. Derfor er der en fortjeneste ved at have lærlinge, forklarer David Riebau, ungdomskonsulent i Dansk El-Forbund.
Af de nye beregninger fremgår desuden, at det i løbet af de seneste ti år er blevet mere lukrativt at ansætte lærlinge. Til sammenligning viste en lignende beregning fra 2002, at en lærling på det tidspunkt indbragte 185.347 kroner.
Den primære årsag til, at mester tjener mere på at have en lærling i dag end i 2002, er, at der er en højere kundeindtjening per lærling i dag end for ti år siden. Stigningen hænger desuden sammen med, at installatører i dag modtager 70.000 kroner i bonus fra staten hver gang, han tager én lærling ind.
Lærlingenes speciale spiller ind, når der skal udregnes merværdi på hans arbejdskraft. En lærling inden for installations- og bygningsautomatik giver således 344.312 kroner, mens en el-lærling med speciale i styrings- og reguleringsteknik eller kommunikations- og sikringsteknik indbringer 396.747 kroner.
Det er ikke bare mester, der tjener på at uddanne unge. Tidligere i år viste en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at samfundet som helhed bliver rigere hver gang, en ung gennemfører en uddannelse.
Analysen viste at samfundet går glip af næsten 250.000 kroner i tabt velstand, når en ung bliver et år forsinket i sin uddannelse, og næsten tre millioner kroner hver gang én ung ikke gennemfører sin uddannelse og istedet bliver ufaglært.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278