Unge arbejdsløse er dovne og bærer selv ansvaret for deres situation.
Den slags myter blev sat på en hård prøve, da omkring 50 mennesker i alle aldre i sidste uge var samlet til konference om ungdomsarbejdsløshed under overskriften "En værdig ung arbejdsledig".
Bag konferencen stod Socialpolitisk Forening med Line Askgaard i spidsen.
- Vi ville gerne sætte fokus på ungdomsarbejdsløshed i et anderledes perspektiv, nemlig: Hvordan føles det at være arbejdsløs i dagens Danmark. Vi ville gerne sætte fokus på nogle af de meget nedsættende holdninger, som fylder i mediebilledet, fortæller hun til Arbejderen.
Line Askgaard og Socialpolitisk Forening har længe savnet en offentlig debat om, hvad det betyder for de mennesker, der bliver arbejdsløse. Hun mener i høj grad, at manglen på arbejdspladser bliver gjort til et personligt problem for den enkelte arbejdsløse.
- Selvom det jo egentlig var nu, vi burde stå sammen, fordi vi er flere med den samme følelse, går vi rundt i et meget individualiseret samfund og tror, at alle de andre har det skide godt bortset fra mig, siger Line Askgaard.
På konferencen talte en stribe fagfolk om forskellige sider af ungdomsarbejdsløsheden. Forstander på Kofoeds Skole og formand for Socialpolitisk Forening, Robert Olsen, trak linjer op fra firsernes forståelse af arbejdsløshed til synet på de arbejdsløse idag. Og senioranalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Erik Bjørsted, var inviteret til at lægge de kolde fakta på bordet i form af de nyeste tal og statistikker.
Line Askgaard håber, at konferencen har inspireret nogle af de folk, der til dagligt arbejder med arbejdsløse unge. Men slår fast, at konferencen først og fremmest var et forsøg på at trænge igennem til medierne. En mulighed for at skabe offentlig debat.
- Konferencen i sig selv er god, fordi det er folk, der virkelig vil det her, der kommer. Men i virkeligheden var formålet, at få historien bredt ud, så vi kan få ændret diskurserne for, hvordan man ser på det at være arbejdsløs. Derfor har vi ansat en journalist, som har gjort et rigtigt godt stykke arbejde. Han har arbejdet med at etablere kontakt til Kristelig Dagblad, Information, Pressen på P3 og medier i det hele taget, fortæller Line Askgaard.
Hun fortæller, at hun havde håbet på, at konferencen kunne trække nogle politikere til, men det har vist sig at være en næsten umulig opgave.
- De ville ikke komme, og det er vi ret kede af. Det er jo egentlig en negligering af ret mange menneskers vilkår, siger Line Askgaard.
Socialpolitisk Forening havde ellers inviteret alle poltikerne i blandt andet folketingets Kommunaludvalg, Beskæftigelsesudvalg og Socialudvalg, samtlige ministre samt alle borgmestre og beskæftigelsesråd i landets kommuner.
- De fleste har slet ikke svaret på invitationen, nogle ganske få har svaret nej tak, og rost initiativet.
Line Askgaard synes, at de 50 fremødte er udmærket, selvom en væsentlig gruppe ikke var repræsenteret.
- Vi ville gerne have haft nogle af de unge arbejdsløse med, men det er bare ret svært. Vi var jo 17 ungdomsorganisationer med i arrangørgruppen, og det har ligesom været deres opgave at invitere ud.
Du kan læse mere om konferencen i Arbejderen i morgen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278