Mens flere borgerlige kandidater til parlamentsvalget i Østrig konkurrerer om at lægge billeder af sig selv på nettet i bar overkrop for at opnå en såkaldt Putin-effekt, slår socialarbejdere alarm overfor den stigende fattigdom, som de ser som det største problem i Østrig i dag.
Det sker få dage før valget på søndag, der ser ud til at blive en kamp mellem socialdemokraterne (SPÖ) og det konservative folkeparti ÖVP.
2,5 millioner mennesker lever for under 82.000 kroner om året.
De to partier har været i koalitionsregering siden valget i 2008 med kansler Werner Faymann, SPÖ, i spidsen. De to nærmeste konkurrenter ved valget er lederne af de stærkt højrepopulistiske partier, Frihedspartiet (FPÖ), Heinz- Christian Strache, og milliardæren Frank Stronach, der begge har optrådt på Facebook i bar overkrop og badebukser for at tiltrække vælgere.
Valgtema
Men det vigtigste valgtema er i virkeligheden fattigdom, mener den sociale hjælpetjeneste Volkshilfe i Wien. Én million østrigere er fattige eller trues af at blive socialt udstødt. Herudover har en halv million østrigere med fuldtidjob svært ved at få enderne til at mødes.
2,5 millioner mennesker lever for under 11.000 euro om året - det svarer til 82.000 kroner. 350.000 husholdninger har gældsat sig i overdreven grad, oplyser Østrigs Statistik.
- Fattigdom i et rigt land som Østrig ser anderledes ud end fattigdom i et afrikansk land som for eksempel Burundi - og den er ofte ikke synlig ved første øjekast, siger Verena Fabris fra Volkshilfe til Arbejderen.
Volkshilfe har 1600 ansatte og er en af Østrigs fem største sociale hjælpetjenester med talrige suppekøkkener, mobile sundhedsklinikker og lokaler til børnepasning.
Volkshilfe har netop afholdt en konference op til valget for at råbe de politikere op, der taler om det østrigske mirakel.
- Og fattigdom er mere mere end ikke at have penge. Fattigdom er mangel på boliger, mangel på sundhedspleje, manglende muligheder for at deltage på arbejdsmarkedet, manglende adgang til uddannelse og kultur, siger Verena Fabris.
Hun oplyser, at enlige kvinde ofte er fattige. Kvinder tjener kun 60 procent af mændenes løn.
Ifølge Eurostat er antallet af kvinder, der arbejder på deltid steget fra 41,5 procent i 2008 til 44,9 procent i 2012. Ifølge Østrigs Statistik risikerer næsten en tredjedel af de mennesker, der er arbejdsløse i over seks måneder, at ende i fattigdom.
- Fattigdom er udtryk for den ulige fordeling af rigdom og er en konsekvens af social ulighed, siger Verena Fabris.
De rige
Da Johannes Kepler Universitetet tidligere i år undersøgte uligheden i Østrig, viste det sig, at den rigeste ene procent af befolkningen ejer 37 procent af alle værdier i Østrig. De rigeste fem procent ejer 57,8 procent af de samlede aktiver.
Alligevel beroligede SPÖ's arbejds- og socialminister Rudolf Hundstorfer forleden landets rigeste, som har været utrygge ved partiets og De Grønnes forslag om at beskatte de rigeste noget mere.
- Vor holdning er kendt. Jeg har bevidst sagt, at vi ønsker en vis lettelse i erhvervslivets omkostninger til løn, sagde han til dagbladet Die Presse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278