08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tjekker er trætte af korruption og nedskæringer

Tjekkiet går til valg

Tjekker er trætte af korruption og nedskæringer

I morgen og lørdag er der parlamentsvalg i Tjekkiet. Et EU-skepisk parti stormer frem, mens kommunistpartiet kan få nøglerolle.

Den tjekkiske befolkning er trætte af nedskæringer og ønsker social sikring. I morgen og på lørdag skal de vælge nyt parlament.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Ikke mere korruption. Ikke mere sparepolitik. Ikke mere EU-tilpasning.

Dét er udbredte opfattelser blandt vælgerne op til det tjekkiske parlamentsvalg i morgen og lørdag.

- Det kan være et hårdt liv her. Jeg vil have dem, der vinder valget, til at føre os et andet sted hen og ikke til dét sted, hvor vi er nu. Vi ønsker bedre sundhedspleje og bedre skoler, siger den pensionerede stålarbejder Jan Turcany fra den østlige mineby Ostrava til nyhedsbureauet Reuters.

Kommunisterne får 15 procent og en nøglerolle.

Mineselskabet OKD, der driver miner i Ostrava, forudsagde i maj, at 13.000 arbejdspladser kan være gået tabt i området ved udgangen af ​​2013. Arbejdsløsheden er 11 procent Ostrava. Til sammenligning er landsgennemsnittet 7,6.

De fleste arbejdere i Ostrava vil stemme på socialdemokraterne i CSSD eller kommunistpartiet KSCM. Netop de to partier ser ud til at få en afgørende rolle i den kommende regeringsdannelse.

Rød fremgang

Socialdemokraterne står til at blive det største parti med 23 procent. Kommunistpartiet ser ifølge den seneste meningsmåling fra måleinstituttet Stem ud til at blive det tredjestørste parti med 15 procent af stemmerne lige efter det EU-skepiske ANO-parti, der står til 16,1 procent. 

De to konservative partier ODS og TOP 09 står sammen til at få 20 procent.

Netop ODS - Det Borgerdemokratiske Parti - har som konservativt regeringsparti styret Tjekkiet siden 2010, men premierminister Petr Nečas blev tvunget til at træde tilbage den 17. juni 2013 efter en sag om korruption og bestikkelse.

Landet har siden været ledt af et forretningsministerium under ledelse af premierminister Jiří Rusnok, udpeget af den socialdemokratiske præsident, Milos Zeman. Tjekkiet er medlem af EU, men har modsat sig euroen, mens den konservative Václav Klaus var præsident.

Nøglerolle

Hvis det fremadstormende nye EU-skeptiske ANO-parti bliver landets næststørste parti efter socialdemokraterne, vil det reducere de borgerlige partier til statistroller. Derfor kan socialdemokraterne blive nødt til at indlede et samarbejde med kommunisterne for overhovedet at få flertal.

- Vi håber på 15 procent ved valget mod 11 procent nu. Vi forventer ikke at få regeringstaburetter, men vil gerne indlede forhandlinger efter valget om muligvis at være parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk mindretalsregering i parlamentet, siger Vladimír Sedláček, leder af kommunistpartiet KSCM's internationale afdeling, til Arbejderen.

Hvad stiller I som krav til socialdemokraterne?

- Gratis uddannelse og gratis sundhed til alle.

Stiller I krav om at afvise EU's diktater om nedskæringer og ensretning?

- De ting er vi selvfølgelig imod, men vi stiller ikke direkte krav til socialdemokraterne med hensyn til EU. Nej, ikke officielt. Men nu får vi at se. Det er for tidligt at sige endnu.

Paria

Vladimír Sedláčeks parti - Böhmens og Mährens Kommunistiske Parti - nægtede at skifte ordet "kommunistiske" ud efter Murens fald i 1989. KSCM er efterfølger for Tjekkoslovakiets Kommunistiske Parti, der regerede landet fra 1948-1989.

KSCM er et EU-skeptisk parti - ikke officielt EU-modstander. Det er medlem af Det Europæiske Venstreparti sammen med blandt andet Enhedslisten. 

- Jeg er selv personligt EU-modstander, men partiet er det officielt ikke, siger Vladimír Sedláček.

KSCM har længe været en ren paria for socialdemokraterne på landsplan i tjekkisk politik. Men i amterne har partierne samarbejdet fint, oplyser Vladimír Sedláček. Ved regionsvalgene sidste år fik KSCM ledelsen af to regioner ud af 13. I 10 regioner samarbejder socialdemokraterne og kommunisterne.

Senest har den socialdemokratiske senator Jiri Dienstbier rakt hånden ud til kommunisterne på landsplan.

- Hvis det er et demokratisk parti, bør vi behandle det som ethvert andet demokratisk parti, herunder som et parti med koalitionspotentiale, sagde han til dagbladet Hospodarske Noviny i denne måned.

Udsigten til et kommunistparti med en nøglerolle får den højreorienterede klummeskribent ved det amerikanske erhversmagasin Forbes, Doug Bandow, til at gyse.

"En tilbagevenden for kommunisterne til magten i et tidligere østblokland vil være lidt af et chok for Europa og et slag mod projektet om at forbedre demokrati og frie markeder - men tilsyneladende er det blot en afspejling af omkostningerne ved den nuværende uro i Europa", skriver han bekymret.

"Businessklassen"

Vladimír Sedláček fra KSCM ser det som positivt, at det populistiske ANO-parti under ledelse af milliardæren Andrej Babis er skeptisk overfor EU og korruption. Men han har ingen illusioner om partiet.

- Deres valgsucces vil ikke få indflydelse på forholdet til EU. De kan ikke komme i regering. De repræsenterer forretningsklassen, egne kapitalinteresser og er bange for konkurrencen fra EU, siger kommunisten.

ANO er stiftet af milliardæren Andrej Babis, der vil bekæmpe korruption og "strømline" regeringen. Partiet høster både stemmer fra socialdemokraterne og de åbent borgerlige.

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. okt. 2013 - 16:18   24. okt. 2013 - 16:30

Tjekkiet

Anders Fenger
Skribent
Tjekkiet
  • Det konservative Borgerdemokratiske Parti (ODS) har styret Tjekkiet siden 2010, men den 17. juni 2013 måtte det opgive regeringsmagten efter en sag om korruption og bestikkelse.
  • Ved valget i 2013 fik ODS blot 7,4 procent af stemmerne.
  • Det socialdemokratiske parti CSSD fik 20,5 procent af stemmerne og dannede regering.
  • Det erhversvenlige og EU-skeptiske parti ANO fik 18,65 procent.
  • Kommunistpartiet KSCM fik 14,9 procent.