25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lap eller løsning?

Regeringens dagpengeudspil:

Lap eller løsning?

Regeringens dagpengeudspil får en blandet modtagelse. Blandt andet fordi den langsommere indfasning af dagpengereformen skal finansieres ved et forhøjet kontingent til a-kassen.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt fremlægger regeringens dagpengeudspil tirsdag d. 14 maj 2013 i Spejlsalen i Statsministeriet.
FOTO: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2013
1 af 1

Efter massivt pres fra fagbevægelsen og regeringens eget bagland, fremlagde statsminister Helle Thorning-Schmidt på et pressemøde i formiddags en midlertidig redningsplanke for de arbejdsløse, som ikke er beretttiget til at modtage kontanthjælp, når de mister retten til dagpenge, som følge af dagpengereformen.

Frem til 2016 vil de ellers indkomstløse have ret til at modtage en særlig arbejdsmarkedsydelse, på 80 procent af den højeste dagpengesats for forsørgere og 60 procent af dagpengene til arbejdsløse uden børn. Beløbene svarer til henholdsvis 13.884 kroner og 10.413 kroner om måneden før skat.

- Regeringen erkender at man ikke skal tage forsørgelsen fra folk under en økonomisk krise. Det er godt - og på høje tid, lyder reaktionen fra Bente Sorgenfrey, formand for den faglige hovedorganisation FTF.

Det er ligesom en forsikring, hvor dækningen er blevet forbedret. Derfor er det rimeligt, at prisen på forsikringen stiger en smule i en midlertidig periode.

Helle Thorning-Schmidt

A-kasserne betaler 

Udspillet skal finansieres ved et forhøjet A-kassekontingent, på omkring 720 kroner om året for det enkelte medlem.

Det vækker skuffelse i 3F Kastrup.

- Regeringens dagpengeudspil er bedre end ingenting, men meget langt fra det vi havde forventet, siger formand, Henrik Bay-Clausen, til Arbejderen.

- Mange af 3F Kastrups medlemmer får lidt kunstigt åndedræt, men det bliver os selv der får lov at betale via a-kassebidraget. Samtidig mener regeringen at der er råd til skattelettelser og billigere sodavand, lyder kritikken.

Også fra LO og Dansk Metal lyder der kritik af finansieringen.

– Alle i samfundet bør bidrage til løsningen af det her problem, der jo er forårsaget af en omfattende og langvarig økonomisk krise, siger LO's formand Harald Børsting.

Men at det er A-kasserne, som får lov til at betale, er kun rimeligt, mener Helle Thorning-Schmidt.

- Det er ligesom en forsikring, hvor dækningen er blevet forbedret. Derfor er det rimeligt, at prisen på forsikringen stiger en smule i en midlertidig periode, sagde hun på pressemødet.

Med regeringens udspil står VKO-regeringens kortere dagpengeperiode og de strengere genoptjeningskrav fortsat ved magt.

Midlertidig ydelse

Den såkaldte arbejdsmarkedsydelse vil løbe til og med 2016, men da der er tale om overgangsordning, vil ydelsen blive aftrappet mod slutningen af perioden.

Arbejdsløse som kommer på den nye arbejdsmarkedsydelse vil ifølge statsministeren blive mødt med krav om at stå til rådighed for aktivering og såkaldte nyttejob.

Nyttejob blev introduceret i Mette Frederiksens kontanthjælpsudspil og er en ordning hvor de, der kan, skal arbejde for deres ydelse. Regeringen karakteriserer et nyttejob ved at det omfatter samfundsmæssige opgaver, der skaber nytte.

LO er tilfreds med at regeringen med arbejdsmarkedsydelsen sikrer de arbejdsløse som ellers stod til at miste deres indkomst.

– Regeringens arbejdsmarkedsydelse vil skabe tryghed for en stor gruppe mennesker. Det handler om industriarbejdere, SOSU-assistenter og kontorfolk, som har arbejdet i 20-25 år, men som har mistet deres arbejde på grund af krisen og risikerer at stå uden indtægt, siger LO-formand Harald Børsting.

Dagpengekommission

Samtidigt med at statsministeren fremlagde dagpengeudspillet, proklamerede hun at regeringen vil nedsætte en dagpengekommission, som skal se på hvordan et mere moderne og mere fleksibelt dagpengesystem kan se ud.

Den melding skaber glæde hos LO-formanden.

– Det er glædeligt – og helt nødvendigt – at regeringen nu lægger op til, at der nedsættes en dagpengekommission. Det giver mulighed for en langsigtet løsning, hvor dagpengesystemet passer til den virkelighed, vores medlemmer færdes i, understreger Harald Børsting.

Han så gerne et dagpengesystem som var mere i overensstemmelse med det han kalder det moderne arbejdsmarked.

- Det kræver, at man ser nærmere på genoptjeningsretten, reglerne omkring supplerende dagpenge og jobrotation. Derudover er det afgørende, at der fastholdes en håndholdt indsats over for de arbejdsløse, så de får de bedste chancer for at komme hurtigt tilbage i beskæftigelse, siger han. 

Også Dansk Metal tager med kyshånd imod regeringens bebudede kommission.

- Regeringen vil i samarbejde med arbejdsmarkedets parter sikre tryghed på et fleksibelt arbejdsmarked. Det er et arbejde, jeg ser meget frem til. Der er brug for en reform af dagpengesystemet, og især har vi brug for at få gjort noget ved det alt for strikse genoptjeningskrav, som holder alt for mange danskere helt ude af a-kasse-systemet, og dermed gør hverdagen utryg, siger forbundsformand Claus Jensen.

Dagpengekommissionen skal arbejde frem til foråret 2015.

Lappeløsning

I Enhedslisten, som nu skal forhandle igang med at forhandle planen på plads med regeringen, kalder man regeringens udspil for en lappeløsning.

- Det er en bedre løsning end dem, vi indtil nu har set. Det er en større lap. Men en fuld og dækkende løsning får vi først med en endelig revision af dagpengesystemet, hvor man får nemmere ved at optjene dagpenge og beholde dem i længere tid, siger Per Clausen ifølge Politiken.

Et af Enhedslistens krav i forhandlingerne vilæ være at udspillet skal finansieres igennem skatten.

Ikke alle reddes

Regeringens tiltag retter sig ikke mod de ledige, som står til at falde ud af systemet efter fire år på dagpenge - hvilket er grænsen for, hvor lang tid, man kan få den offentlige ydelse.

De ville, også inden den den omdiskuterede dagpengereform trådte i kraft ved årsskiftet, være røget ud af systemet. Og det gør de fortsat, fremgår det af udspillet.

"Med regeringens nye indfasning af dagpengereformen skønnes der at være 4000-6000 personer, som i 2013 ikke vil blive omfattet af de nye regler", lyder det i udspillet.

>>LÆS HELE UDSPILLET HER

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. maj. 2013 - 10:16   14. maj. 2013 - 15:04

Dagpenge

as@arbejderen.dk
Ny indfasning af dagpengereformen
  • Regeringen indfører en langsommere indfasning af dagpengereformen fra 2010, som betyder, at arbejdsløse, som mister deres dagpengeret, kan overgå til en kontanthjælpslignende ydelse (arbejdsmarkedsydelse) i op til to år.
  • Den midlertidige arbejdsmarkedsydelse udgør 60 procent af det maksimale dagpengeniveau for ikke-forsørgere og 80 procent for forsørgere. Arbejdsmarkedsydelsen er ikke afhængig af familie- eller formueindkomst.
  • Den samlede periode, hvor man kan modtage dagpenge, særlig uddannelsesydelse og den ny arbejdsmarkedsydelse, kan ikke overstige fire år. 
  • Perioden, hvor man kan modtage arbejdsmarkedsydelse, aftrappes gradvist frem mod udgangen af 2016, hvor ordningen stoppes.
  • Udspillet finansieres ved et forhøjet a-kassekontingent på 60 kroner om måneden, som hvert medlem skal betale frem til 2015.

>>LÆS HELE UDSPILLET HER