Hovedarkitekten bag den dramatiske gidseltagning på gasfeltet In Armenas i Algeriet i sidste uge er sansynligvis blevet trænet af militærinstruktører fra USA tilbage i Afghanistans bjerge i starten af 1990'erne.
En islamistisk kampgruppe angreb onsdag morgen BP-Statoil-Sonatrachs gasfelt i In Amenas Gas i det østlige Algeriet tæt på grænsen til Libyen. Mindst 38 gidsler blev et par dage efter dræbt sammen med 29 islamister, mens 685 algeriske ansatte og 107 udlændinge blev befriet.
Al-Qaeda i det islamiske Maghreb er uigendriveligt bundet til de vestlige efterretningstjenesters dagsorden.
Michel Chossudovsky
Operationen blev koordineret af den enøjede algierer Mokhtar Belmokhtar, kaldet Malboro-man, der er leder af den al-Qaeda-tilknyttede islamistiske al-Mulathameen Brigade. Det bekræfter den algeriske udenrigsminister Daho Ould Kablia.
Afghanistan
Mokhtar Belmokhtar kæmpede ifølge den franske tv-station France 24 i den afghanske borgerkrig og blev trænet i lejre i Khalden og Jalalabad. Han vendte i 1993 tilbage til Algeriet og blev kommandør i Al-Qaeda i det Islamiske Maghreb (AQIM).
Den indflydelsesrige Washington-baserede tænketank Council on Foreign Relations (CFR) skriver, at de fleste af AQIM's største ledere "menes at have trænet i Afghanistan i løbet af 1979-1989 i krigen mod Sovjet" - som en del af en gruppe af nordafrikanske frivillige, kendt som "afghanske arabere", der vendte tilbage til regionen og radikaliserede islamistiske bevægelser i de efterfølgende år.
USA-støtte
I marts 1985 underskrev USA's præsident Reagan direktiv 166, der tillod at optrappe den hemmelige militære støtte til mujahedinerne i Afghanistan for at fremme en sovjetisk tilbagetrækning.
I 1987 modtog mujahedinerne 65.000 tons våben. I en artikel fra 19. juli 1992 skriver journalisten Steve Coll i dagbladet Washington Post, at der "kom en uophørlig strøm" af CIA- og Pentagonspecialister til det hemmelige hovedkvarter for ISI nær Rawalpindi i Pakistan. Her mødtes de med pakistanske efterretningsfolk for at "hjælpe med at planlægge de afghanske oprøreres aktioner".
"Med aktiv opmuntring fra CIA og Pakistans ISI blev det forsøgt at vende den afghanske jihad til en global krig for alle muslimske stater mod Sovjetunionen. Cirka 35.000 radikale muslimer fra 40 islamiske lande tiltrådte Afghanistan-kampen mellem 1982-1992", skriver forfatteren og Afghanistan-eksperten Ahmed Rashid i bogen "Taliban" fra1999.
Libyske våben
AQIM's nære allierede, den Libyens Islamiske Kampgruppe (LIFG), modtog sidste år våben fra det britiske efterretningsvæsen MI6 og CIA i kampen mod Gadaffis regering, hævder researcheren Tony Cartalucci i en artikel på netportalen Global Research. Og mange af disse våben er nu tilgået AQIM.
- Vi har været nogle af dem, der har fået mest gavn af revolutionerne i den arabiske verden. At modtage libyske våben er en naturlig ting i sådanne situationer, siger Mokhtar Belmokhtar selv.
Den kendte anti-imperialist og stifter af Global Research, professor Michel Chossudovsky, antyder, at USA bevidst fremmer terrorgrupper for at anstifte uro verden over og i sidste ende bruge dem som påskud til at gribe militært ind i regioner.
"Al-Qaeda i det islamiske Maghreb er uigendriveligt bundet til de vestlige efterretningstjenesters dagsorden", skriver han.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278