Udenrigsminister Villy Søvndal er glad for vedtagelsen af to aftaler på onsdagens ministermøde i Arktisk Råd: Han er glad for aftalen om samarbejde om håndtering af oliespild i Arktis, og han er glad for en fælles erklæring om, at det er hensynet til befolkningerne i Arktis, der står i første række, skriver den grønlandske avis Sermitsiak.
Stormagterne afviser at give oprindelige folk indflydelse for selv at beholde magten.
Kuupik Kleist, IA
Men miljøorganisationen Greenpeace er skeptisk over for indholdet i aftalen om at forebygge olieforurening, og trods ordene om hensyn til de oprindelige folk, så blev Grønland væk fra mødet, fordi selvstyret har mistet sin plads i rådet og kun er repræsenteret via den danske minister.
- Jeg synes, at vi efter dette møde med tilfredshed kan slå fast, at vi har et Arktisk Råd i topform - et arktis råd, der leverer relevante og konkrete svar på konkrete udfordringer, som den arktiske region står overfor. Det gælder ikke mindst vores beslutning om at styrke vores samarbejde for at undgå og mindske virkningerne af oliespild i de sårbare arktiske farvande, siger Villy Søvndal.
Men Greenpeace kritiserer, at udenrigsministeren "nikker ja til en aftale, der lige så godt kunne være forfattet af olieindustrien selv".
- Det er beskæmmende, at ambitionsniveauet fra Danmark og de øvrige arktiske lande er så lavt, at man afholder sig fra at stille et eneste konkret krav til beredskabet. Aftalen gør intet for at mindske risikoen for udslip eller forbedre landenes evne til effektivt at reagere på udslip, siger Jon Burgwald, der er arktisansvarlig i Greenpeace.
Greenpeace anbefaler forpligtende minimumsstandarder for beredskabet i forbindelse med olie- og gasudvinding i Arktis og et totalt forbud mod offshore-olieboringer.
Staterne vedtog på mødet at anerkende de oprindelige folks rettigheder, men man gav dem ikke en plads ved bordet med fuld stemmeret:
- Stormagterne har en helt anden dagsorden. De undgår at give oprindelige folk indflydelse for selv at beholde magten, siger Kuupik Kleist, der er tidligere regeringsleder i Grønland og i dag formand for venstrefløjspartiet IA.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278