Fagbevægelsen skal være med til at lave nye regler og sikre en mere effektiv kontrol af de firmaer, som bygger for Københavns Kommune. Samtidig vil kommunen selv skærpe sin kontrol for at sikre, at entreprenører overholder kommunens krav om, at arbejdet skal udføres på danske løn- og arbejdsvilkår.
- Vi har lige modtaget invitation fra rådhuset til at gå ind i sådan et samarbejde med kommunen, siger en tydelig tilfreds Anders Olesen, til Arbejderen.
Han er formand for Byggefagenes Samvirke i København, der kort før påske havde inviteret overborgmesteren med til årsmøde, hvor netop bekæmpelse af social dumping var på programmet.
Snydt
Anledningen til at invitere Frank Jensen (S) var hans udmelding om, at Københavns Kommune ønsker at stramme op på indsatsen. En udmelding der er kommet efter, at Fagbladet 3F og DR 1 har dokumenteret omfattende snyd på en række store københavnske byggeprojekter - på trods af, at entreprenørerne har skrevet under på en kontrakt, hvori de forpligter sig til at overholde gældende løn- og arbejdsforhold og de internationale bestemmelser i den såkaldte ILO-konvention.
Vi kan ikke undvære jer som vagthunde på arbejdspladserne.
Frank Jensen, overborgmester København
- Vi troede ikke, at vi var udsat for social dumping, men vi har måttet konstatere, at der er entreprenører, der ikke lever op til vores kontraktbetingelser, sagde Frank Jensen på årsmødet.
- Det er sket med såkaldt omvendt bevisførelse, så virksomhederne selv skal dokumentere, at de overholder kontrakten - og at eventuelle underleverandørerne gør det samme. Derfor var det hamrende irriterende, at jeg i fjernsynet ikke bare kunne afvise kritikken, indrømmede overborgmesteren.
Tillid
Kommunens hidtidige indsats har i stor grad været baseret på tillid til de entreprenører, som har skrevet under på kontrakter med sociale klausuler. Et andet problem har været, at de kommunale embedsmænd, der har skullet følge op på kontrakterne, ikke har haft tilstrækkelig indsigt i byggebranchen.
- For at løse den opgave er der behov for en stærk fagbevægelse. Det er jer og jeres tillidsrepræsentanter, der skal råbe op, når noget går galt. Vi kan ikke undvære jer som vagthunde på arbejdspladserne, sagde Frank Jensen på byggefagenes årsmøde, og indbød til et nært samarbejde med de faglige organisationer om, hvordan man kan stoppe de brådne kar.
- Kommunens holdning er helt sikkert et resultat af den megen medieomtale. Frank Jensen kan se, at selv når man har sociale klausuler, så sker der snyd. Det er meget positivt, at fagbevægelsen nu er blevet inviteret med til at udforme det regelsæt, der kan føre til en skærpet kontrol med social dumping, siger Anders Olesen.
Udbud og kontrol
Han mener, der er behov for både at kigge på de krav, man stiller i udbudsmaterialet og den konkrete måde, hvorpå man udfører kontrollen med virksomhederne.
Hvad angår udbudsmaterialet, så fik Frank Jensen et forslag med retur til Rådhuset om at dele entrepriserne op i mindre enheder.
- Man kan eksempelvis dele udbuddet op efter fag. På den måde kan man gøre kæden af underentreprenører mindre og mere gennemsigtig. Det er vigtigt, at udbuddet er udarbejdet med så stor grad af forpligtelse af entreprenørerne som overhovedet muligt. Og samtidig på en måde, så kommunen har sanktionsmuligheder over for entreprenører, der underminerer løn- og arbejdsforhold, uanset i hvilket led i kæden det sker, lyder det fra Anders Olesen.
Ingen regler uden kontrol, mener byggefagforeningerne, der tilbyder at være med i en følgegruppe, der løbende kontrollerer løn- og arbejdsforhold.
Endelig bliver der også noget til folketingspolitikerne at arbejde med.
- Vi foreslår, at alle tjenesteydere skal registreres i RUT, også danske firmaer. På den måde slipper vi for beskyldninger om diskrimination, og det er vel ikke mere besværligt for danske firmaer at lade sig registrere end for de udenlandske, mener Anders Olesen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278