22 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kina vil åbne mere for markedet

Ny reformer på vej

Kina vil åbne mere for markedet

Kinas Kommunistiske Parti vil lade markedet spille en afgørende rolle i samfundet. Det vil forbedre og udvikle socialismen med kinesiske kendetegn, mener partiet.

Tjenere holder paraplyen for de delegerede til en konference i Folkets Store Hal i Beijing. Kinas økonomi vil fortsat vokse de kommende år.
FOTO: Jason Lee/Scanpix
1 af 1

Markedet skal spille en afgørende rolle i udviklingen af det kinesiske samfund, lyder det fra centralkomiteen i KInas Kommunistiske Parti.

Centralkomiteen har netop afsluttet et fire dage langt lukket møde i hovedstaden Beijing, det første siden partiets kongres i november sidste år og siden Xi Jinping blev landets præsident i foråret.

Det er vigtigt, at små og mellemstore virksomheder kommer til at spille en større rolle.
Xing Li, professor

Reformkursen er indeholdt i en erklæring fra mødet, som også understreger, at Kina fortsat vil være et socialistisk land.

"De generelle mål med de godkendte reformer er at forbedre og udvikle socialisme med kinesiske kendetegn og skubbe på moderniseringen af landets regeringssystem og -evne",  skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

"Kina må basere sig på den altoverskyggende kendsgerning, at det stadig befinder sig i socialismens første fase og vil fortsat befinde sig der, mens det forfølger omfattende, dybe reformer", skriver centralkomiteen.

Markedet vil spille en afgørende rolle i de økonomiske reformer, som centralkomiteen har sat på dagsordenen, især i fordelingen af ressourcerne. Desuden skal regeringen spille en bedre rolle, men det mest vigtige er at holde sig til kommunistpartiets lederskab, og offentligt ejerskab vil fortsat være det dominerende i samfundet, siger centralkomiteen.

Ifølge det britiske dagblad Financial Times fastholder Kina, trods løfterne om at liberalisere den kinesiske økonomi, herunder rente- og valutapolitikken, at bevare den statslige kontrol over nøglesektorer i samfundet som transport, telekommunikation, banker og udvinding af ressourcer som olie og gas.

Kina vil blandt andet eksperimentere med at lempe rente- og valutapolitikken i en ny frihandelszone i Shanghai. Her vil rentepolitikken blive fastlagt af markedet, og det vil blive muligt frit at veksle den kinesiske valuta yuan.

Centralkomiteen har sat kursen mod at opbygge et "åbent og forenet" marked med fair konkurrence. På det nye marked skal erhvervslivet have lov til at operere frit under klare regler og udvikle flere såkaldte frihandelszoner.

Vil gøre op med korruption

I kølvandet på centralkomiteens møde vil partiet nedsætte en gruppe, som skal lede reformprocessen, heriblandt at udforme reformerne, koordinere dem og overvåge gennemførelsen af reformerne, skriver Xinhua.

Profesor Xing Li ved Aalborg Universitet følger nøje med i udviklingen i Kina. Han vurderer, at på nogle områder fører centralkomiteens beslutninger til mere marked, mens statens rolle på andre områder styrkes. Og dybest set handler reformerne om, hvordan forholdet skal være mellem stat og marked.

Siden markedet begyndte at spille en større rolle i det kinesiske samfund for 30 år siden, er rigdommen vokset, men det er problemerne også  i forhold til regeringsførelsen, og der har udviklet sig en omfattende korruption i regeringsapparatet.  

- Korruption har været en hovedpine for kinesiske regeringer, siger  Xing Li til Arbejderen.

Staten har været meget involveret i at styre markedet i Kina, og det har øget korruptionen og utilfredsheden i befolkningen. For eksempel er de virksomheder, der har haft gode forbindelser til regeringsadministrationen, blevet forfordelt på bekostning af de virksomheder, der ikke har så tætte forbindelser til embedsmandsværket, forklarer Xing Li.

Reformerne skal gøre op med dette og skabe klare spilleregler, så små og mellemstore virksomheder får en større rolle i samfundet.

- Det er vigtigt, at små og mellemstore virksomheder kommer til at spille en større rolle, blandt andet for at opsuge overskydende arbejdskraft i samfundet, siger Xing Li.

Vil styrke velfærden

Det overordende mål med den nye kurs er også at ændre retningen for Kinas økonomiske vækst fra en mere eksportorienteret vækst til en vækst i hjemmemarkedet, forklarer professoren.

Derfor lægger de nye reformer også op til at styrke velfærden, uddannelse, sundhed og arbejdspladser, fortæller Xing Li.

De reformer, som centralkomiteenhar vedtaget, er strategiske målsætninger. Nu bliver der nedsat en række komiteer, som skal undersøge muligheder og rådføre sig med en masse mennesker for at kunne udarbejde konkrete reformer. Komiteerne er nedsat på områder som skat, social velfærd, jordrettigheder til bønderne og på det juridiske område.

Xing Li forventer, at der forholdsvis hurtigt kommer forslag til reformer omkring uddannelse, velfærd, rettigheder til landbefolkningen og skatteområdet, mens reformer i selve regeringsapparatet vil tage længere tid.

På to områder centraliserer Kina magten. For det første nedsætter partiet en stående komite for national sikkerhed, som hører direkte under landets præsident. Det er en styrkelse af centralmagten. Det andet område, hvor Kinas Kommunistiske Parti styrker sin magt, er på det militære område. I reformen af hæren står der direkte, at hæren ledes af Kinas Kommunistiske parti, siger Ling Xi.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. nov. 2013 - 10:31   14. nov. 2013 - 10:49

Kina

mj@arbejderen.dk
Kinas økonomi
  • I Kina er de vigtigste produktionsmidler i statens hænder.
  • Men visse områder i Kina er reserveret til såkaldt socialistisk markedsøkonomi.
  • Kina er verdens andenstørste økonomi, næstefter USA.
  • Men omkring 2024 overhaler Kina USA og bliver verdens største økonomi.
  • Kina er i dag verdens største eksportør.
  • Med undtagelse af 1993 har Kina siden 1990 haft overskud på betalingsbalancen. 
  • Siden 1978 har Kina løftet 500 millioner kinesere ud af fattigdom.
  • 128 millioner kinesere lever stadig under fattigdomsgrænsen på omkring 1,8 dollars om dagen. 
  • Kina har udenlandske valutareserver for 3000 milliarder dollars.

Kilde: IPS, Verdensbanken