Med Ronald Reagans valg til præsident i 1981 kom neoliberalismen til magten i USA. Alt i den offentlige sektor, der kunne privatiseres, blev det, og velfærdsordningerne blev brutalt skåret ned til fordel for skattelettelser. Markedsøkonomien dereguleredes og liberaliseredes på alle områder.

Bill Clintons præsidentår satte nok en stopper for yderligere udbygning heraf men heller ikke mere. Nyliberalismens dominans var så voldsom, at Clinton for at fastholde magten lod sig presse til at acceptere væsentlige dele af nyliberalismens program, på samme måde som senere Blair i England tog mange af Thatchers reformer til sig.

Efter Clinton genoptog det republikanske parti under George W. Bush igen en neoliberalistisk inspireret politik. Det har betydet, at uligheden er steget dramatisk og nu er lige så stor som før Franklin D. Roosevelts "New Deal".

Rammer de fattige

Den rigeste procent af amerikanerne tjente i slutningen af 1920´erne knap 24 procent af USA's indkomst. Takket være New Deal og keynesianismen var denne andel lige før Anden Verdenskrig faldet til 18 procent. I kraft af velfærdsstaten blev denne andel i 60'erne og 70'erne yderligere bragt ned til ni procent.

Efter den nyliberalistiske epoke er skævheden nu genoprettet: Den rigeste procent tjener igen 22,9 procent af USA's indkomst. Og de rigeste 10 procent af den amerikanske befolkning tjener nu omkring halvdelen af de samlede indkomster i USA. Det er den højeste andel siden 1917.

Dette er naturligvis i høj grad gået ud over de fattige. Antallet af fattige har været stigende og udgør i dag fem millioner.

Men det er ikke blot de fattige, som neoliberalismen har forringet mulighederne for. Den har i det hele været et dyrt bekendtskab for også den amerikanske middelklasse. Langt de fleste almindelige amerikanere har i årene med neoliberalisme således oplevet stagnation eller endog et direkte fald i deres indkomst.

Dette er ikke blot et fordelingspolitisk problem, men også et problem for hele den økonomiske udviklings bæredygtighed. Når så stor en del af den nationale indkomst går til så få, kan væksten kun fortsætte i kraft af forbrug, finansieret af en stigende lånoptagelse og gæld.

Liberalisering af finansmarkeder

Samtidig betød den økonomiske politik også, at markedsøkonomien blev frisat fra offentlig samfundsøkonomisk og pengepolitisk regulering.

Ikke mindst finansmarkederne blev liberaliseret. Statslig styring af penge og kreditpolitik blev nedtrappet, og centralbankerne trak sig tilbage til ren­tefastsættelsen som deres kerneområde. Hermed blev fordelingen af lån og inve­steringer overladt til finanssektoren selv.

Samtidig har republikanernes økonomiske politik med kostbare krige samt tilbagevendende skattelettelser – sammen med finanskrisen - været kraftigt medvirkende til at undergrave den amerikanske stats økonomi.

Disse skattelettelser har man både under Reagan og Bush hævdet ville ”tjene sig selv ind” gennem øget økonomisk dynamik og vækst. Men realiteten har været at underskuddet på de offentlige finanser i USA er vokset og vokset.

På 30 år er USA's statsgæld vokset fra lige under 1.000 milliarder dollars til over 16.000 milliarder dollars og ventes at stige til over 20.000 milliarder i 2016.

Hvad Barack Obama står for er diffust. Han har gennemført en sundhedsreform og har holdt hånden under økonomien gennem en finanspakke. Han taler også om, at skattelettelser må annulleres og de velhavende betale mere. Så langt så godt. Men Obama er først og fremmest en pragmatiker, som i den daglige politik har strakt sig vidt for at komme de stærkt højredrejede og uforsonlige republikanere i møde.