De kommunale arbejdsgivere måtte opgive at komme igennem med krav om forringelse af tillidsmandsbeskyttelsen, de ansattes medindflydelse og seniorordninger.
Ligeledes beholder de kommunalt ansatte den såkaldte reguleringsordning, som sikrer, at de offentligt ansattes løn reguleres i forhold til lønstigningerne på det private arbejdsmarked.
Det står klart efter, at der for kort tid siden blev indgået en overenskomst for de 543.000 kommunalt ansatte.
Der er tale om et utroligt smalt resultat både økonomisk og indholdsmæssigt.
Anders Bondo Christensen
- Det lykkedes i høj grad for os at undgå arbejdsgivernes konfrontatoriske angreb. Selvfølgelig er det pauvert, at være glad for at der ikke kom forringelser, men det er positivt at vi for eksempel har bevaret reguleringsordningen, siger Anders Bondo Christensen til Arbejderen.
Han er formand for de kommunalt ansattes forhandlingsfællesskab KTO og godt træt efter 26 timers uafbrudte forhandlinger.
Lille lønstigning
I forhold til lønstigninger får de kommunalt ansatte 1,91 procent i løbet af de næste to år. Oveni kommer 0,25 procent, som nu skal forhandles mellem Kommunernes Landsforening (KL) og de enkelte forbund. Resultatet betyder, at det er usikkert om reallønnen kan bevares.
- Der er tale om et utroligt smalt resultat både økonomisk og indholdsmæssigt. Det afspejler, at vi har en økonomisk krise, siger Anders Bondo Christensen.
- Vi havde håbet, at arbejdsgiverne ville bruge den situation til at tænke nyt i forhold til at øge medarbejdernes indflydelse. Men det har ikke været tilfældet. Noget af det mest opmuntrende i resultatet er et nyt projekt, om hvordan vi kan øge kvaliteten i det offentlige ved at bruge de ansattes faglighed. Men det er kun et lille projekt, som kommer til at omfatte få af vores medlemmer.
KTO- formanden understreger, at han ikke vil oversælge det magre resultat.
- Men samlet set mener jeg, at vi har landet en overenskomst, vi kan være bekendt, siger han.
Forhandlinger trak ud
Forhandlingerne var forventes afsluttet i morges, men trak ud i mange timer. Det skyldes blandt andet, at arbejdsgiverne ville gennemføre fælles regler for varsling i forbindelse med opsigelser. Det ville betyde konkrete forringelser for pædagogernes forbund BUPL. Derfor blev det afvist af KTO. Det endte med, at hele aftalen om varslingsbestemmelser blev trukket ud af det endelige resultat.
Nu skal de enkelte forbund i gang med at forhandle deres konkrete krav. Det gælder blandt andet Danmarks Lærerforening, hvor KL vil af med den nuværende arbejdstidsaftale. Lærerne skal forhandle den 26. februar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278