Socialdemokraten Victor Ponta spiller højt spil i Rumænien. Premierministeren for USL-alliancen har allerede en måned før parlamentsvalget i morgen sagt ja til et kæmpelån fra den internationale valutafond IMF.
Dét kan blive skæbnesvangert for ham. Hans to forgængere røg ud af regeringskontoret med fynd og klem efter voldsomme folkelige protester mod det sidste IMF-lån, der trådte i kraft i 2009.
80 procent af det rumænske bankstýstem er nu i hænderne på store udenlandske banker.
Der var og er nemlig krav tilknyttet et sådant lån på 146 milliarder kroner fra IMF.
Kravene var, at regeringen stak sparekniven dybt i det offentlige. Og det skete. Lønnen for offentligt ansatte gik 15 procent ned. 100.000 job i den offentlige sektor forsvandt. Og momsen steg fra 19 til 24 procent.
Protesterne buldrede i måneder med hundredetusinder på gaden, og så sent som i januar i år blev omkring 60 mennesker såret og over 113 arresteret i hovedstaden Bukarest efter sammenstød med uropolitiet.
Ja til nyt lån
Men premierminister Victor Ponta er tilsyneladende umærket af udsigterne til fortsat social uro.
- Vi bør underskrive en ny aftale (med IMF og EU, red.), der kan hjælpe os med at bygge videre på det, vi allerede har opnået, sagde han lige efter et møde med IMF i Bukarest i november ifølge eubusiness.com.
På mødet i Bukarest den 7. november fremlagde IMF sine nye krav til Rumæniens økonomi. Regeringen bør fortsætte sine "strukturreformer" i form af nedskæringer og privatiseringer.
IMF er særdeles bekymret for bankerne i Rumænien, der tilsyneladende er meget sårbare over for virkningerne af krisen i eurozonen. Rumænien er medlem af EU, men ikke euroen.
Omkring 80 procent af det rumænske banksystem er i hænderne på udenlandske banker, heraf er de 38 procent østrigske, og en sjettedel er græske!
IMF foreslår en hurtig privatisering af de statsejede virksomheder, som fortsat spiller en vigtig rolle i den rumænske økonomi. Der er omkring 1000 statsejede virksomheder med omkring 20-30.000 ansatte.
IMF opfordrer også til yderligere nedskæringer i landets allerede skrantende sundhedssystem. Det sker i et land, hvor udgifterne til sundhedssystemet er de laveste i EU.
Endelig vil IMF have momsen op.
Socialdemokratisk sejr
Alligevel tyder valget i morgen på en komfortabel valgsejr på op mod 58 procent af stemmerne til Victor Pontas socialdemokratiske centrums-koalition, der kom til magten i maj, efter at den tidligere premierminister, den liberale Mihai Razvan Ungureanu blev væltet ved et mistillidsvotum i parlamentet.
Bare et par måneder tidligere, i februar, blev den konservative regering under Emil Boc tvunget til at træde tilbage efter massive protester mod nedskæringer som følge af IMF-aftalen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278