29 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hugo Chávez er død

Hugo Chávez er død

Lederen af den bolivarianske revolution og venstrebølgen i Latinamerika, Venezuelas præsident Hugo Chávez, er død efter længere tids kræftsygdom. Han blev 58 år gammel.

Hugo Chavez løftede salen, da han i 2009 proklamerede at "Sydens revolution kommer til Norden" i Valby-hallen under det alternative klimatopmøde i København.
FOTO: Arbejderen
1 af 1

Venezuelas præsident, Hugo Chávez, er død tirsdag aften.

Den 58-årige præsident har gennem længere tid kæmpet med en kræftsygdom og blev i december opereret af cubanske eksperter i Havanna. 

Hvis det er svært at begrave en leder, så er det endnu sværere at begrave et folk.
Roger Corbacho Moreno, charge d'affaire

Han fik et alvorligt tilbagefald mandag, hvor regeringen meddelte, at Chávez havde fået flere problemer med sin vejrtrækning og var blevet ramt af en "alvorlig" vejrtrækningsinfektion.

Hugo Chávez blev genvalgt den 7. oktober og skulle indsættes i sin nye præsidentperiode 2013-2019 den 10. januar, men indsættelsen blev udskudt på grund af sygdommen.

Flere ledende politikere var derfor tidligere tirsdag samlet i præsidentpaladset i Venezuela, skriver Ritzau.

Hugo Chávez blev valgt som præsident med 56 procent af stemmerne i 1998. I 2002 forsøgte Venezuelas USA-støttede højrefløj at afsætte ham ved et kup, men massive folkelige protester bragte i løbet af få døgn præsidenten tilbage.

I sin embedsperiode har Hugo Chávez stået i spidsen for omfattende sociale reformer som sundheds- og alfabetiseringsprogrammer og nationaliseringer af landets energiressourcer til gavn for fattige og arbejdere.

Han var sammen med Cubas Fidel Castro og Bolivias Evo Morales med til at opbygge det latinamerikanske alternativ til USA's nyliberale handelsaftaler, samarbejdet ALBA, som bygger på solidaritet.

Under betegnelsen "den bolivarianske revolution", som refererer til frihedshelten Bolivar, har han medvirket til at omforme og demokratisere det venezuelanske samfund med retning mod det "21. århundredes socialisme".

Denne proces vil fortsætte længe efter Chávez er væk, skrev Venezuelas charge d'affaire i Danmark, Roger Corbacho Moreno, i januar i en kronik i Arbejderen.

"Den bolivarianske proces er blevet meget større end Chávez selv. Det er nu et kollektiv projekt. Hvis det er svært at begrave en leder, så er det endnu sværere at begrave et folk. Og det er umuligt at begrave et bevidst, tålmodigt og disciplineret folk", skrev han.

LÆS KRONIK: "REVOLUTIONEN ER MERE END CHAVEZ"

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. mar. 2013 - 00:39   01. mar. 2018 - 10:28

Venezuela

fe@arbejderen.dk
RØD BOG: HUGO CHÁVEZ
  • 1971: Hugo Chávez optages på Venezuelas militærakademi.
  • 1983: Chávez til at grundlægge "Den Revolutionære Bolivarianske bevægelse" i 200-året for frihedsheltens Simon Bolivars fødsel.
  • 1992: Chávez står i spidsen for en militær opstand for at vælte Perez-regimet. Det mislykkes og Chávez fængsles.
  • 1994: Løsladt ved generel amnesti.
  • 1998: Valgt til præsident med 56 procent af stemmerne.
  • 2000: Får gennemført en ny og langt mere demokratisk forfatning.
  • 2002: 11-14. april udsat for et højrekup og sat fra magten i 48 timer. Et massivt folkelig bevægelse i gaderne afviser kupmagerne genindsætter Chávez.
  • 2003: Højrefløjen forsøger at styrte Chávez-regeringen med en arbejdsgiver-lockout og anden økonomiske sabotage.
  • 2004: Chávez vinder en folkeafstemning. Højrefløjen har krævet en afstemning om ja eller nej til Chávez som præsident.
  • 2005: Chávez erklærer at målet er "det 21. århundredes socialisme".
  • 2006: Det socialistiske enhedsparti PSUV stiftes.
  • 2006: Chávez genvælges til præsident med rekordsejren på 62,84 procent.
  • 2007: Chávez taber en folkeafstemning om en række nye reformer af forfatningen.
  • 2011: Starter kræftbehandling i Cuba
  • 2012: Genvalgt til præsident den 7. oktober med 55 procent af stemmerne.
  • 2013: Hugo Chavéz dør af kræft den 5. marts, 58 år gammel.