- Jeg mente, at hvis offentligheden, og her især offentligheden i USA, havde adgang til informationerne ... så kunne det sætte gang i en hjemlig debat om vores militærs rolle og vores udenrigspolitik generelt - især set i forhold til Irak og Afghanistan.
Sådan siger soldaten og whistlebloweren Bradley Manning, der står anklaget for at "hjælpe fjenden", fordi han har overdraget 700.000 hemmelige dokumenter til whistleblowersiden WikiLeaks. En alvorlig anklage, der i værste fald kan koste ham fængsel på livstid.
Ordene stammer fra en indtil nu hemmelig optagelse fra et retsmøde, der fører op til den retssag mod Manning, som starter den 3. juli.
For mig er det det samme, som når et barn torturerer myrer med et forstørrelsesglas.
Bradley Manning, amerikansk whistleblower.
Retsmødet fandt sted på militærbasen Fort Meade i USA i slutningen af februar. Og optagelsen er lækket og offentliggjort på gruppen Freedom of the Press Foundations hjemmeside.
På optagelsen forklarer 25-årige Manning også, hvorfor han lækkede det berygtede videoklip, hvor besætningen i en amerikansk Apache kamphelikopter i 2007 slår 13 civile ihjel i Bagdad - deriblandt to pressefolk fra Reuters.
'Døde møghunde'
- De umenneskeliggjorde de individer, som de angreb. Og de så ikke ud til at sætte pris på menneskeliv ved at referere til dem som, og jeg citerer: "Døde møghunde". For mig er det det samme, som når et barn torturerer myrer med et forstørrelsesglas, lyder det fra Manning på den lækkede optagelse.
Det er første gang, at Manning på denne måde får lov at kommentere sin egen sag. Han har siddet i fængsel i mere end 1000 dage og ni måneder af dem i isolation. Hvilket er blevet kritiseret af FN og 250 advokater, som har sendt et åbent brev til præsident Obama, skriver det alternative nyhedsmedie Democracy Now.
De, der støtter Bradley Manning, mener, at først Bush-administrationen og nu Obama-administrationen forsøger at gemme ham af vejen, samtidig med at de forsøger at give ham så hård en medfart, så det har en afskrækkende effekt på soldater, der i fremtiden måtte overveje at lække beviser på forbrydelser begået af USA's militær.
"Denne hetz mod whistleblowere vil næsten med sikkerhed have en dyb effekt og demotivere folk til at stå frem med oplysninger om, at regeringen har gjort noget forkert", skriver Anthony Gregory, forsker ved The Independent Institute, i Huffington Post.
En usikker tid
Det er usikkert, hvad der vil ske med Bradley Manning, men flere iagttagere mener, det er realistisk, at han vil få en fængselsdom på 20 år. Trods de dystre udsigter til mere fængselsstraf, så er Manning klar i mælet, når det handler om hans motiver for at videregive militærdokumenterne til WikiLeaks.
- Jeg ville vise offentligheden de sande omkostninger ved krig, sagde han på det lukkede retsmøde i slutningen af februar.
Bradley Manning er sigtet for 22 forhold, og på retsmødet erklærede han sig skyld i ti af dem. Dog nægter han sig skyldig i den alvorlige anklage om at have "hjulpet fjenden". USA's militær vil fortsat forsøge at få Manning dømt for alle 22 anklager.
I juli 2010 begyndte WikiLeaks at offentliggøre de mange dokumenter og korrespondancer, som Bradley Manning havde lækket. WikiLeaks kunne afsløre, at 15.000 dræbte irakere bevidst ikke var talt med i statistikkerne, og at en hemmelig ordrer udstukket af USA's militær skulle forhindre, at der blev ført sager mod irakiske soldater, der foretog overgreb på fanger, skriver The Guardian.
Derudover afslørede dokumenterne, at afghanske civile var blevet dræbt af NATO-styrker uden, at det var kommet til offentlighedens kendskab. Flere dokumenter kunne også afsløre, at der var klare beviser på, at USA's regering og øverstbefalende i USA's hær bevidst havde løjet over for offentligheden om krigene i Irak og Afghanistan.
Obama løber fra løfte
Anthony Gregory, forsker ved The Independent Institute påpeger, at Barack Obama med behandlingen af Bradley Manning går lodret imod et af sine egne valgløfter op til præsidentvalget, som han vandt i 2008. Dengang sagde Barack Obama, at han ville gå langt for at beskytte whistleblowere, hvis:
"... heltemodige handlinger og patriotisme, som nogle gange kan redde liv og ofte spare skatteydernes penge, skal tilskyndes og ikke kvæles", sagde Obama i 2008 ifølge Anthony Gregory og en lang række medier.
Nu fortsætter slagsmålet om, hvad Manning egentlig er. USA's hær vil have ham dømt for forræderi. Hans mange støtter er ikke i tvivl. I deres øjne er Manning en helt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278