Andrzej fra Polen eller Jonas fra Litauen sætter ofte livet på spil, når de arbejder for udenlandske byggefirmaer i Aarhus-området.
De er ofre for firmaer med en meget underlødig moral, lyder det fra de østjyske byggefagforeninger i BAT-samarbejdet.
Torsdag i sidste uge besøgte fagforeningerne, som led i den Internationale Arbejdsmiljøuge, 30 udenlandske byggefirmaer for at tjekke arbejdsmiljø og sikkerhed for de tilsammen cirka 70 ansatte.
Vi kommer tit bare til et tomt hus eller en postkasse med et navn, som slet ikke har tilknytning til firmaet.
Formanden for BAT- Aarhus, Claus Salomon Ørskou, var rystet over det, de så.
- Nogle af de mere grelle eksempler, vi så, var folk der gik og brød asbest ned uden nogen som helst form for personlige værnemidler. Et andet sted gik der en mand på et tag. Her var der hverken stillads eller rækværk, men kun en stige fra jorden op til toppen af en container og en anden stige fra containeren og op til taget, fortæller Claus Salomon Ørskou til Arbejderen.
RUT i orden
Fagforeningerne besøgte udelukkende de udenlandske virksomheder, som har registreret sig i det lovpligtige RUT-register (Register for Udenlandske Tjenesteydelser, red.). Blot ni af byggepladserne slap for bemærkninger, mens 11 blev anmeldt til Arbejdstilsynet (AT) for overtrædelse af arbejdsmiljøloven, alle direkte livsfarlige.
Efter BAT-formandens mening skal AT gribe ind og give et strakspåbud på den slags pladser. Det vil sige standse arbejdet, indtil tingene er bragt i orden og give bygherren en bøde.
12 af de udenlandske firmaer blev anmeldt til AT for manglende, eller direkte forkert registrering i RUT-registret.
- Det handler typisk om, at der hverken findes firma eller byggeaktvitet på RUT-adressen. Vi kommer tit bare til et tomt hus eller en postkasse med et navn, som slet ikke har tilknytning til firmaet, fortæller Claus Salomon Ørskou.
Et af de firmaer er Nordic Multibyggeservice. Igennem fem-seks år har byggefagforeningerne gentagne gange registreret, at firmaet har haft gang i byggeprojekter i Aarhus-området. Foreløbig er det ikke lykkedes at møde folk fra firmaet på pladserne.
- De registrerer sig bare, og så tror alle, at her er tale om et seriøst firma. Hvem, de samarbejder med, og hvem, der hverver firmaet, har vi aldrig fundet ud af, men på et eller andet tidspunkt render vi vel ind i dem, mener BAT-formanden, der mere end antyder, at Nordic Multibyggeservice ikke har rent mel i posen.
Arme ben
Endelig mødte fagforeningerne en del af de bygningsarbejdere, der i byggebranchen går under betegnelsen "Arme ben".
”Arme ben” er en selvstændig i skattemæssig forstand, som ikke har ansatte, og som kun leverer arbejdskraft til en arbejdsopgave for en entreprenør / underentreprenør. ”Arme ben” leverer ikke selv materialer og værktøj og den daglige ledelse af arbejdet foretages af andre.
Med andre ord: enmandsfirmaer oprettet alene med det formål at sælge arbejdskraft og omgå de regler, beskatningsforhold og aftaler, der gælder på det danske arbejdsmarked.
I Risskov stødte BAT-patruljen på fire af disse enkeltmandsfirmaer, mens der på en plads i Hasselager arbejdede hele 12 "Arme ben" som underentreprenører for et danskejet litauisk firma.
- De var ganske vist alle registreret i RUT, men med fortløbende numre. Det lugter langt væk af, at her ikke er tale om et reelt forretningsforhold, men en konstruktion med lønmodtagere med hver sit momsnummer, lyder det forarget fra Claus Salomon Ørskou.
Begge "forretningsforhold" har BAT nu bedt Skat om at kigge efter i sømmene.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278