Borgerskabet i Colombias storbyer ønsker fred af økonomiske årsager. De mener, at udgifterne til krigen mod befrielsesbevægelserne FARC spild af penge. De vil hellere skabe mere forbrug i befolkningen, og de satser på at kunne sælge deres varer til en stadig mere købedygtig befolkning i hele Latinamerika.

Sådan lyder i korthed konklusionen fra Ignacio Ramonet, redaktør af ugemagasinet Le Monde Diplomatique i Spanien og kender af forholdene i Latinamerika.

Udsigten til en fredsaftale fik næring, da Juan Manuel Santos blev præsident i august 2010.

"Da Santos overraskende besluttede at gå i forhandlinger med oprørerne, var det ikke kun, fordi FARC var svækket militært. Det var også, fordi de store jordejere, som er imod en jordreform, ikke længere var den dominerende magt i samfundet", skriver Ramonet.

Udviklingen i Latinamerika viser, at progressive organisationer kan vinde magt med fredelige, politiske midler.

Ignacio Ramonet

Og tirsdag i denne uge mødtes repræsentanter for Colombias regering og ledere fra oprørshæren FARC til en ny runde forhandlinger i Havanna, Cuba. Dagsordenen handler netop om gennemførelse af en jordreform, som en del af grundlaget for en fredsaftale, skriver Prensa Latina.

Regeringens chefforhandler er Colombias tidligere vicepræsident Humberto de la Calle. FARC er repræsenteret ved commandante Iván Márques og guerillaleder Andrés Paris samt to specialister i jordlove og jordreformer fra  Universidad Nacional i Colombia.

Selvom forhandlingerne foregår bag lukkede døre i Havanna, så er FARC's forhandlere i omfattende dialog med befolkningen  i Colombia og har "tusindvis af forslag i hænderne fra civilsamfundet", skriver det cubanske nyhedsbsureau Prensa Latina.

Og befolkningen i Colombia, som i mange år har længtes efter fred, tror nu også på det, beretter Ignacio Ramonet fra Colombia:

"Efter at have rejst rundt i landet og talt med diplomater, intellektuelle, socialarbejdere, journalister, akademikere og indbyggere i fattige bebyggelser i by og på land, kan det konkluderes, at denne gang er det alvorlig ment."

Ramonet påpeger, at FARC stadig har 20.000 mænd og kvinder under våben. Men  FARC er under hårdt pres - blandt andet som følge af intensiv droneovervågning og likvidering af en række ledere.

"FARC er langt fra nedkæmpet og kunne sandsynligvis fortsætte konflikten i årevis. Men de er helt sikkert ikke i stand til at vinde. Muligheden for en militær sejr er forpasset. En fredsaftale vil, hvis den fører til en værdig aftale, gøre det muligt for dem at  forlade slagmarken med rank ryg og gå ind i det politiske liv", skriver Ramonet.

Han tilføjer, at udviklingen i en række lande i Latinamerika viser, at progressive organisationer kan vinde magt med fredelige, politiske midler.