Desværre har der op til overenskomstforhandlingerne i det offentlige ikke været enighed på lønmodtagerside om kravene til en solidarisk fordeling af lønstigningerne. Men i 3F og FOA kæmper vi naturligvis videre ved forhandlingsbordene.

Der er penge til en solidarisk overenskomstløsning. En løsning, der tager hensyn til samfundsøkonomien. Men også en løsning, der tilgodeser ufaglærte og korttidsuddannede.

LO-gruppen var i de interne drøftelser i KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte) forud for overenskomstforhandlingerne enedes om et godt kompromis, der skulle sikre, at de laveste indkomster fik relativt mest ud af det kommende overenskomstresultat, der nok ikke tegner til at blive historiens største.

Men de godt lønnede ville ikke være med – og nu ser vi, at KTO forhandler nye overenskomster uden at stille fælles lønkrav. Det vil aldrig blive en optimal løsning, at lønmodtagergrupperne ikke står samlet.

3F og FOA forhandler sammen

Det er blandt andet derfor, at 3F og FOA er gået sammen ved forhandlingsbordet for at sikre, at der kommer en portion solidaritet og en indsats mod social dumping i en kommende aftale.

Den tilbagegang i købekraft for lønnen, som vi har oplevet under krisen, rammer jo de lavestlønnede langt hårdere, end de bedst lønnede. Derfor bør der være et solidarisk element i en kommende overenskomstløsning. Og derfor satser vi også på forbedringer med hensyn til pension og forhold for elever og seniorer.

Vi vil også have fokus på ligeløn, eller rettere manglen på ligeløn i kommunerne. De kommunale organisationer har sammen med Kommunernes Landsforening lavet en undersøgelse af den lokale løndannelse, og den viser klart, at kvinderne får langt mindre i lokal løn end mændene i alle undersøgte overenskomstgrupper og inden for samme overenskomst.

De seneste års afsløringer af uhyrlige tilfælde af social dumping er også et afgørende tema ved OK-forhandlingerne.

De kommunale arbejdsgivere slår sig som altid i tøjret og henviser til den stramme økonomi. Men de glemmer at nævne, at udskiftningen i medarbejdergruppen til yngre medarbejdere har givet nogle markante besparelser i udgifter til de ældre medarbejderes anciennitets- og øvrige tillæg.

Disse besparelser omregnes til såkaldte tilbageløbsmidler, og de løber ifølge FOA's dokumentation op i knap en halv milliard kroner – 440 millioner kroner om året – alene for gruppen af pædagogmedhjælpere, rengøringsassistenter, dagplejere samt social- og sundhedshjælpere.

Arbejdsgiverne bør kunne erkende deres og medarbejdernes fælles interesse i at anvende disse midler, blandt andet til at styrke kompetenceudviklingen for de kortest uddannede medarbejdere.

De seneste års afsløringer af uhyrlige tilfælde af social dumping er også et afgørende tema ved forårets overenskomstforhandlinger, hvor arbejdsgiverne blandt andet må forpligte sig til at stille klausuler om løn og arbejdsvilkår.

Slavelignende forhold

I flere kommuner har der været tale om hårrejsende tilfælde af villet uvidenhed, hvor man kynisk vender ryggen og det blinde øje til. Det gælder eksempelvis ved udlicitering af rengøringsopgaver, hvor tilbud er blevet accepteret, selv om en førsteårselev i bogholderiet med overenskomsten i hånden havde kunnet regne ud, at der var noget, der ikke kunne stemme.

De fleste af Arbejderens læsere kender formentlig til de afsløringer af slavelignende forhold, der tangerer menneskehandel, og usmagelig udnyttelse af fattige rumænere og andre østeuropæere, som har rystet mange danskere og for nylig førte til politiaktion imod nogle af de danske bagmænd.

Vi har også oplevet helt groteske offentlige udbud, hvor arbejdsgiveren vælger private tilbud, der er dyrere og med færre arbejdstimer, end kontrolbuddet fra de offentlige medarbejdere, der hidtil har stået for opgaven.

Efterfølgende sker det ofte, at kommunen må opsige kontrakten med de private leverandører på grund af for dårlig kvalitet i opgaveløsningen, eller det private firma må smide håndklædet i ringen og give op før tid, fordi de slet ikke kan løfte opgaven.

Kommuner svigter ansatte

Så generelt må vi sige, at vi oplever, at mange kommuner helt svigter de ansatte, når opgaver bringes i udbud. Kommunerne stiller ikke krav til virksomhederne om overenskomstdækning, om at virksomhederne har en fair andel af fleksjobbere og ekstraordinært ansatte, eller om at virksomhederne tager deres andel af elever og lærlinge.

Vi skal have indført mur- og nagelfaste aftaler, så arbejdsgiverne ikke koldt og kynisk kan undergrave vores løn- og arbejdsvilkår.

Vi skal simpelthen have arbejdsgiverne med på at enes om et langt mere fair grundlag for konkurrence om udførelse af opgaver for det offentlige.

I Københavns Kommune arbejder man i øjeblikket på at formulere kravene til udbud af de rengøringsopgaver, som i dag varetages af eksterne leverandører.

Her er man i gang med at formulere nogle af de krav, der skal begrænse den sociale dumping. Eksempelvis at alle underleverandører skal godkendes af kommunen. At der i kontrakterne med de eksterne leverandører skal indskrives krav for medarbejdernes løn, arbejdstid og arbejdsvilkår inden for den gældende overenskomst og ansvar for medarbejdernes skatteindbetalinger.

Så overenskomstforhandlingerne på det offentlige område skal ikke bare bruges til at udvise solidaritet imellem medarbejdergrupperne. Vi skal også have indført mur- og nagelfaste aftaler, så arbejdsgiverne ikke koldt og kynisk kan undergrave vores løn- og arbejdsvilkår gennem grænseløse udbud og blinde tilladelser til social dumping.

De lavestlønnede har allerede betalt en meget høj pris for krisen. Kommuner og regioner har i dag 35.000 færre lønmodtagere beskæftiget end for to år siden. Tusindvis af offentligt ansatte har fået en fyreseddel. Op mod 9000 FOA-medlemmer og hver fjerde 3F’er er således forsvundet fra kommunernes lønningslister siden 2009 efter omfattende udliciteringer og fyringer inden for hjemmeplejen, rengøring, det grønne område og så videre.

Der er penge

Derfor er kravene om tryghed, genplacering og bedre fratrædelsesordninger også meget væsentlige denne gang. Og kommunerne kan ikke undskylde sig med, at krisen kradser så meget, at de fattes penge.

Det har været særdeles illustrativt at se, hvordan velrenommerede private firmaer kan sørge for genplaceringsaftaler, jobbanker og anvendelsen af outplacementsfirmaer, når de har foretaget personaletilpasninger. I kommunerne kan de fyrede få lov til at stille op i køen på Jobcenteret – og ellers håber på, at man til sin tid ikke også ender i køen af udfaldstruede fra dagpengesystemet.

Det kan kommunerne gøre langt, langt bedre. Det er en skamplet, sådan som fyrede i den offentlige sektor i dag behandles. Og som nævnt: Det er ikke fordi, at kommunerne befinder sig i et stort sort og dybt krisehul og fattes penge.

I 2011 gav kommunerne seks milliarder kroner mindre ud, end aftalen med regeringen tillod. I 2012 ser tallet ud til at blive otte eller ni milliarder kroner. Penge, som var forudsat brugt i aftalen mellem regeringen og kommunerne, men som nu er puget sammen eller er givet som skattelettelser.

Derfor er der denne gang også penge til en solidarisk overenskomstløsning. En løsning, der tager hensyn til samfundsøkonomien. Men også en løsning, der tilgodeser ufaglærte og korttidsuddannede. Vi og vores familier skal også have brød på bordet.