Farvel Chávez - dit livsværk blev stort. Nu må andre forsvare og videreudvikle det. Venezuelas præsident Hugo Rafáel Chávez Frías døde tirsdag aften.

I en verden plaget af kapitalismens krise satte Hugo Chávez på ny socialismen på dagsordenen.

Han tabte kampen til en alvorlig kræftsygdom, og han efterlader et Venezuela i sorg – et Venezuela, som Chávez forandrede sammen med den bolivarianske folkebevægelse, som han stillede sig i spidsen for, og som han var trofast mod i modgang og i medgang.

Han efterlader også mennesker i hele Latinamerika – ja globalt med sorg og med bekymring for, hvordan det nu skal gå med den livgivende 'venstrebølge' som Hugo Chávez var med til at skabe.

I en verden plaget af kapitalismens krise satte Hugo Chávez på ny socialismen på dagsordenen. Han pegede på, at kun med socialisme kan der skabes en retfærdig og bæredygtig udvikling i verden.

Som forkæmper og talsmand for verdens fattige var Hugo Chávez elsket i hele verden. I de arabiske lande viste meningsmålinger, at han var den mest afholdte politiker.

I Latinamerika er han side om side med Cubas Fidel Castro en legende, som for altid har vundet en respekteret plads i historiebøgerne og en enorm plads i hjerterne.

Det er så forbandet, at hans eget store, røde hjerte ikke længere slår. Det var et hjerteslag, der gav puls til en global bevægelse i kamp for en bedre verden.

Chávez var dén taler ved Verdens Sociale Forum, som samlede flest tilhørere nogensinde – dengang han i 2007 talte i Porto Alegre i Brasilien sammen med Lula, Morales og andre.

Chávez' tale til deltagerne i Verdensungdomsfestivalen i Caracas i 2005 mindes af titusinder som et politisk og stemningsmæssigt højdepunkt.

Og Chávez' tale ved Folkemødet i Valbyhallen i december 2009 - samt hans kamp for klimaet under COP15 i Bellacenteret står klart i erindringen tusinder af danskere og internationale gæster.

Men hans politiske ledelse og talerne hjemme i Venezuela var og blev det vigtigste.

Her skabte han politiske, sociale og økonomiske resultater uden sidestykke i de godt 14 år han var præsident:

• blev analfabetismen udryddet i Venezuela. Millioner af voksne lærte at læse og skrive, og grundskole blev en realitet for alle mens længevarende uddannelse blev udbredt til en tredjedel af befolkningen.
• dødelighed for børn under 5 år blev reduceret fra 25 til 15 af hver 1000.
• dyb fattigdommen blev reduceret fra 20 til 7 procent.
• arbejdsløsheden blev reduceret fra 15 til 6,5 procent.
• folkepension blev indført for alle.
• sundhedsvæsen blev tilgængeligt for alle.
• jordreform kom godt i gang.
• demokratiet fik helt nye og ægte kvaliteter under tiden med Chávez.
• skridt blev taget mod socialisme.

Listen over denne type fortjenester kunne skrives meget længere, meget, meget længere.

Men med på listen skal også og ikke mindst, at han gav det fattige befolkningsflertal værdigheden og stoltheden igen. Under Chávez rejste en nation sig af fornedrelse, fattigdom, undertrykkelse og udplyndring. De satte hælene i over for imperialismen, og de jublede, når deres præsident satte foden i døren i USA og talte imperiet midt imod – som når han fra talerstolen i FN i New York talte dagen efter USA's daværende præsident, krigsforbryderen George W. Bush, og indledte med at konstatere, at der stadigt stank af svovl efter at 'djævelen havde været der'.

Chávez' hjerteslag gav puls til en global bevægelse i kamp for en bedre verden.

Enhed, stolthed, styrke, beslutsomhed og vilje til at skabe det nye og frie fædreland – det var den berusende stemning, som prægede massemanifestationer i hovedstaden Caracas og i andre af Venezuelas store byer når Chávez talte til, sang og dansede med befolkningen. Og de samledes i hundredetusinder – ikke sjældent i millioner.

At sige, at Chávez taler og politiske ledelse og initiativer hjemme var det vigtigste, det favner også hele Latinamerika.

For Latinamerika og Caribien bliver kaldt ”Vores Amerika” af folkene, der lever her.

Simon Bolivar og andre af frihedsheltene fra kampen mod den spanske kolonimagt formulerede visionen om et frit og forenet Latinamerika – Vores Amerika. Ikke kolonimagternes Amerika, ikke imperialismens Amerika, mens ”Vores Amerika”.

Denne vision var Hugo Rafáel Chávez Frías med til at give et nyt og dynamisk liv. Han var med til at gøre den til virkelighed. Nej, han var ikke alene om det. Det er jo det, som er selve kernen i tanken om ”Vores Amerika”.

Venezuela med Chávez i spidsen skabte sammen med Cuba, Bolivia, Ecuador, Nicaragua og en række caribiske østater ALBA-samarbejdet til enorm og gensidig gavn!

Chávez stoppede sammen med præsidenterne Lula, Kirchner, Correa, Ortega, Castro, Morales, Funes, Lugo, Mujica - og sammen med folkene - USA nykoloniale frihandelsprojekt ALCA/FTAA. Og de forenede i stedet ”Vores Amerika” i alliancer som UNASUR og CELAC.

Som med alle betydelige ledere var det Chávez' evne til at skabe begejstring, bevægelse, enhed, kamp og udvikling – og give kampen retning - der er det grundlæggende.

Når sorgen har lagt sig vil nye stille sig i spidsen for bevægelsen og kampen, som må finde sine nye former. Men millioner bærer et minde om Hugo Chavez med sig og på en måde hans bankende hjerte – for, som det hed i den mest populære slagsang op til præsidentvalget i oktober 2012, så er ”Chávez folkets hjerte”... corazon del pueblo!

Men i de sidste måneder, hvor det stod klart, at kampen mod kræften og dens følgesygdomme måske ikke kunne vindes, voksede en en ny bevidsthed frem i det venezuelanske folk. Bevidstheden om, at kampen for det nye, frie og retfærdige Venezuela kan og skal fortsætte med eller uden Hugo Chávez i spidsen. Ud af denne bevidsthed voksede slagordet: ”Yo soy Chávez” - hvormed hver enkelt kæmpende venezuelaner slår fast, at 'jeg er Chávez' – jeg fører ideen og kampen videre. Dét er løftet om sejr også i denne sørgelige stund.

Chávez! Sådan som du genskabte ”Vores Amerika” blev du 'Vores Chávez' – og hvor verdens folk dog kommer til at savne dig!

Æret være dit minde og længe leve dit værk!