Der er flere grunde til, at skiftende regeringer er så vilde med at nedsætte kommissioner.

Det mener Asbjørn Sonne Nørgaard, der er professor i statskundskab ved Syddansk Universitet og forsker i kommissioner.

- De er nedsat af regeringen, men er ikke regeringen. De bliver til dels styret af regeringen, men kan samtidig undsiges af regeringen. Man bruger det, man kan og smider resten i papirkurven. Det kan man så tage frem senere og lige lodde stemningen, forklarer professoren til Arbejderen og tilføjer:

- Det er det, der er så lækkert ved kommissioner.

Asbjørn Sonne Nørgaard er medforfatter til bogen "De store kommissioner" fra 2009 med undertitlen "Vise mænd, smagsdommere eller nyttige idioter".

De bliver ikke nedsat, hvis de kan skade den siddende regering.

Asbjørn Sonne Nørgaard, professor

Afsættet for bogen er, at nogle af de seneste års reformer i et eller andet omfang er forberedt eller modnet i kommissioner og altså bliver brugt af politikerne til at bane vej for politiske beslutninger.

Derfor mener forfatterne, at det er vigtigt at se på, hvordan kommissioner arbejder, hvornår “kommissionsstrategien” bliver valgt fra til fordel for andre strategier, og hvilken betydning kommissionerne har for den videre reformproces.

- Én ting er sikkert. De bliver ikke nedsat, hvis de kan skade den siddende regering. Man nedsætter aldrig et udvalg, med mindre det er politisk opportunt, med mindre man ønsker at ændre noget. Der ligger altid politiske overvejelser bag, når man nedsætter en kommission, og det sker mange gange for at gøde jorden, finde nye analyser som kan være med til at bane vej for reformer, lyder det fra Asbjørn Sonne Nørgaard.

Dagpengereformen 

Som eksempel nævner han Arbejdsmarkedskommissionen, der i 2008 pegede på nødvendigheden af at gennemføre en dagpengereform. Det blev i første omgang afvist af daværende regerings statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). To år senere vedtog samme regering, med stemmer fra de Radikale og Dansk Folkeparti, den dagpengereform, som i dag sender tusinder af arbejdsløse ud af dagpengesystemet.

I den aktuelle debat om dagpengesystemet er regeringens beslutning om at nedsætte en Dagpengekommission blevet betegnet som en syltekrukke af både Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

- Så kan regeringen, med henvisning til at den afventer kommissionens arbejde, undlade at udtale sig om de spørgsmål, der handler om de arbejdsløse, som mister dagpengeretten, siger Christian Juhl, Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, til Arbejderen.

Asbjørn Sonne Nørgaard siger da også, at et udvalg eller en kommission i visse tilfælde kan have til formål at holde et politisk spørgsmål væk fra den politiske dagsorden.

Forskellige kommissioner

Der er forskel på kommissioner. Skattesagskommissionen, Irakkommissionen, PET-kommissionen og Statsløsekommissionen er allesammen eksempler på undersøgelseskommissioner. Som ordet antyder, skal de gå tilbage og undersøge om regler og love i den konkrete sag er blevet fulgt og overholdt.

Den anden type er beslutningsforberedende kommissioner eller udvalg, der skal forberede eventuel ny lovgivning. De nyeste eksempler herpå er Beskæftigelsesudvalget og Dagpengekommissionen.

Beskæftigelsesudvalget har hurtigt fået navn efter formanden, den tidligere socialdemokratiske skatteminister, Carsten Koch.

Regeringen satte i februar måned ham i spidsen for et ekspertudvalg, som skal kulegrave den samlede beskæftigelsesindsats og komme med anbefalinger til ændringer, der kan gøre beskæftigelsespolitikken mere “effektiv”. Det arbejde skal være afsluttet inde udgangen af 2014.

Midtvejs i den proces, i efteråret 2013, bliver Dagpengekommissionen sat i sving, også med Carsten Koch som formand. Dens opgave bliver at endevende dagpengereglerne og i foråret 2015 fremlægge ideer til en "fremtidssikring af dagpengesystemet", lyder det fra regeringen.

Dagpengekommissionen bliver bredt sammensat med uafhængige eksperter og arbejdsmarkedets parter bliver inddraget i arbejdet. 

Det giver ifølge Asbjørn Sonne Nørgaard god mening.

- Dagpengekommissionen ser ud til i højere grad at skulle sikre politiske hensyn. Når man vil inddrage arbejdsmarkedets parter eller interesseorganisationer sker det typisk, fordi politikerne vil tage dem i ed, siger professoren.