Det var lige før kaffen i kopperne ikke nåede at blive kold, da repræsentanter for lønmodtagere og arbejdsgivere på det kommunale område mødtes fredag i sidste uge.
- Mødet varede 42 minutter, og der var ikke meget at komme efter, fortæller Henning Pedersen.
Han er formand for pædagogernes forbund BUPL, som er én af de 45 medlemsorganisationer i forhandlingsfællesskabet KTO, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte.
Henning Pedersen havde set frem til at skulle forhandle om forholdene for de tillidsvalgte ligesom ligeløn, ferie, arbejdsmiljø var blandt de temaer, der på forhånd stod på blokken,
Men så langt nåede man slet ikke, konstaterer BUPL-formanden, der sidder med direkte ved forhandlngerne med arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening (KL).
På det kortvarige møde nåede forhandlerne kun at berøre to emner, nemlig spørgsmålet om beskyttelse af suppleanter for tillidsrepræsentanter og den 6. ferieuge.
KL giver de tillidsvalgte kniven
De kommunale arbejdsgivere vil forenkle samarbejdet mellem ledere og ansatte i kommunerne, det såkaldte MED-system, og kunne KL bestemme, skal der være færre tillidsvalgte, herunder suppleanter, der skal nyde godt af den særlige TR- beskyttelse.
- Når vi kigger på summen af de krav, så er det noget, der piller ved medarbejderindflydelsen, organisationernes indflydelse, og tillidsrepræsentanternes beskyttelse. Det er meget, meget svært at se det anderledes, end at det er nogle ideologisk betingede krav, fordi vi kan ikke se, at det skulle være svaret på nogle problemer. Så kender vi ikke de problemer, det skulle være svaret på, siger Henning Pedersen.
De kommunalt ansattes forbund i KTO-samarbejdet er da også enige om at stå vagt om tillidsrepræsentantsystemet.
Dennis Kristensen er med i KTO’s forhandlingsudvalg og formand for FOA, der er det største forbund i KTO-samarbejdet. Han mener, at kommunerne med kravet om ringere beskyttelse af tillidsfolkene forsøger at sikre sig lettere ret til at fyre fremover.
TR kernen i samarbejde
I HK/Kommunal understreger formand Bodil Otto, der også sidder med i KTO’s forhandlingsudvalg, at spørgsmålet om beskyttelse af tillidsvalgte fortsat skal udgøre en grundsten i samarbejdet på de enkelte arbejdspladser.
- Jeg undrer mig oprigtigt talt over, at netop de offentlige arbejdsgivere vælger at gå forrest i en offensiv mod det samarbejde, der langt de fleste steder fungerer udmærket. Netop i en sparetid med voldsomme omstruktureringer, er det mere nødvendigt end nogensinde, at ledelsen og de ansatte finder fælles løsninger. Beskyttelse af de ansattes valgte repræsentanter er i den sammenhæng ganske nødvendig, fastslår Bodil Otto.
Heller ikke mødets andet punkt - den sjette ferieuge - bragte parterne tættere på hinanden. KL har rejst krav om, at den skal varsles overfor arbejdsgiveren ligesom med ferieuger i øvrigt.
- Så fjerner man den enkeltes valgmuligheder i forhold til, hvordan man vil anvende den sjette ferieuge. Det kan også kun opfattes som et forsøg fra arbejdsgiveren på at styre medarbejderens gøren og laden, siger Henning Pedersen.
KL og KTO forhandler igen den 15. februar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278