24 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Social dumping på finansloven

Social dumping på finansloven

Regeringens indsats mod social dumping er skridt i den rigtige retning. Alligevel er der plads til forbedringer, mener Enhedslisten, der tager forslag til yderligere tiltag med til forhandlingerne om finanslov 2014.

Regeringen skal udfordre EU og støtte den europæiske fagbevægelses krav om en social protokol som værn mod social dumping, mener Finn Sørensen, Enhedslistens ordfører på området.
FOTO: Andreas Bro
1 af 1

Helt som ventet ligger der en øget fokus på kampen mod social dumping i det forslag til finanslov for 2014, som finansminister Bjarne Corydon (S) lagde frem i tirsdags.

Regeringen forslår, at der hvert år fra 2014 til 2017 sættes 75 millioner kroner af til området.

- Vi vil fortsætte vores særlige tilsyn mod social dumping. Vi skærper kontrollen med udenlandske virksomheder, der ikke registrerer sig, og vi forhøjer bøder for ulovlige lastbilstransporter, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

Hun tilføjer, at regeringen også vil fremme brugen af arbejdsklausuler, der sikrer ordentlige arbejdsvilkår i offentligt byggeri.

Det er godt med øget kontrol og højere bøder, men stadig ikke tilstrækkeligt til at dæmme op for den massive løndumping, der finder sted.

Finn Sørensen, ordfører Enhedslisten

Et eksempel på social dumping er, når udenlandsk arbejdskraft her i landet udfører opgaver under løn- og arbejdsvilkår, som er ringere end dem, der gælder for deres danske kolleger.

Byggebranchen har i årevis haft problemerne med underbetalt udenlandsk arbejdskraft tæt inde på livet. Udviklingen tog fart, da EU i 2004 blev udvidet med ti primært østeuropæiske lande. I dag er social dumping også udbredt inden for landbrug og gartneri, i rengørings- og restaurationsbranchen og på transportområdet.

Glad fagbevægelse

Fagbevægelsen glæder sig da også over, at regeringen vil sætte penge af, der kan være med til at sikre ordentlige arbejdsforhold for de ansatte og fair konkurrence for virksomhederne.

- Det glæder mig meget, at spørgsmålet om social dumping bliver ved med at være et stærkt fokusområde for regeringen, lyder reaktionen fra Poul Erik Skov Christensen, formand for Danmarks største fagforbund, 3F.

Han mener, det er helt rigtigt set at skærpe kontrollen med de udenlandske virksomheder, der bevidst forsøger at snyde i Danmark. Det er tilfældet med firmaer, som ikke har aktivitet uden for Danmarks grænser, men formelt har registreret sig i et andet EU-land, fordi de vil undgå dansk kontrol mod social dumping.

Ulovlighederne kører også på fire hjul. Derfor foreslår regeringen at bruge 15 millioner kroner om året til kontrol af udenlandske lastbiler, der kører piratkørsel. Og det skal være dyrere at overtæde reglerne. 

Jan Villadsen, der er formand for 3Fs transportgruppe, mener at effekten af højere bøder afhænger af risikoen for at blive opdaget. Sammen er de to tiltag skridt i den rigtige retning.

- I den her branche er det altid en iskold kalkule om, hvad de kan tjene i forhold til, hvad det koster at blive taget. Hvis der både er risiko for at blive taget, og bøden sættes op til 35.000, så er det helt sikkert, at det har en præventiv effekt, siger han til Avisen.dk.

I dag koster det mellem 10.000 og 25.000 kroner at bryde cabotagereglerne.

Fusk på hjul

Cabotagereglerne siger, at udenlandske chauffører har ret til at køre tre indenrigsture i Danmark på syv dage, hvis de krydser grænsen med gods. 3F har eksempler på, hvordan der bliver fusket med reglerne på grænsen mellem Danmark og Sverige. Chaufførerne kører bilen over Øresundbroen blot for at vende. Turen tæller som en tur til udlandet ,og de kan så fortsætte kørsel til lavere løn i Sverige eller Danmark.

Med de penge, der i forvejen er afsat som følge af tidligere indgåede aftaler i Folketinget, vil det samlede beløb til indsatsen mod social dumping løbe op på 87 millioner kroner i 2014.

 - Det er godt med øget kontrol og højere bøder, selv om vi stadig ikke tror, det er tilstrækkeligt til at dæmme op for den massive løndumping, der finder sted, siger Enhedslistens ordfører på området, Finn Sørensen, til Arbejderen.

Enhedslisten vil da også forsøge at forhandle yderligere forslag igennem, når partiet møder op til finanslovsforhandlingerne med regeringen.

EU og myndighederne

For eksempel mener Enhedslisten, det skal være muligt for Skat, politi og Arbejdstilsyn at stoppe arbejdet og om nødvendigt lukke en virksomhed ved grove overtrædelser af reglerne. 

Et andet forslag går på spørgsmålet om arbejdsklausuler i kontrakter med private virksomheder. Mens regeringen vil nøjes med at henstille til kommuner og regioner at bruge klausulerne, så mener Enhedslisten, at de skal forpligte sig til at forlange overenskomstmæssige vilkår i kontrakter med private firmaer.

Finn Sørensen mener også, at regeringen bliver nødt til at udfordre EU's regler om det indre marked.

- Regler om udstationering og cabotagekørsel skal strammes op. Danmark skal støtte den europæiske fagbevægelses krav om en social protokol, der kan sikre de faglige rettigheder og medlemslandenes ret til et effektivt værn mod social dumping, lyder det fra Finn Sørensen.

Endelig vil Enhedslisten lovgive om kædeansvar.

- Der skal lovgives, så hvervgiveren kan gøres ansvarlig for, at der er ordentlige løn og arbejdsvilkår hele vejen ned igennem kæden af underleverandører. Det skal også gælde skat og sociale bidrag, slutter ordføreren.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. aug. 2013 - 08:54   30. aug. 2013 - 09:00

Finanslov 2014

noc@arbejderen.dk