06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Strid om 12 milliarder kroner

Strid om 12 milliarder kroner

Fagforbundene i Offentligt Ansattes Organisationer er uenige om, hvad de reelt har forpligtet sig til med aftalen om en mere moderne og effektiv offentlig sektor.

Da modeniseringsaftalen blev fremlagt i sidste uge, sagde OAO's formand Flemming Vinther, at aftalen er et godt redskab til at finde 12 miliarder kroner. Nu afviser han, at de offentlige forbund har forpligtet sig til at finde pengene.
FOTO: Karsten Weirup
1 af 1

Har fagbevægelsen forpligtet sig til at spare 12 milliarder kroner i den offentlige sektor eller har den ikke? Og betyder “fritagelse for overenskomstmæssige bindinger” et opgør med tidligere praksis?

De spørgsmål bliver diskuteret heftigt blandt de 30 forbund, som er medlem af Offentligt Ansattes Organisationer, OAO, efter at der i sidste uge kom en moderniseringsaftale på plads.

Aftalen er indgået af regeringen sammen med de kommunale og regionale arbejdsgiverne og de faglige organisationer i FTF, Akademikerne og OAO.

Den indeholder syv principper for, hvordan den offentlige sektor bliver mere moderne og effektiv.  

FOA, der tegner sig for næsten halvdelen af medlemmerne i OAO, opfatter, at fagbevægelsen med aftalen har sagt ja til regeringens præmis, der stadig går på at spare 12 milliarder kroner i den offentlige sektor frem til 2020.

“Samtidig indebærer aftalen, at der lokalt kan arbejdes med forsøg med at fravige overenskomster. Det skal ske på en måde, som FOA opfatter som indblanding i FOA's overenskomstforhold”, skriver FOA på sin hjemmeside.

FOA er galt på den

Men FOA er helt galt på den, lyder det fra OAO’s formand Flemming Vinther, der retter en skarp kritik mod FOA’s formand.

- Nu har jeg hørt Dennis Kristensen tordne over aftalen, som OAO har indgået med regeringen. Desværre er hans udtalelser langt fra baseret på fakta. I bedste fald er det udtryk for uvidenhed, i værste fald er det et udtryk for, at Dennis bevidst fordrejer sandheden.

På OAO’s hjemmeside afviser Flemming Vinther, at OAO har givet tilsagn om at skulle være med til at effektivisere for 12 milliarder kroner i den offentlige sektor, og at OAO har aftalt, at overenskomsterne kan fraviges.

Da Flemming Vinther deltog på pressemødet, hvor aftalen blev præsenteret, lagde han vægt på, at det var lykkedes at skabe et "tillidsfuldt samarbejde" om at udvikle den offentlige sektor.

Han sagde dog også:

En del af opgaven er at finde 12 milliarder, og det er aftalen også et godt redskab til. Men vi startede jo ikke med at sige, godt lad os finde 12 milliarder. Vi satte os ned parterne imellem for at udvikle den offentlige sektor i et tillidsfuldt samarbejde på det her niveau, og hele vejen ned gennem systemet.

Det vil regeringen

I en pressemeddelelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet om aftalen, bliver det slået fast, at de syv principper for samarbejdet skal følges op af en række initiativer blandt andet "forsøg med fritagelse for overenskomstmæssige bindinger".

Det fremgår også af de økonomiaftaler, som regeringen for fornylig har indgået med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, at de gerne vil have forsøg med fravigelse af overenskomsterne.

Ellen K. Lykkegård, formand for den offentlige gruppe i 3F, der også er medlem af OAO, gør opmærksom på, at der allerede i dag findes mulighed for som forsøg at fravige overenskomsterne, i henholdsvis frikommuneforsøg og i KTO`s rammeaftale om decentrale arbejdstidsaftaler.

- Mini trepartsaftalen med de syv principper indeholder ikke noget om fravigelse fra overenskomsterne, idet dette alene er beskrevet i Økonomiaftalen. OAO, AC og FTF har, som jeg ser det, ikke været inde over organisationernes muligheder for at indgå aftale med arbejdsgiverne om fravigelser, skriver Ellen K. Lykkegård i en mail til Arbejderen.

Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening, afviser at have skrevet under på at ville medvirke til at finde besparelser på 12 milliarder kroner.

- Det er ikke en del af aftalen og de syv principper. Og jeg har heller ikke bundet mig til, at vi skal opgive dele af vores overenskomst. Hvad der står i pressemeddelelsen om aftalen står for ministeriets egen regning, siger Majbrit Berlau til Arbejderen.

FOA har taget den foreløbige konsekvens af uenigheden. I tirsdags besluttede FOA’s hovedbestyrelse, at forbundet fra nytår ikke længere vil være medlem af OAO, med mindre man kan diskutere sig frem til et “fremtidigt bæredygtigt grundlag for OAO”.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. jun. 2013 - 12:40   28. jun. 2013 - 10:24

Faglig kamp

noc@arbejderen.dk
Fakta om moderniseringsaftalen

Regeringen, Akademikerne, Danske Regioner, KL, FTF og OAO er enige om disse principper for modernisering af den offentlige sektor:

  1. Styring i den offentlige sektor skal fokusere på mål og resultater.

  2. Dialog, åbenhed og klare mål skal være udgangspunkt for opgaveløsningen.

  3. Ledelse og styring skal tage afsæt i tillid og ansvar.

  4. Udvikling og fagligt handlerum skal bygge på velbegrundet dokumentation.

  5. Opgaveløsningen skal baseres på viden om, hvad der virker.

  6. Ledelse og engagement skal fremme innovation.

  7. Offentlig service skal inddrage borgernes ressourcer.

Se hele aftalen på oim.dk.