I antikken er Syrien betegnelse for hele det område, der ligger mellem denTyrkiet og Sinai. Først i det 16. århundrede blev Syrien underlagt det osmanniske imperium. Men Frankrig og England har haft i egne interesser i Mellemøsten siden korstogenes tid i det 11. til det 13. århundrede.

De europæiske korsfarere styrker de kristne samfund i regionen - især maronitterne. Og dem har England og især Frankrig benyttet som påskud for at intervenere i Syrien.

Da Egyptens vicekonge  Mehmet Ali i 1831 erobrer Syrien, fører hans tunge skatter og tvungne militærtjeneste til et folkeoprør blandt både muslimer og kristne. De europæiske stormagter bruger overgrebene mod den kristne befolkning som påskud for at intervenere. Alis offensiv bliver bremset, og Frankrig får overdraget "beskyttelsen af de syriske kristne".

Udviklingen kulminerer med egypternes totale tilbagetrækning i 1840, og det osmanniske overherredømme genindføres. De tyrkiske sultaner accepterer til gengæld, at der oprettes kristne missioner og skoler, som europæerne betaler.

De kristne maronitiske samfund ligger blandt andet i bjergområdet mellem Damaskus og Jerusalem, og i 1858 bryder de med den herskende klasse og afskaffer de feudale ejendomsforhold til jorden.

Deres muslimske naboer - især druserne forsøger at knuse bevægelsen, før den spreder sig. Konflikten kulminerer med de såkaldte massakrer i juni 1860.

En måned efter indtager franske tropper Beirut under påskud af at "beskytte" de kristne. Frankrig tvinger den tyrkiske regering til at skabe en separat provins - "Lille Libanon", som skal regeres af en kristen - udnævnt af sultanen, men godkendt af de europæiske stormagter. De feudale rettigheder skal afskaffes, og provinsen får sit eget politikorps. En social konflikt bliver på denne måde omformet til en konflikt mellem trosretninger, og den kristne befolkning i "Lille Libanon" får forrang overfor den lokale muslimske befolkning.

Frankrig besætter Syrien

I 1916 gør den arabiske verden oprør både i Syrien, Irak, Jordan og på den arabiske halvø imod det osmanniske rige. Emiren Faisal blev udnævnt til konge i Syrien. Men Frankrig og England har andre planer. De har samme år indgået Sykes-Picot traktaten, der fastlægger, hvordan det arabiske område skal deles imellem dem.

England skal have mandat over Irak og Palæstina - herunder Jordan, mens Frankrig skal have mandat over Libanon og Syrien.

I 1920 besætter Frankrig Syrien og tvinger Faisal til at gå af.  Frankrig opsplitter Syrien i fem  stater: Storlibanon - i det yderligere områder blev føjet til provinsen "Lille Libanon", Damaskus, Alepo, Djabal Druzay og Alawis (Latakia). De fire sidstnævnte slutter sig i 1924 atter sammen.

Frem til 1932 er udviklingen præget af nogenlunde ro, samme år vælges et syrisk præsident og parlament. Frankrig gør det dog klart, at det ikke accepterer større intern autonomi. Det fører til sammenstød, der først ophører i 1936, da franskmændene underskriver en aftale, hvori de anerkender det retfærdige i de syriske krav, hvor det vigtigste er genforening med Libanon.

Frankrig ratificerer aldrig aftalen. Konflikten kulminerer i 1939, da Syriens præsident går af, og den franske administration suspenderer forfatningen af 1930 i Syrien og Libanon.

I 1941 besætter styrker fra det frie Frankrig og England området for at ophæve samarbejdet med nazismen. To år efter vælges Chikri Al-Quwatli til præsident i Syrien og Bechara Al-Kuri i Libanon, men da sidstnævnte foreslår at fjerne referencerne til det franske mandat i området, anholder de franske styrker ham og hans regering.

Det udløser anholdelser og sammenstød i begge stater. Konflikten bliver først løst, da FN i marts 1946 beordrer de europæiske tropper ud af området og bringer den franske besættelse til ophør. De sidste udenlandske styrker forlader regionen i 1947.

Året efter deltager Syrien sammen med andre arabiske lande i kampen mod oprettelsen af staten Israel,

Baath

Efter Anden Verdenskrig bliver Baath det politisk ledende parti i Syrien. Partiet stiftes i 1947 af Michel Aflaq og Salah ad-Din Bitar. I 1950'erne går Baath sammen med Akram Hawranis socialistparti og danner det Arabiske socialistiske Baathparti. Baath er først og fremmest arabisk-nationalistisk, socialt fremskridtsvenligt, socialistisk - men ikke-marxistisk parti, men erklæret antiimperialistisk. Partiet har imidlertid også antikommunistiske tendenser.

Parolerne er: arabisk enhed, frihed og socialisme. I 1958 forsøger Baath at føre parolerne ud i livet, da Syrien og Egypten danner Den forenede arabiske Republik. Det ambitiøse projekt bryder sammen i 1961. Også et nyt forsøg 10 år senere lider skibbrud.

Baath-partiets sociale basis er blandt mellemlagene og småbønderne på landet - især blandt minoritetsgrupperne. Forbindelsen med officererne i hæren - som i høj grad bliver rekrutteret fra disse lag - er afgørende for Baaths politiske magt. Partiet er med i flere militærregeringer i 1950'erne og har siden 1963 haft magten i Syrien. Baath har en all-arabisk ledelse med regionale afdelinger i hvert enkelt arabisk land.

Kommunistpartiet bliver stiftet i 1924. Partiet har altid haft stærk indflydelse i den fattige landbefolkning og på græsrodsniveau i fagbevægelsen. I perioder bliver partiet hårdt forfulgt, i andre perioder samarbejder det med Baath. Der eksisterer også et illegalt kommunistparti - udbrydere fra det officielle parti.

Siden 1966 har der eksisteret dyb splittelse mellem den nationale og den syriske regionale ledelse af Baath i forhold til socialismens plads i partiet og forholdet til Sovjetunionen.

Venstrefløjen i Baath har magten omkring 1966 og går i offensiven. Jorden nationaliseres og fordeles til jordløse daglejere. Industri og finansvæsen blev nationaliseret, og samhandelen med omverdenen kommer under statslig kontrol. Baath-partiet gennemfører en omfattende udbygning af infrastrukturen, og der bygges olieledninger for transport af olie fra Irak. En samarbejdsaftale med Sovjetunionen fører til byggeriet af Tabqa-dæmningen over Eufrat mellem 1968 og 1973 for at sikre elforsyningen og til vandingsanlæg til landbruget.

Kup fra Baaths højrefløj

Under junikrigen i 1967 besætter Israel  Syriens Golanhøjder. Baath-regeringen fører en militant antizionistisk politik og støtter den palæstinensiske befrielseskamp, indtil general Hafez a-Assad fra Baaths højrefløj gennemfører et kup i 1970.

Kuppet markerer, at en ny middelklasse, der er vokset frem i skyggen af Baath, får fremtrædende magtpositioner. Gennem 1970'erne og især efter oktoberkrigen 1973, giver regimet betydelige økonomiske indrømmelser til landets borgerskab og udenlandsk kapital. Samtidig søger regimet stadig klarere økonomisk og politisk tilnærmelse til de konservative arabiske regimer: Saudi Arabien, Jordan, Egypten og Sudan. På den anden side strammer regimet politikken overfor den palæstinensiske befrielsesbevægelse.

I en afgørende fase i den libanesiske borgerkrig i 1976 intervenerer Syrien direkte mod de palæstinensiske og libanesiske venstreorienterede styrker, som er i offensiven. En venstrefløjsregering i Libanon ville være et radikalt alternativ til Baath og styrke venstreoppositionen i Syrien.

I militæret ulmer der betydelig utilfredshed med invasionen af Libanon, men regimet genvinder kontrollen. Udviklingen i Libanon har ellers ført til uro blandt de talrige religiøse samfund i Syrien. Både de muslimske højrekræfter, Det islamiske Befrielsesparti, Det Muslimske Broderskab og Mohammads Falangister mobiliserer mod Assads regering, der domineres af tilhængere af Alawi-sekten. som består uortodokse muslimer.

I 1979 anklager Baath Det Muslimske Broderskab for at være zionistiske agenter. Regeringen indfører dødsstraf for sabotagehandlinger og kræver, at broderskabets medlemmer overgiver sig inden 7. december 1980, hvis de vil undgå at blive ramt af lovstramningen.

Men broderskabets attentater fortsætter. I 1982 gennemfører regeringen en militær offensiv mod broderskabet, og 10-25.000 mennesker bliver dræbt under nedkæmpelsen af oprøret - der har centrum i byen Hama. Syrien anklager Irak for at have bevæbnet rebellerne. I april lukkes grænsen mellem de to lande. Irak lukker til gengæld olierørledningen, der transporterer olie fra felterne i Kirkuk til den syriske havn Banias.

I 1980 etableres en alliance mellem Saudi Arabien, Irak og Jordan. Gnidningerne mellem gruppen og Syrien tilspidses ved udbruddet af krigen mellem Iraq og Iran. Syrien anklager Irak for at have fremprovokeret krigen og «for at aflede opmærksomheden fra regionens centrale problem» - det palæstinensiske spørgsmål.

Syrien går ind i Libanon

I 1981 bryder "misilkrisen" ud i Libanon, da den kristne falangistiske milits forsøget at få kontrol med den libanesiske by Zahde. Syrien griber ind militært for at stoppe de kristne fascisters fremmarch og opstiller sovjettiske SAM-6 jord til luft raketter. I 1982 invaderer Israel Libanon og ødelægger de syriske luftbatterier. Damaskus bevarer sin invasionsstyrke på 30.000 mand i Libanon og gør dens tilbagetrækning afhængig af tilsvarende tilbagetrækning af Israels styrker.

Midt i 1983 udvikler der sig en alvorlig krise mellem Syrien og ledelsen i den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO. Efterfølgende yder Syrien omfattende støtte til de palæstinensiske grupper, der er imod Yasser Arafats lederskab.

Samtidig falder prisen på olie på verdensmarkedet, hvilket forværrer de økonomiske problemer, som krigen har skabt. I 1984 gennemfører regeringen en skrap krisepakke, der blandt andet skærper kontrol med de finansielle aktiviteter, lukker grænserne for smugling af almindelige varer - en trafik der hidtil er blevet tolereret - og en drastisk reduktion af de offentlige udgifter. I 1985 falder indsmuglingen fra Libanon med 90 procent og forværringen af betalingsbalancen blev bremset.

I 1985 genvælges Hafez Al-Assad med 99,8 procent af stemmerne.

I maj 1990 genoptager Syrien de diplomatiske forbindelser med Egypten. Da Iraq i august samme år invaderer Kuwait, går Syrien med i den anti-irakiske alliance og sender tropper til Saudi Arabien. Dette forbedrer betydeligt de diplomatiske relationer med USA.

I april 1991 mødes Hafez al-Assad med Irans præsident Akbar Ashemi Rafsanjani. Efter mødet erklærer Assadl, at Syrien fastholder sin militære tilstedeværelse i Libanon, hvilket støttes af Hizbollah og den iranske Revolutionsgarde.

Fredsforhandlinger i Madrid

Samme måned deltager Syrien i Konferencen for fred i Mellemøsten i Madrid, hvor USA og Sovjet også deltager. Syrien tilslutter sig forslaget om at forhandle med Israel på grundlag af FN resolutionerne 242 og 338, der fordømmer Israels besættelse af landområder. Men Israel afviser de arabiske landes krav om "fred for jord".

I maj underskriver Libanon og Syrien en samarbejdsaftale, hvor Syrien anerkender Libanon som et frit og selvstændigt land - for første gang siden landene blev selvstændige fra Frankrig.

Den 2. december genvælges Assad til præsident. Denne gang med 99,98 procent af stemmerne, men han er også eneste kandidat.

Efter aftale med internationale menneskerettighedsorganisationer giver Assad-regeringen 15 dage efter amnesti til 2800 politiske fanger - overvejende medlemmer af Det Muslimske Broderskab.

I 1992 afskaffer regeringen dødsstraffen og tillader 4000 jøder at udvandre. Da PLO og Israel i september 1993 underskriver en fredsaftale, gentager Syrien sin støtte til forhandlinger om fuldstændig fred i regionen, og kræver samtidig israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder for at sætte gang i forhandlingerne.

Kort tid senere bekræfter al-Assad, at han støtter væbnet magt for at befri de besatte områder. Det er en klar støtte til Hamas og udløser omgående fordømmelse i USA.

Det syriske bruttonationalprodukt vokser i 1992 med syv procent, og eksporten af olie og olieprodukter når op over to milliarder dollars. Regeringen gennemfører en meget liberal investeringspolitik, der fritager investeringer fra at betale skat og told. Resultatet er, at der i 1993 investeres i alt 2,5 milliarder dollars.

I august vinder den regerende Progressive Nationalfront under Baaths ledelse parlamentsvalget, men valgdeltagelsen er kun 49 procent. Fronten er stiftet af Hafez al-Assad i 1972.

I juni 95 løber forhandlinger mellem Israel og Syrien om tilbagelevering af Golanhøjderne ud i sandet, fordi Israel kræver fortsat begrænset militær tilstedeværelse i området på ubestemt tid.

Assad åbner økonomien

For at stimulere den private sektor åbner Hafez al-Assad økonomien i række nøglesektorer for private investeringer, som eksempelvis produktion af elektricitet, cement og medicin.

Da USA i efteråret 1997 truer med nye militære angreb på Irak, søger Syrien tilnærmelse til Bagdad. Tilsyneladende som svar på den tyrkisk-israelske alliance, der var under hastig udformning. Hvis det kommer  til en militær konfrontation om Golan, vil Syrien blive udsat for pres fra begge lande, og hvis Irak kollapser, vil der opstå nye stater - enten efter religiøse eller etniske skillelinjer - og det kan give Tyrkiet mulighed for at bringe oliefelterne i irakisk Kurdistan under tyrkisk kontrol.

Den israelsk-tyrkiske militære alliance planlægger at producere 1000 nye tanks. Truslen fra denne nye militærblok medfører, at Iran i april 1998 slutter sig til de syrisk-irakiske sikkerhedsforhandlinger.

I 1999 genvælges Al-Assad til præsident. I december genoptager Syrien fredsforhandlingerne med Israel i Washington, men de udsættes igen, fordi Israel vil garantere en tilbagetrækning fra de besatte områder.

Den 10. juni 2000 dør Assad, og der indledes hurtigt politiske manøvrer, så Assads eneste søn, Bashar al-Assad kan overtage præsidentposten. Han udnævnes til øverstkommanderende for de væbnede styrker og overtager i juli præsidentposten. I april 2001 godkender den nye præsidenten oprettelsen af private banke.

Med enig støtte landene i Asien og Afrika får Syrien i oktober 2001 plads i FN's Sikkerhedsråd trods modstand fra Israel og USA. Syriens udenrigspolitik er i hastig forvandling i 2001. Efter voldsomt pres fra den libanesiske regering fjerner Syrien sine tropper fra området omkring Beirut og trækker dem til andre dele af landet.

I november besøgte den britiske premierminister Tony Blair Damaskus i et forsøg på at sikre syrisk støtte til USA's globale krig mod terrorisme. Men Blair må vende hjem uden konkrete resultater.

I november løslader regimer flere politiske fanger fra Det Muslimske Broderskab.  Amnesty International karakteriserer løsladelsen som "et vigtigt skridt frem mod respekt for menneskerettighederne i Syrien". Næsten alle de løsladte har været i isolation under deres fængselstid og har været udsat for tortur og mishandling.

I april 2002 blev en syrisk radarstation i Libanon angrebet af israelske fly efter et partisanangreb fra Hizbollahs side. Det udløste frygt for en militær eskalering, men den israelske aggression forblev ubesvaret fra syrisk side.

USA omfatter Syrien i "ondskabens akse"

I maj inkluderer USA’s viceudenrigsminister John Bolton Syrien i ondskabens akse. Han anklager samtidig Damaskus for at forsøge at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben.

I april 2003, en måned efter starten på USA's angrebskrig mod Irak, truer USA Syrien med økonomiske og diplomatiske sanktioner og beskylder landet for at huse irakiske flygtninge. Den syriske regering afviste USA's beskyldninger.

I januar 2004 besøgte al-Assad som den første syriske statschef nogensinde Tyrkiet for at forbedre relationerne mellem de to nabolande.

Den 8. marts gennemførte Komiteen til forsvar for de demokratiske rettigheder og menneskerettighederne i Syrien en lille demonstration i Damaskus med krav om frigivelse af politiske fanger og demokrati. To medlemmer af organisationen - Ahmad Jazen og Hassan Wattfa - fængsles i to måneder. Den 14. april blev organisationens formand, Aktham Naisse, anholdt, efter at han i en pressemeddelelse beskylder regeringen for at have fængslet over 1000 blandt landets kurdiske  minoritet. i landet. Han kræver  samtidig "regeringens illegale og terroristiske praksis bragt til ophør" .

I maj indfører USA sanktioner mod Syrien med den begrundelse, at Syrien støtter terrorisme og ikke hindrer frivillige fra andre arabiske lande i at rejse ind i Irak for at bekæmpe USA's besættelsesmagt. Trods Washingtons sanktioner sender EU en delegation til Damaskus for at forbedre samhandlen og eksporten af olie og gas til Europa.

Syrien forlader Libanon

Efter mordet på den tidligere libanesiske premierminister Rafiq Hariri i Beirut i februar 2005 vokser presset fra USA, EU, FN og den libanesiske opposition for at få trukket Syriens tropper og efterretningsagenter ud af Libanon. Efter konsultationer med andre arabiske statsledere meddeler Bashar al-Assad i marts, at tropperne trækkes tilbage til Bekaadalen nær grænsen mellem de to lande. Ved et efterfølgende topmøde med den libanesiske præsident Émile Lahoud lover Syrien at  trække alle syriske tropper af landet ved det libanesiske parlamentsvalget i maj.

FN nedsætter en kommission til at undersøge drabet på Hariri. Kommissionens rapport konkluderer, at drabet blev gennemført af en gruppe med en omfattende bagvedliggende organisation, der havde planlagt mordet i flere måneder, og det var næppe sandsynligt at et så kompliceret attentat kunne gennemføres, uden at det syriske efterretningsvæsen eller dets libanesiske medarbejdere fik nys herom.

Libanons præsident Emile Lahoud afviser rapporten, der også påstår, at Lahoud havde modtaget et telefonopkald om attentatet, få minutter før det blev gennemført. Også Syrien afviser rapporten, der senere bliver skarpt kritiseret, fordi flere kronvidner trækker deres forklaringer tilbage eller insisterer på aldrig at have udtalt sig, som rapporten citerer dem for.

Vestens formål med at få Syrien ud af Libanon står klart, da Israel i juli 2006 indleder krig mod Libanon. Israel undgår nemlig at stå overfor det langt stærkere syriske militær og mødes kun af Libanons svage hær og Hezbollah.

I maj 2007 genvælges Bashar al-Assad til præsident med 97,62 procent af stemmerne, da han ikke har nogen modkandidat. I august kræver al-Assad at Israel leverer hele Golan-området tilbage.

"Vort ønske om fred betyder ikke, at vi giver afkald på vore rettigheder. Vi accepterer udelukkende, at det område, der var vores til 4. juni 1967, tilbageleveres". Erklæringen er optakt til en mulig genoptagelse af fredsforhandlingerne med Israel, der har været afbrudt siden 2000.

Den 6. september 2007 angriber Israel en installation i Deir ez-Zor provinsen med kampfly. Syrien hævder, at det var en forladt militærforlægning. Israel påstår, at  det var en atomreaktor, der var under bygning af nordkoreanske teknikere. Syrien inviterer udenlandske journalister på besøg, og de ser kun en forladt lejr.

al-Assad bekræfter i april 2008 til et dagblad i Qatar, at der har været fredsforhandlinger med Israel i et års tid med Tyrkiet som mellemmand. Han erklærer videre: "Der vil ikke blive tale om direkte forhandlinger med Israel, før en ny præsident indsættes i USA". Forhandlingerne løber dog ud i sandet, fordi Israel ikke vil opgive Golan.

Den 26. oktober 2008 angriber USA en lille syrisk landsby,som koster otte syrere livet - deriblandt tre børn. Syriens udenrigsminister anklager USA for at have gennemført et "kriminelt og terroristisk" angreb og beder FN om at tage sagen op i Sikkerhedsrådet. Sagen stoppes af truslen om veto fra USA.

USA hævder, at angrebet skal dæmme op for infiltrationen af udenlandske mujahedeens ind i Irak. Ifølge USA's egne oplysninger er antallet af «infiltratorer» der kommer ind via Syrien, dog allerede faldet til en tiendeldel af niveauet året før. Ifølge international lov er det forbudt at angribe militære mål i et andet land.  FN's statutter falder USA's angreb indenfor kategorien angrebskrig og som sådan omfattet af krigsforbrydelser.

Tre år senere fører folkelig opstande i Tunesien og Egypten til protester i Syrien mod Assad-regimet.

Kilde: Leksikon.org