Indtil omkring årtusindeskiftet var det dansk halm og træ, der blev puttet i kraftvarmeværkerne og biogasanlæggene, men siden da er væksten i brug af bioenergi næsten udelukkende opnået gennem import. En tredjedel af bioenergien kommer i dag fra importeret biomasse.

Det er problematisk, at bioenergi får lov til at spille en så afgørende rolle i omstillingen til vedvarende energi. Formålet med denne omstilling er jo først og fremmest at begrænse klimaforandringerne.

Det er problematisk, at det store fokus på klimaet i lang tid har overskygget andre aspekter af bæredygtighed.

Men de fleste anvendelser af bioenergi er værre for klimaet end de fossile brændstoffer, de skal erstatte. Det kan man bare ikke se på det danske klimaregnskab, fordi biobrændsler på papiret regnes som CO2-neutralt.

Det er også problematisk, at det store fokus på klimaet i lang tid har overskygget andre aspekter af bæredygtighed. Nogle af de fremtidsvisioner, vi præsenteres for, bygger således på en forestilling om, at det er ønskeligt at omdanne naturlige skove og græsarealer i stor stil til monokulturer af træer, hvis blot det gavner klimaet.

Bioenergi truer diversitet

Disse visioner negligerer betydningen af andre miljømæssige problemer, for eksempel mindre biodiversitet og udpining af vandresurserne. De negligerer også sociale forhold, der har at gøre med fødevareforsyning, jordrettigheder og retten til et liv i sunde omgivelser. Og så er gevinsten for klimaet endda usikker.

Energiselskaberne forsikrer, at alle de importerede træpiller er produceret ‛bæredygtigt’, men det er yderst tvivlsomt, hvad det dækker over. 

Ét er dog sikkert: I vurderingen af om træet er produceret bæredygtigt, fokuserer energiselskaberne næsten udelukkende på, om deres afbrænding fører til mindskede skovarealer – og hvis dette ikke er tilfældet, så kaldes det ‛bæredygtigt’. Her skelnes der ikke imellem naturlig skov og plantage.

I den optik kan det altså godt betragtes som ‛bæredygtigt’ at erstatte naturlig skov med hurtigtvoksende plantager. Og set i den optik kan det ligefrem betragtes som en fordel, hvis naturlige græsarealer tilplantes med plantager, der i en fart kan optage en mængde kulstof og omsætte det til træ. Ja, det kan endda blive certificeret som bæredygtigt.

Monokulturer breder sig

Tilhængere af denne form for produktivisme anskuer uopdyrkede jordarealer for det rene spild. Især Afrika er i søgelyset, fordi der her findes så store uopdyrkede områder. At den afrikanske savanne samtidig er levested for blandt andet pastoralister, tages der ikke så meget hensyn til.

De kan vel bare flytte ind til de store byer. Men hvad så med elefanterne, girafferne og zebraerne? Nogle steder, hvor jorden er intensivt opdyrket, nedskydes nyfødte elefanter for at begrænse bestanden. En sådan praksis kan blive mere udbredt i takt med, at de vilde dyrs levesteder indskrænkes. 

Vi ser i øjeblikket etablering af plantager i monokulturer til produktion af bioenergi i både Afrika, Asien og Sydamerika, for eksempel eucalyptus til træbrændsler på Tanzanias savanne og Brasiliens cerrado eller oliepalmer til biodiesel i Indonesiens urskove. Transnationale virksomheder står ofte bag etableringen af plantagerne, og deres indtjening er sikret gennem efterspørgslen fra lande som Danmark, der uden omtanke omstiller deres alt for store energiforbrug til bioenergi. 

Det er en illusion at forestille sig, at dette kan gøres bæredygtigt. I denne sammenhæng er bæredygtighedscertificeringer ren grønvaskning, der kun gør ondt værre ved at understøtte et overforbrug “med god samvittighed”.