25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Drop højere a-kassekontingent

Enhedslisten:

Drop højere a-kassekontingent

Kravet om færre timer for at genoptjene retten til dagpenge er ikke på bordet i forhandlingerne om regeringens nye dagpengeplan. Men kravet er ikke glemt, forsikrer Enhedslisten, der stiller forslag herom i Folketinget.

Enhedslisten havde 30 forslag til ændringer af regeringens dagpengeudspil med, da de i går troppede op til forhandlinger i Finansministeriet. Her ses Johanne Schmidt-Nielsen med Per Clausen i baggrunden.
FOTO: Jens Nørgaard Larsen/ScanpixDanmark
1 af 1

Da Enhedslisten i går troppede op i Finansministeriet til forhandlinger om regeringens nye dagpengeudspil skete det med i alt 30 forslag til ændringer under armen.

Udspillet blev præsenteret i tirsdags, og er en midlertidig løsning på det problem, at op mod 30.000 arbejdsløse står til at falde ud af dagpengesystemet efter to år uden job.

- Finansieringsdelen bliver én af de ting, vi vil stå stejlt på at få ændret. Det er en rigtig dårlig idé at lade medlemmerne af en a-kasse betale gildet ved at hæve kontingentet. Det vil gøre det endnu mindre attraktivt at forsikre sig mod arbejdsløshed, siger Christian Juhl, Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, til Arbejderen.

Kommer regeringens forslag uændret igennem, får a-kassemedlemmer en ekstra udgift næste år på rundt regnet 1.000 kroner.

LO's formand, Harald Børsting, mener det alene er et spørgmsål om politisk vilje at finde pengene et andet sted end hos a-kassernes medlemmer. Han gør opmærksom på, at regeringen for nylig valgte at give ehvervslivet 92 milliarder kroner i skattelettelser de næste syv år.

Regeringens plan om at de arbejdsløse skal i nyttejob, er et andet af de forslag, som Enhedslisten satser på at få luget ud i.

- I forvejen er kommunerne presset til at finde job til folk i alle mulige ordninger. Det er uholdbart og hjælper heller ikke den arbejdsløse tilbage på arbejdsmarkedet. Uddannelse er en meget bedre investering for samfundet og den enkelte, mener Christian Juhl.

Dagpengeplanen siger intet om genoptjening af retten til dagpenge, og det ærgrer Verner Sand Kirk, administrerende direktør i AK-Samvirke.

- Det er dybt forkert, at genoptjeningsretten ikke er på forhandlingsbordet. Nu kommer der måske en rapport engang i 2015 og så et valg, og så misser man chancen for at få rettet op på et fuldstændig åbenlyst problem, udtaler direktøren til avisen.dk.

I dag skal man arbejde i 1924 timer, svarende til et års arbejde, for at optjene til en ny dagpengeperiode på to år.

Selvom genoptjeningskravet ikke er en del af de forhandlinger, der gik i gang i går, så er kravet ikke glemt, forsikrer Christian Juhl.

Forslaget er ét af de tre forslag fra Enhedslisten, som Folketinget skal tage stilling til torsdag i næste uge.

Enhedslisten foreslår, at man skal have ret til en ny dagpengeperiode efter tre måneders arbejde, at dagpengeperioden igen bliver på fire år, og at reglerne om supplerende dagpenge bliver forbedret.

Udmeldingerne fra fagbevægelsen efter endnu en midlertidig løsning på dagpengeprobemet tyder på, at aktiviteterne for at sikre mere varige forbedringer for de arbejdsløse fortsætter.

HK Hovedstaden inviterede i går alle arbejdsløse til stormøde. Her skulle man snakke om hvordan der kan samles flere underskrifter ind på underskriftskampagnen "Forlæng dagpengeretten", som forbundet skød i gang 1. maj.

Og i Aalborg er arbejdsløse i gang med at forberede en karavane gennem landet i første uge af juni.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. maj. 2013 - 08:32   17. maj. 2013 - 08:45

Dagpenge

noc@arbejderen.dk