07 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Private opretter ikke akutjob

Regeringens planer i modvind:

Private opretter ikke akutjob

Selvom de private arbejdsgivere har lovet at oprette 7500 akutjob inden sommer, er der til dato kun opslået 1.179 stillinger på det private arbejdsmarked. Vi vil hellere ansætte de dygtigste, lyder forklaringen.

Dansk Arbejdsgiverforening er ikke bekymret over de få akutjob. - Nogle virksomheder vil synes det er en god idé og nogle vil synes det er en dårlig måde at gøre det på, og så lader de bare være. Sådan er det, forklarer direktør Henrik Bach Mortensen.
FOTO: Linda Kastrup. Scanpix Denmark
1 af 1

De private arbejdsgivere hænger i bremsen, når det kommer til at overholde deres del af aftalen om de såkaldte akutjob. Siden aftalen blev indgået i oktober måned har arbejdsgiverne kun opslået 1.179 stillinger som akutjob.

Aftalen om oprettelsen af de i alt 12.500 offentlige og private akutjob blev indgået imellem regeringen, Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner. Aftalen skulle sikre, at der frem til 1. juli 2013 blev skaffet arbejdspladser til en del af de tusindvis af arbejdsløse, som elles risikerer at miste deres dagpenge efter to års arbejdsløshed.

I aftalen har de private arbejdsgivere forpligtet sig til at oprette 7.500 akutjob mens kommuner og regioner skal stå for de resterende 5.000 stillinger.

Men selvom arbejdsgiverne, til gengæld for deres indsats, er blevet lovet en præmie på op til 25.000 kroner for at ansætte en langtidsarbejdsløs i et akutjob, kniber det altså med handlingen.

Arbejdsgivernes tøven er ifølge erhvervslederne i Kerteminde udtryk for decideret uvilje imod aftalen.

- Jeg har talt med mange andre erhvervsledere i Kerteminde, og vi kommer ikke til at ansætte nogen medarbejdere med den begrundelse, at de er ved at ryge ud af dagpengesystemet. Vores fokus er at få de rigtige medarbejdere ind, siger formand for Kerteminde Erhvervsforening Jens Haugaard til Politiken.

Den holdning løfter man ikke øjenbrynene over i Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

- Vi foreslår vores medlemmer at overveje om det kunne være en mulighed at opslå deres ledige stillinger som akutjob, i stedet for at besætte dem igennem de sædvanlige netværk. Nogle virksomheder vil synes, det er en god idé, og andre, at det er en dårlig måde at gøre det på, og så lader de bare være. Sådan er det. Men uanset hvad ændrer det her ikke på, at virksomhederne vil ansætte den bedste mand eller kvinde til jobbet, uanset hvor længe han eller hun har været ledig, siger arbejdsgiverforeningens direktør Henrik Bach Mortensen til Arbejderen.

Han synes ikke, det går for trægt med oprettelsen af de 7.500 akutjob.

- Vi skal huske på, at mange virksomheder i øjeblikket fyrer medarbejdere. For dem handler det først og fremmest om at overleve den næste måned, forklarer han.

Det betyder dog ikke, ifølge direktøren, at arbejdsgiverne løber fra deres del af aftalen.

- DA vil bestræbe sig på at holde den aftale, vi har indgået. Det er sådan, man skal kende arbejdsgiverne, slår Henrik Bach Mortensen fast.

Målgruppen for de såkaldte akutjob er arbejdsløse a-kassemedlemmer, der i perioden 1. oktober 2012 til 1. april 2013 har tre måneder eller mindre tilbage af deres dagpengeperiode.

I alt har der indtil nu været opslået 5.528 private og offentlige stillinger som akutjob.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. jan. 2013 - 09:28   03. jan. 2013 - 09:30

Akutjob

as@arbejderen.dk