Hvordan måler man retssikkerhed?
Blogs
Hvordan måler man retssikkerhed?
Flere og flere myndigheder er begyndt at overtage opgaver, der reelt er politiefterforskning, men uden den retssikkerhed borgerne trods alt har, når det er politiet der efterforsker.
I de senere år har det meste fokus i forhold til den offentlige sektor været rettet mod effektiviseringer og økonomistyring.
Men ofte kan de vigtige ting ikke måles og vejes. Hvordan måler man for eksempel retssikkerhed?
Der er brug for en kultur, hvor faglig stolthed kommer i højsædet og hvor retssikkerhed er et af de vigtigste parametre.
I Danmark har vi i mange år haft en stærk offentlig sektor og en høj grad af omfordeling via skatterne, når man sammenligner med de fleste andre lande i verden. Og meningsmålinger og valg har gang på gang vist, at borgerne i Danmark gerne vil betale skat og har stor tillid til, at pengene anvendes korrekt.
Tillid undergraves
Men den tillid undergraves i disse år. Dels fordi omfordelingen bliver reduceret og mange oplever, at de ikke kan få hjælp, når de har brug for det. Dels fordi de offentlige systemer og i særlig grad SKAT er blevet umenneskelige.
Helt bogstaveligt er det nærmest umuligt, at få menneskelig kontakt med den sagsbehandler i SKAT, der har ens sag. Det er ofte helt uoverskueligt bare at finde frem til, hvilken del af SKAT ens sag hører under, for slet ikke at tale om hvor i landet sagsbehandleren befinder sig.
Når det ikke er muligt at få et ansigt (eller bare en stemme) på systemet, så bliver det noget fjernt og nemt en fjende. Selvom det offentlige jo oprindeligt er vores allesammens og oprettet for at hjælpe borgerne.
Og når systemet fjerner sig fra borgerne kommer man nemt til at glemme, at det er mennesker, der har krav på at blive behandlet ordentlig og retfærdigt.
Og der har på det seneste været en række skandalesager om SKAT, der viser at retssikkerheden har trange kår.
Syg kultur
Der er brug for grundlæggende at gøre op med en syg kultur. I stedet for New Public Management skal der opbygges en kultur, hvor faglig stolthed kommer i højsædet, og hvor retssikkerhed er et af de vigtigste parametre. Når man som SKAT har flere beføjelser end stort set alle andre offentlige myndigheder, så skal man være ekstra varsom med at bruge dem korrekt.
I de senere år er der sket mange indskrænkninger af borgernes frihedsrettigheder, med den begrundelse at der skal effektiviseres. Men på langt sigt er demokrati langt mere effektivt end noget andet samfundssystem. Og så besværligt er det heller ikke at skulle indhente en dommerkendelse på, at man gerne må få udleveret eksempelvis teleoplysninger frem for bare at kunne forlange dem udleveret uden at skulle begrunde sin mistanke.
Flere og flere myndigheder er begyndt at overtage opgaver, der reelt er politiefterforskning, men uden den retssikkerhed borgerne trods alt har, når det er politiet, der efterforsker. Og uden at medarbejderne får den uddannelse i de grundlæggende retsregler, som politifolk får.
For nogle år siden blev der gennemført en lov om retssikkerhed for virksomheder. Vi har brug for, at der også kommer en retssikkerhedslov for borgerne i forhold til de mange myndigheder, der agerer politi uden at være det. Værst på det sociale område, men det ser desværre ud til at SKAT følger efter.