19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Netværk støtter aktive indvandrere i 3F

705 tillidsvalgte i 3F har etnisk baggrund

Netværk støtter aktive indvandrere i 3F

På tre år har 3F fået 10.000 nye medlemmer med anden etnisk baggrund end dansk og fordoblet antallet af tillidsvalgte. Tre af dem er Nanphen Munck, Firuta Dam og Gracuela Alulong, som var gæster på 3F's kongres i Aalborg.

Nanphen Munck, Firuta Dam og Gracuela Alulong har alle en anden etnisk baggrund end dansk - og er tillidsrepræsentanter på hver sin københavnske arbejdsplads.
FOTO: pn
1 af 1

Hvis nogen tillidsmand eller kvinde har problemer med at forklare den danske model, eller hvorfor man bør vælge en rigtig fagforening fremfor en af de gule, bør de møde Nanphen Munck, Firuta Dam eller Gracuela Alulong.

De tre kvinder har alle en anden etnisk baggrund end dansk - og er tillidsrepræsentanter på hver sin københavnske arbejdsplads.

Tro på dig selv. Meld dig i fagforening og dan netværk - eller vær med i et netværk. 

Gracuela Alulong, tillidskvinde i 3F

Med glødende entusiasme forklarer de, hvordan de arbejder med at få deres kollegaer organiseret:

- Det er 3F, som forhandler overenskomsterne, som fastlægger vores løn, pension og betaling for helligdage. 3F sikrer os mange andre rettigheder over for arbejdsgiverne. Det giver tryghed at være medlem af 3F - også hvis du bliver arbejdsløs, lyder det samstemmende, da vi møder dem i forhallen under 3F's kongres.

Mere end 700 tillidsrepræsentanter

Siden sidste kongres har 3F fået 10.000 nye medlemmer med anden etnisk baggrund end dansk. I 2010 havde forbundet 370 tillidsrepræsentanter med anden etnisk baggrund, i dag er der næsten dobbelt så mange.

Tre af dem er Nanphen Munck, Firuta Dam og Gracuela Alulong, som er aktive i 3F København og aktivt engageret i NIF, som er et integrations-netværk i fagbevægelsen.

- Vi har gennemgået integrationskurser sammen. Og vi er blevet ved med at holde kontakt til hinanden og har udvekslet historier og information. Vi har støttet hinanden. Det er vigtigt med netværk, understreger de gang på gang i samtalen.

49-årige Gracuela Alulong kommer fra Philippinerne og arbejder på Nationalmuseet som serviceassistent. Hun har været tillidskvinde i 15 år. I dag er hun det for 30 kollegaer på syv forskellige museer, som alle er en del af Nationalmuseet.

Firuta Dam er 40 år og kommer fra Rumænien. Hun gør rent på Rigshospitalet, hvor hun er tillidskvinde for 60 medlemmer af 3F - næsten alle med en anden etnisk baggrund end dansk.

Nanphen Munck er stuepige på SAS Radisson, 48 år gammel og kommer oprindelig fra Thailand. Hun har været tillidskvinde i otte år for mere end 50 rengøringsassistenter. Næste alle på arbejdspladsen er medlem af 3F - dog er der stadig lidt problemer med afløserne, siger Nanphen med beklagelse.

De tre kvinder er gæster på 3F’s kongres, hvor Gracuela Alulong modtog Basel Kamals mindepris, som går til personer, der har gjort noget ekstra for at fremme integration og inklusion.

Og deres engagement og glæde over at være en del af et fagligt fællesskab, er smittende.

Vors fremtid er i Danmark

På spørgsmålet, hvad der har fået dem til at blive fagligt aktive, svarer Nanphen Munck:

- Vores - og vores families - fremtid er i Danmark. Vi vil gerne være med til at gøre en forskel. Og vi vil gerne accepteres på lige fod med danskerne.

Firuta Dam fremhæver også, at 3F er med til at sikre, at de ikke bliver udnyttet af arbejdsgiverne:

- I Rumænien tror folk på arbejdsgiverne, men det gør de ikke i Danmark på samme måde. Her er det vigtigt at kende sine rettigheder og kende sin overenskomst. Det hjælper fagforeningen med. Og derfor vil vi også gerne være med til at forsvare den danske model, som er noget nyt for os, siger hun.

- Fagforeningen skaber tryghed og resultater. Vi vil gerne vise, at fagforeningen er til for at hjælpe, tilføjer Gracuela Alulong og sender et budskab til alle:

- Tro på dig selv. Meld dig i fagforening og dan netværk - eller vær med i et netværk. Det er vigtigt for alle at have alliancer.

De tre er yderst tilfredse med, at det er Per Christensen, som er blevet ny forbundsformand for 3F:

- Vi kender ham. Han har været ansvarlig for integration, og han brænder for at hjælpe os. Vi er nærmest vokset op med ham, siger de i munden på hinanden og erklærer, at det har været helt fantastisk at være til kongres.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. sep. 2013 - 09:00   19. sep. 2013 - 09:15

3F-kongres

bi@arbejderen.dk
3F og etnicitet
  • 3F har 338.307 medlemmer

  • Heraf er 15 procent - eller 50.262 - medlemmer med anden etnisk baggrund end dansk.

  • Fem procent af alle tillidsvalgte har "etnisk minoritetsbaggrund", som de kalder det i 3F. I tal svarer det til 705 tillidsvalgte (2013-tal).