02 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Eks-kommunist står til at vinde præsidentvalg

EU-tilhængere kæmper om præsidentposten

Eks-kommunist står til at vinde præsidentvalg

Tjekkiets afgående præsident Vaclav Klaus har givet amnesti til kriminelle. Amnestien løslader blandt andre racister og nazister fra fængslerne og medfører tiltalefrafald til kriminelle bank- og finansfolk.

Tjekkiets socialdemokrati opstiller Jiri Dienstbier til præsidentvalget. Han har få chancer for at vinde, selvom hans parti er det største i parlamentet. Sammen med kommunisterne har socialdemokraterne dannet lokalregeringer i 13 ud af 14 regioner. Kommunisterne fik stor fremgang ved lokalvalgene. Her kommunister i valgkamp.
FOTO: krpardubice.kscm.cz
1 af 1

Ved præsidentvalget i Tjekkiet på fredag bliver det sandsynligvis en tidligere kommunist, der vinder.

Den ene Jan Fischer fornægter og undskylder sin fortid i det kommunistiske parti og bedyrer, at han ikke et sekund ville overveje at bede det kommunistiske parti, som han forlod i 1989, om støtte, beretter det tjekkiske dagblad Noviny

Den anden mulige vinder Milos Zeman forlod det kommunistiske parti allerede i 1970 og har henvendt sig til kommunisterne om støtte.

Jan Fischer opstiller som uafhængig og står til at få 28 procent af stemmerne, mens Milos Zeman stiller op for et socialdemokratisk  parti (SPOZ) og meningsmålingen giver ham cirka 25 procent af stemmerne.

Hvis det holder går disse to kandidater videre til anden runde af præsidentvalget den 25 januar.

Kommunisterne opstiller ikke sin egen præsidentkandidat, men anbefaler vælgerne at stemme på socialdemokraten Jiri Dienstbier.

Langt efter kommer kandidaten fra Tjekkiets traditionelle socialdemokrati. Jiri Dienstbier står til syv procent. Hans parti er det største i parlamentet. Sammen med kommunisterne har socialdemokraterne dannet lokalregeringer i 13 ud af 14 regioner. Kommunisterne fik stor fremgang ved lokalvalgene, hvor partiet fik mere end hver femte stemme.

Kommunisterne opstiller ikke sin egen præsidentkandidat, men anbefaler vælgerne at stemme på Dienstbier. I anden runde anbefaler kommunisterne Milos Zeman.

De to højrepartier, som danner regering i Tjekkiet, har opstillet hver deres præsidentkandidat. ODS har opstillet Premysl Sobotka, mens det andet regeringsparti TOP 09 opstiller udenrigsminister Karel Schwarzenberg.

De to ligger helt nede på godt fem procent i meningsmålingerne. De er belastede af, at regeringen er meget upopulær. Under 20 procent af vælgerne synes at ODS/TOP 09-regeringen gør det godt.

Og det er de rige, som synes godt om regeringen, skriver Noviny.

Direkte præsidentvalg

Fredagens præsidentvalg er det første direkte valg af et statsoverhovede i Tjekkiet. Tidligere var det parlamentet, der valgte præsidenten.

Den nuværende konservative og EU-skeptiske Vaclav Klaus blev valgt med et snævert flertal i 2008. Han går af den 7. marts.

Op til nytår udnyttede Vaclav Klaus sine særlige beføjelser som præsident til at give amnesti. Han har givet amnesti til fængslede med en dom på under to år og til alle anklagede, hvis retssager er trukket ud og har varet i over otte år.

Flere tusinde er ved at blive løsladt i henhold til amnestien, skriver Noviny. Blandt dem er en række ledere af det racistiske og højreekstremistiske parti DS/DSSS.

Finansfolk undslipper

Bank- og finansfolk nyder også godt af, at amnestien omfatter anklagede, hvis retssager har varet i over otte år.

Domstolene var ellers lige klar til at afsige dom i en sag mod Union Banka's ledelse, der stod anklaget for at have bidraget til bankens konkurs. Men da sagen startede for over otte år siden, og domsafsigelsen var fastsat til 22. januar, bliver de alle reddet i sidste øjeblik af præsidentens amnesti.

Også otte chefer fra kreditforeningen CMDS, som er anklaget for at have taget 300 millioner tjekkiske kroner af kassen og udløst en konkurs, slipper nu for videre tiltale, fordi retssagerne blev indledt for over otte år siden. De 300 millioner svarer til 89 millioner danske kroner.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. jan. 2013 - 10:15   09. jan. 2013 - 10:15

Tjekkiet

se@arbejderen.dk
Böhmens og Mährens Kommunistiske Parti
  • Böhmens og Mährens Kommunistiske Parti (KSCM) har ifølge sin hjemmeside 66.627 medlemmer.
  • Det blev dannet i 1990 og anser sig som arvetager i Tjekkiet efter Tjekkoslovakiets Kommunistiske parti, der blev opløst, da landet blev delt i Tjekkiet og Slovakiet.
  • Efter 2004 fik KSCM status som observatør i Det Europæiske Venstreparti efter en beslutning på partiets sjette kongres.
  • På syvende kongres i 2008 vedtog partiet  en "erklæring om socialisme", hvori man fastslår, at "samfundsmæssigt ejerskab af produktionsmidlerne er grundlaget for socialisme".
  • Ved parlamentsvalget i 2013 fik det 14,91 procent af stemmerne og 33 af 200 pladser i parlamentet.