Det kan ikke være rigtigt, at israelere ikke må sige "boykot Israel", hvis de mener det.
Det siger en række israelske organisationer, og nu de går til højesteret for at få underkendt en lov fra juli sidste år. Den forbyder israelske borgere at »iværksætte eller opildne« til boykot af Israel i protest mod den ulovlige besættelse af palæstinensiske områder.
Ingen israelske statsborgere må ifølge loven "iværksætte eller opildne" til boykot af Israel.
- Loven er en skamplet. Den er en del af en hel udemokratisk lovgivning, den krænker ytringsfriheden og politisk aktivitet. Den bør fjernes fra jordens overflade, siger den israelske fredsbevægelse Gush Shaloms talsmand Adam Keller.
Gush Shalom har i 10 år opfordret til boykot af varer fra bosættelserne. Gruppen har blandt andet oprettet en Facebook-side med titlen, "retsforfølg mig - jeg opfordrer til boykot af bosættervarer".
Ingen bosættere eller andre israelere har dog endnu forsøgt at søge erstatning.
Retssagen udskudt
De andre sagsøgere tæller det juridiske center for arabiske mindretals rettigheder i Israel, Adalah, Sammenslutningen for Borgerrettigheder i Israel og Koalitionen af Kvinder for Fred. Sidstnævnte gruppe står bag netsiden whoprofits.org, en database, der viser selskaber fra hele verden, der investerer i bosættelserne.
På det indledende retsmøde onsdag argumenterede advokater fra begge sider, men herefter blev spørgsmålet sendt til regeringens rådgivere for yderligere respons. Retten skal nu afgøre, om sagen mod mod den israelske stat kan føres, men der er ikke indkaldt til et nyt retsmøde endnu, oplyser Jerusalem Post.
Erstatning for boykot
Loven betyder, at firmaer og grupper kan søge erstatning på op til 30.000 shekels, der svarer til 45.387 danske kroner, hvis nogen lancerer eller opildner til boykot mod dem.
Endelig giver loven finansministeren ret til at pålægge økonomiske sanktioner mod ngo'er, der opfordrer til boykot, og blandt andet fratage dem skattemæssige undtagelser.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278