Retten til dagpenge er et resultatet af arbejder- og fagbevægelsens mangeårige kamp.

Intet er i den forbindelse leveret af arbejdsgiverne eller af borgerskabets politiske partier. Kampen for dagpengeretten er lige så gammel som arbejderklassen selv – og den fortsætter under dagens betingelser.

Med fagforeningsbevægelens fødsel og udvikling voksede også ideen om et solidarisk dagpengesystem.

I første omgang oprettede arbejderne i deres lokale fagforeninger i slutningen af 18 hundrede tallet hjælpekasser, alene baseret på bidrag fra medlemmerne. På den måde kunne der udbetales en lille understøttelse i en kort periode. Det var bedre end ingenting, og det stod klart, at kun et stærkt fælleskab åbnede døren for hjælp i tider med mangel på arbejde i samfundet.

Med kapitalismens udvikling til herskende system fulgte også arbejdsløsheden som dets uundgåelige følgesvend. I krisetider med massearbejdsløshed og massiv fattigdom, men selv i fremgangstid eller i perioder med højkonjunktur, var der mangel på arbejdspladser og derfor arbejdsløshed.

Kapitalismen kunne hverken dengang eller i dag levere fuld beskæftigelse og dermed den tryghed, arbejderklassen har krav på for at kunne leve et ordentligt liv.

Med fagbevægelsens voksende styrke blev der rejst et politisk rejst krav om, at de lokale faglige hjælpekasser blev understøttet af bidrag fra samfundet eller af det offentlige.

Men prisen for de offentlige bidrag, eller for statsanerkendelsen af a-kasserne, var også høj. A- kasserne blev nemlig periodevist forvandlet til en slagmark for de politiske partiers kamp ved de årlige finanslovs forhandlinger.

Grundindholdet i denne kamp om a-kasserne og de arbejdsløse har et uomtvisteligt klassemæssigt afsæt. De borgerlige partier, der støtter arbejdsgivernes klasseinteresser, bekæmper ideen om, at det offentlige skal bidrage med at finansiere de arbejdsløses levevilkår, og de hævder nogenlunde samstemmende, at de arbejdsløse er "dovne". 

Disse kræfter arbejder ihærdigt for, at de arbejdsløse tvinges til tiggerstaven, fordi de kun på den måde kan udfylde rollen som en reservearme, der trykker lønnen for de ansatte. Arbejdsløshed er derfor vigtig for den borgerlige økonomiske politik for at skabe løntryk.

Hvad mener den nuværende regering så om disse spørgsmål?

Skal vi have et solidarisk dagpengesystem, der giver arbejderne tryghed, når arbejdsløsheden melder sig, eller skal arbejderne uforskyldt miste deres forsørgelsesgrundlag og tvinges til tiggerstaven?

Spillet om den aktuelle finanslov har under alle omstændigheder slået fast, at Socialdemokraternes ledelse og ledelsen i SF står fast på de markante forringelser af dagpengesystemet fra foråret 2010. Og hver for sig med underfundige argumenter.

For eksempel har beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og finansminister Bjarne Corydon monotont gentaget, at "ledige ikke har godt af at modtage en passiv forsørgelse" – hvorfor de tager forsørgelsesgrundlaget fra de arbejdsløse og trækker trygheden ud af dagpengesystemet! 

Synspunktet er velkendt, og det dækker dybest set over en gradvis afvikling af det solidariske dagpengesystem, som den tidligere borgerlige regering søsatte.

Kampen for et solidarisk dagpengesystem kan hverken gradbøjes i periodelængder eller optjeningsteknik. Den handler om at sikre forsørgelse og tryghed til arbejderne, når de uforskyldt mister deres arbejde.

Den kamp fortsætter med uformindsket styrke under den nuværende regering.