24 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danmark skal til EU-eksamen

ØKOFIN-møde i EU

Danmark skal til EU-eksamen

I dag indleder EU-landenes økonomi- og finansministre den halvårlige EU-justering af medlemslandenes finanspolitik og økonomiske politik, kaldet “Det Europæiske Semester”.

Så er det tid til det årlige eftersyn! Danmark skal i det kommende halvår forberede sig på at bestå EU's økonomi-eksamen. EU's øknomi- og finansministre tager de første forberedelser til "Det Europæiske Semester" i dag.
1 af 1

Når EU-landenes økonomi- og finansministre samles i dag til det såkaldte ØKOFIN-møde, er “Det Europæiske Semester” på dagsordenen.

Udtrykket dækker over et halvår, hvor EU-landenes økonomiske politik og finanspolitik bliver gennemgået, indtil EU-kommissionen i sidste ende udsteder konkrete henstillinger til de enkelte lande, og får dem blåstemplet på EU-topmødet i juni.

Det Europæiske Semester indledes med, at finans- og økonomiministrene udveksler synspunkter på den årlige Vækstundersøgelse, som EU-kommissionen offentliggjorde i slutningen af november. Den indeholder generelle vurderinger af den økonomiske politik og finanspolitikken i EU-landene.

For eksempel hedder det i Vækstundersøgelsen, at “det haster at få gjort noget ved arbejdsmarkedssituationen og den sociale situation. Der skal indføres aktive arbejdsmarkedspolitikker, den offentlige arbejdsformidling skal styrkes og forbedres, lovgivningen på arbejdsmarkedsområdet skal forenkles, og det er centralt i forbindelse med en sådan strategi at sikre, at lønudviklingen fremmer jobskabelsen".

I EU-jargon er en “jobskabende lønudvikling” lig med lønnedgang. Ifølge de nyliberalistiske økonomiske teorier, som EU-kommissionen hylder, vil en lavere løn nemlig automatisk føre til en højere beskæftigelse.

Ros til OK-angreb

EU-kommissionen roser da også i Vækstundersøgelsen flere EU-lande for at tage denne udfordring op, blandt andet ved at forringe overenskomstforhold: “En række medlemsstater har truffet foranstaltninger, der skal sikre, at løndannelsen følger udviklingen i produktiviteten (Grækenland, Spanien og Portugal)...

I Spanien har den nylige arbejdsmarkedsreform lagt vægt på, at beslutninger om arbejdstid og løn skal træffes  på virksomhedsniveau, og gjort det lettere for virksomheder at fravælge kollektive sektoroverenskomster. I Portugal sikres det, at lønudviklingen følger virksomhedens udvikling ved  at undtage kollektive overenskomster, såfremt arbejdsgiverorganisationerne dækker under 50 procent af den samlede arbejdsstyrke.”

Belgien og Sverige får desuden skriftlige klapsalver, fordi de har “tilpasset arbejdsløshedsunderstøttelsen med henblik på at fremme en tilbagevenden til arbejdslivet." De danske dagpengeforringelser har dog ikke været betydende nok til at få samme ros.

EU-kommissionen angiver dermed den vej, kommissionens kommende henstillinger til EU-landenes økonomiske politik vil følge.

Faglige protester stoppede

Vækstundersøgelsen var blandt de rapporter, som før jul fik de faglige hovedorganisationer LO og FTF på banen med anklager om, at EU-kommissionen blander sig lidt for meget i overenskomstforhold.

Protesterne blev dog hurtigt indstillet, da FTF’s formand Bente Sorgenfrey via finske kollegaer i den europæiske LO-sammenslutning EFS, som hun også sidder i ledelsen af, fik at vide, at EU’s finske økonomi-kommissær Olli Rehn vil sørge for, at anbefalingerne i Vækstundersøgelsen ikke bliver omsat til konkrete henstillinger til EU-landene.

Det er dog meningen med Vækstundersøgelsen, at den skal danne grundlag for konkrete henstillinger til de enkelte EU-lande. Tidligere henstillinger har omfattet bindende udgiftslofter for stat, kommuner og regioner, udfasning af efterlønsordningen og indskrænkning af adgangen til førtidspension og fleksjob.

Ved Det Europæiske Semester sidste år blev Danmark af EU-kommissionen underlagt et “særligt tilsyn”, fordi der var problemer med at rette økonomien ind efter kommissionens anvisninger. I den tilsynsrapport, der kom ud af det, står der direkte at danske lønninger er for høje, og det skal der gøres noget ved:

“Skønt effekten af højere enhedslønomkostninger er blevet dæmpet i nogen grad af den gunstige udvikling i bytteforholdet, er der behov for en tilpasning af enhedslønomkostningerne gennem enten lavere lønstigninger eller højere produktivitetsvækst,” skrev EU-kommissionen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. jan. 2013 - 16:15   22. jan. 2013 - 16:30

Analyse

he@arbejderen.dk
Det er også på dagsordenen

Ud over indledende drøftelser af Vækstrapporten skal økonomi- og finansministrene også se på det arbejdsprogram, det nye irske EU-formandskab har fremlagt. Det fokuserer især på oprettelsen af en bankunion i løbet af 2013 samt fuld gennemførelse af den allerede vedtagne lovgivning om økonomisk EU-styring af medlemslandenes økonomier.

Ministrene bliver også præsenteret for EU-kommissionens handlingsplan for at styrke bekæmpelsen af skattesvig. De skal desuden tage stilling til et direktivforslag om at harmonisere de nationale lovgivninger om investeringsselskaber samt sige god for, at 11 EU-lande kan gå videre indenfor EU’s rammer med planer om at opkræve skat på finansielle transaktioner.

Sådan foregår Danmarks EU-eksamen

Efterår 2012: Fastlæggelse af pensum.

EU-kommissionen offentliggør “pensum” i form af den årlige Vækstundersøgelse, som beskriver, hvilken økonomisk politik og finanspolitik, EU-landene skal prioritere i 2013-2014.

Januar/februar/marts: Retningslinjer for afslutningsprojektet.

EU-landenes økonomi- og finansministre bruger Vækstundersøgelsen til at udarbejde mere konkrete økonomisk-politiske retningslinjer for alle EU-lande som helhed. De bliver endeligt vedtaget på EU-topmødet i marts.

April: Danmark indsender forslag til afslutningsprojekt.

De fælles retningslinjer bruger den danske regering til at udarbejde forslag til det “afslutningsprojekt”, Danmark skal eksamineres i. Det kaldes et konvergensprogram (konvergens: retning mod samme mål, gøre ensartet). Det skal rumme alt hvad regeringen har gjort i det foregående år og hvordan regeringen i det kommende år har tænkt sig at opfylde retningslinjerne i Vækstundersøgelsen. Regeringen skal også indsende et nationalt reformprogram, som nærmere beskriver de reformer, der skal til for at opfylde EU-retningslinjerne.

Maj: Vurdering af afslutningsprojektet.

EU-kommissionen giver i maj sin vurdering af det danske konvergensprogram og reformprogram. Ikke i form af en karakter, men i form af “bestået/ikke bestået” efter en resultattavle, som blandt andet omfatter lønstigninger og produktivitet. Hvis ikke-bestået, skal Danmark gennem et særligt tjek, men modtager allerede her helt specifikke henstillinger til, hvordan Danmarks økonomiske politik skal skrues sammen, og hvilken finanspolitik der skal følges i den danske finanslov.

Juni: Danmarks endelige eksamen.

EU-topmødet i juni konfirmerer EU-kommissionens henstillinger, med forbehold for senere justeringer, hvis Danmark er landet under den særlige tjek-procedure. I så fald skal Danmark til syge-eksamen hvor EU-kommissionen har ret til at gå ind i alle offentlige institutioner og forlange regnskaber og dokumenter udleveret. Kommissionen kan dermed nå at komme med endnu flere henstillinger, inden regeringen om efteråret fremlægger sit EU-tilpassede finanslovsforslag.