De regionale og kommunale arbejdsgivere og Sundhedskartellets medlemmer står meget langt fra hinanden i de igangværende overenskomstforhandlinger om løn og arbejdsvilkår fra 1. april.

Kampen handler i langt højere grad om vores fremtidige arbejdsvilkår, arbejdsmiljø og uddannelsesmuligheder end om løn.

Kravene er nu udvekslet, og forhandlingerne er i gang. Sygeplejerskerne i Sundhedskartellet har nok erkendt, at det ikke er lige nu, at slaget om de store lønstigninger skal stå. 

Der er anerkendelse af, at samfundet stadig er i økonomisk krise, og at arbejdsgiverne i både regioner og kommuner presses på økonomien. Men erkendelsen betyder på ingen måde, at sygeplejerskerne har opgivet kampen for ligeløn. Som kvindedomineret faggruppe både vil og skal vi fortsat kæmpe hårdt for at indhente det løngab, vi er ramt af.

Forringelse af arbejdsvilkår

Lige nu står både sygeplejerskerne og vi som faglig organisation meget uforstående over for arbejdsgivernes tydelige krav om markant øget ledelsesret og dermed mindre indflydelse for medarbejderne, hvad angår arbejdstid, arbejdsvilkår og indskrænkning af fritiden.

I forvejen risikerer sygeplejerskerne med kort varsel at blive indkaldt på deres fridage, at få vagter omlagt fra for eksempel dagvagt til aftenvagt og at få pålagt tvunget overarbejde og ekstravagter. 

På disse områder kræver arbejdsgiverne endnu videre rammer og endnu kortere varslingsbestemmelser. I Dansk Sygeplejeråd ser vi og vores medlemmer omvendt kravene som totalt fravær af anerkendelse for den fleksibilitet, som sygeplejersker dagligt yder på arbejde.

Dialog og nytænkning under pres

Hovedorganisationen FTF har for nylig dokumenteret, at medarbejdernes indflydelse i de lokale MED-udvalg allerede nu er under pres.

Det er her, medarbejderne har mulighed for at blive hørt og få indflydelse på arbejdsgange, på relevante politikker og bidrage med konstruktive idéer til at opnå den bedste faglige kvalitet for patienter og borgere. Og netop på MED-området stiller arbejdsgiverne nu krav om yderligere indskrænkning og mere ledelsesmagt og -ret.

Medarbejderne har både det faglige og erfaringsmæssige grundlag for nytænkning, der kan skabe smartere og mere fleksible arbejdsgange, og de vil rigtig gerne bidrage med disse idéer. Forudsætningen er ”bare”, at der er ledelser, der vil høre på og medinddrage medarbejderne.

Mange steder er der gode erfaringer med, at idéer udvikles og omsættes i et anerkendende samarbejde mellem ledelse og medarbejdere. På disse arbejdspladser hører vi om høj trivsel, arbejdsglæde og velfungerende faglige miljøer. Det er næppe tilfældigt. Og det sættes nu under pres.

Arbejdsgiverkrav får boomerang-effekt

Arbejdsgiverne mener tilsyneladende også, at det er nu, der kan lægges øget pres på medarbejdernes rettigheder.

Der har været mange fyringer i sundhedsvæsenet, både de drypvise og de store fyringsrunder, og medarbejderne er bekymrede for at miste deres arbejde eller bare havne i farezonen. Men et øget pres får boomerang-effekt. Medarbejderne bliver utilfredse og får mindre arbejdsglæde og større modvilje mod at yde den helt nødvendige fleksibilitet.

Medinddragelse og anerkendelse er vejen frem

Arbejdsgiverne maner til kamp for større ledelsesmagt og mindre medindflydelse til medarbejderne i forhold til arbejdsvilkår og arbejdstid. Vi har først lige taget hul på forhandlingerne om en ny overenskomst. Men det er allerede nu bydende nødvendigt for de faglige organisationer at stå tæt sammen og afværge kravene.

Vi skal i fællesskab få arbejdsgiver til at se, at den eneste farbare vej til et velfungerende og effektivt sundhedsvæsen med høj faglig kvalitet, går gennem anerkendelse og medinddragelse.