Et markant flertal på FOA's kongres besluttede for kort tid siden, at alle FOA's medlemmer fra 1. januar næste år skal begynde at betale 10 kroner om måneden i strejkekontingent.
Beslutningen er et led i FOA's forberedelser til de offentligt ansattes overenskomstforhandlinger i 2015.
Der ligger en beslutning i Kommunernes Landsforening om lockout af resten, hvis vi varsler strejke for 10 procent.
Dennis Kristensen, FOA-formand
FOA finder det nødvendigt at ruste sig til en skærpet overenskomstkamp set i lyset af arbejdsgivernes aggressive fremfærd ved forårets forhandlinger og parløbet mellem kommunerne og regeringen om at få afskaffet lærernes arbejdstidsaftale.
Forslaget om at begynde at indbetale strejkekontingent blev stillet af en enig hovedbestyrelse.
- Vi ved, at hvis vi vælger at bruge strejkevarslet i forhold til 10 procent af vores medlemmer, som vi gjorde ved konflikten i 2008, så ligger der en principbeslutning i Kommunernes Landsforening om lockout for resten af vores medlemmer på nær dem i beredskabet. Derfor bør vi polstre os lidt bedre, sagde FOA-formand Dennis Kristensen i sin begrundelse for forslaget.
Stort flertal
Det blev vedtaget med et stor flertal. 472 stemte for at indføre strejkekontingent, 93 var imod, mens tre undlod at stemme.
Der er i dag en milliard og 56 millioner kroner i strejkefonden.
Liselotte Nielsen der er fællestillidsrepræsentant for rengøring og køkken på Gentofte Hospital, glæder sig over beslutningen om at indføre strejkekontingent.
- Det er meget vigtigt. Vi skal helt sikkert opbygge strejkekassen i den situation, vi står i nu, hvor vi kan frygte for, at arbejdsgiverne ved næste overenskomst vil forsøge at rokke ved vores arbejdstidsaftaler, siger Liselotte Nielsen.
Aktivisme og folkelig opbakning
Kongressen traf også andre beslutninger for at forberede sig på en skærpet overenskomstkamp.
Kongressen vedtog i FOA's målprogram for den næste kongresperiode, at FOA skal arbejde for det bredest mulige samarbejde i fagbevægelsen op til overenskomstforhandlingerne.
Samtidig vil FOA arbejde aktivt med at inddrage medlemmerne i processen og støtte deres engagement og aktivisme. Sideløbende skal der arbejdes med at skabe folkelig opbakning til fagbevægelsens krav om fair forhandlinger.
Målprogrammet er udformet som et fokuspapir, hvor de enkelte punkter i løbet af kongresperioden skal konkretiseres.
I debatten om målprogrammet efterlyste Jan Hoby, næstformand i FOA-afdelingen LFS, en strategi for overenskomstforhandlingerne.
- Vi kan sige solidaritet og sammenhold rigtig mange gange. Problemet er bare, at vi ikke har så meget solidaritet og sammenhold i fagbevægelsen lige nu. Der er mere apati og afmagt end kampgejst. Så spørgsmålet er ikke, hvad vi vil ha', men hvordan vi opnår det, sagde Jan Hoby.
Gruppedebatter
Målprogrammet blev vedtaget torsdag med stort flertal. Inden da var de forskellige elementer i programmet blevet diskuteret i tre forskellige gruppediskussioner, hvor der indimellem også var indspark fra enkelte i salen til alle på kongressen.
Formen for debatten var et led i FOA's arbejde for at forny måden at holde kongres på.
Programmet indeholder udover overenskomstforhandlingerne også mål omkring udviklingen af den offentlige sektor og medlemmernes arbejdsforhold.
FOA's kongres har varet tre dage og er netop slut.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278