Der gik ikke meget mere end tre minutter, efter at notitsen om den amerikanske whistleblower Bradley Mannings ønske om fremover at hedde Chelsea og være en kvinde torsdag dukkede op på de store amerikanske mediers hjemmesider, til den blinkede som tophistorie øverst i breaking news-bjælken på dr.dk.

Dagen inden var Manning blevet idømt 35 års fængsel ved en amerikansk militærdomstol for lækagen af over 700.000 hemmeligtstemplede militære dokumenter fra Irak og Afghanistan, som førte til WikiLeaks afsløringer af overgreb, drab på civile og andre brud på krigens konventioner i de USA-ledede krige.

Manning er selvfølgelig i sin fulde ret til at skifte navn og køn. Men hvorfor fanden er det relevant for verdenspressen at rapportere?

Den historie havde kun fundet vej til en mere ydmyg placering nederst på DR's nyhedsside. Men at den 25-årige whistleblower i kølvandet på dommen altså vil være en kvinde, det var breaking news.

Nyheden om kønsskiftet var illustreret af et grovkornet foto af Manning med langt hår og læbestift. Et foto, vi på redaktionen netop lagde mærke til, da vi dagen før loggede ind på billedbureauet Scanpix for at finde et billede til vores historie om dommen mod Manning. "U.S. Army Handout", stod der som billedkreditering.

Fotoet var udleveret af den amerikanske hær i forbindelse med den historiske retssag, og vi valgte i stedet at bruge et af dem, hvor den 25-årige efterretningsofficer blev ført ind i retten af svært bevæbnede vagter. Men nu gik billedet fra den amerikanske hær altså sin sejrsgang på nyhedsmedier verden over, heriblandt også vores hjemlige, store aviser og public service-kanalen DR.

Karaktermord som metode

Det er selvfølgelig helt i Mannings ret at skifte navn og køn. Efter at være sluppet igennem foreløbig tre års fængsel, 11 måneder i isolation og afhøringer, der ifølge FN kan betegnes som tortur, er det måske ikke så underligt, at man føler et behov for at realisere nogle livsmål, før det er for sent.

Tilbage står spørgsmålet om, hvorfor fanden det er relevant for verdenspressen at rapportere? Dokumenterne fra den tidligere efterretningsofficer har blandt andet ført til afsløringen af, at de civile tabstal i Irak var cirka 50.000 højere end hidtil oplyst, af NATO's brug af hvid fosfor i Afghanistan og USA's brug af dødspatruljer. Herhjemme kastede de afgørende lys over danske soldaters udlevering af fanger til tortur i Irak. I det lys er det svært at se, hvorfor netop Mannings servicemeddelelse til pressen og folk, der vil skrive til hende i fængslet, skal have så stor opmærksomhed.

Rationalet må vel være, at det gør Manning mindre troværdig, at hun har en seksualitet, der afviger fra normen, hvilket i sig selv er en vanvittig konklusion. At billedet, der blev brugt til historien, var udleveret af den amerikanske hær, siger lidt om, at det netop er dette karaktermord, den amerikanske hær ønsker.

Angreb på ytringsfriheden

Det indskriver sig i rækken af de krigsførende landes voldsomme angreb på de få, modige personer, der med tilværelsen som indsats risikerer alt for at fortælle sandheden om deres regeringers antidemokratiske virke.

NSA-officeren Edward Snowden er dømt til evig eksil og bliver anklaget for landsforræderi og spionage for fremmede magter. Manning risikerede livstid for landsforræderi og stemples som psykisk ustabil og afvigende. Og herhjemme trues efterretningsofficer Anders Kærgaard med et halvt års fængsel for at fortælle om danske soldaters overgreb mod civile i Irak, mens hans tidligere chef fra Irak i Berlingske uimodsagt får lov at forklare, hvordan Kærgaards "oplevelser af virkeligheden adskiller sig væsentligt fra den, andre har".

Og det er igen et led i de voldsomme angreb på ytringsfriheden, som er fulgt i terrorkrigens kølvand, og som blot synes at tage til, selvom krigene formelt er slut: Alene i sidste uge kom det frem, at den britiske avis The Guardian blev truet af myndighederne til at slette dokumenter fra Edward Snowden. Partneren til den The Guardian-journalist, som var med til at viderebringe hans afsløringer, blev tilbageholdt i Londons lufthavn i adskillige timer. Og på den hjemlige bane blev den kurdiske tv-station Roj TV tvunget til at erklære sig konkurs, efter at Østre Landsret helt usædvanligt havde dømt tv-stationen på baggrund af dens kildevalg og straffet den med fratagelse af sendetilladelse og svimlende ti millioner kroner i bøde.

Det kunne DR og andre store danske medier passende problematisere. Når de vælger i stedet at svælge i historien om Mannings personlige liv - belejligt illustreret af den amerikanske hær - er det et svigt af deres rolle som statens vagthunde.