07 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En lærling per fire svende

Ungkommunister kræver:

En lærling per fire svende

Manglen på praktikpladser på det 22 milliarder store offentlige metrobyggeri i København forarger de unge i Kommunistisk Parti. De vil have de offentlige bygherrer til at kræve praktikpladser.

Alle virksomheder, som ønsker at udføre en bygge- eller anlægsopgave for det offentlige, skal mødes med krav om mindst én lærling for hver fire svende, mener Anders Sørensen fra Kommunistisk Partis ungdomsudvalg.
FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

De unge medlemmer af Kommunistisk Parti i København kaster sig ind i kampen for at sikre praktikpladser på Metrobyggeriet og på alle andre nuværende og fremtidige offentlige byggeopgaver.

- Vores krav er enkle og rimelige. Alle virksomheder, som ønsker at udføre en bygge- eller anlægsopgave for det offentlige, skal mødes med krav om mindst en lærling for hver fire svende, slår Anders Sørensen fra Kommunistisk Parti fast.

Bygherren på metrobyggeriet er det offentligt ejede Metroselskabet, hvor staten ejer 50 procent, Københavns Kommune 41,7 pocent og Frederiksberg Kommune de sidste 8,3 procent. Byggeriet koster omkring 22 milliarder kroner, og der kunne ifølge fagforbundet 3F blive uddannet cirka 400 lærlinge på byggeriet.

- Det må ikke gentage sig, at et stort offentligt udbud ikke indeholder et krav om lærlinge. 21.000 erhvervsskoleelever står i dag og mangler en praktikplads. Samtidigt er det regeringens mål, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. Det er fuldstændigt tosset efter min mening, siger Anders Sørensen.

Kommunisterne kræver derfor, at alle offentlige udbud skal følges op med et krav om lærlinge, at der indføres 500.000 kroners bødestraf for brud på sociale klausuler samtidigt med, at det skal være muligt at udelukke firmaer fra offentlige udbud, hvis de gentagne gange har brudt aftaler om lærlinge og arbejdsforhold.

Sagen om lærlingene på metrobyggeriet er midlertidigt landet på, at den italienske hovedentreprenør, Copenhagen Metro Team (CMT) i fredags ansøgte om lov til at uddanne lærlinge.

- Det er fint nok, men det er altså snart halvandet år siden, at byggeriet på cityringen startede. Allerede i august lovede Metroselskabet højt og helligt, at en anden entreprenør på byggeriet, Trevi, ville ansøge om lov til at uddanne lærlinge, men det blev der åbenbart ikke noget af, konstaterer Anders Sørensen.

Kommunistisk Parti mener, at Metroselskabet hellere skulle bruge tiden på at finde løsninger på metrobyggeriets mangel på lærlinge, end på at lede efter bortforklaringer.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. jan. 2013 - 09:55   10. jan. 2013 - 10:00

Metro

noc@arbejderen.dk