- I går græd jeg meget. Jeg var meget ked af det, lyder det i den skrattende megafon fra en ung kvinde.

- Jeg vil bare sige tak, fordi I er kommet. Tak fordi i støtter mig.

Hendes korte, men meget følelsesladede hilsen udløser klapsalver og råb:

"Si nos tocan a un, nos tocan a todos" (hvis de slår én af os, slår de os alle), lyder svaret taktfast fra en masse mennesker - nogle med grønne t-shirts og bannere.

Da vi kommer til lejligheden, tjekker Rosa Maria om der er post. Det er der. En rudekuvert.

Rosa en én af de hundredetusinder i Spanien, som bankerne vil sætte ud af deres bolig, fordi de er bagud med betaling af renter og afdrag.

I 2005 købte hun en lejlighed. I 2007 kørte hun galt på motorcykel og lå på hospital i flere måneder. I 2008 blev hun fyret – netop som krisen ramte Spanien med fuld styrke, og arbejdsløsheden eksploderede.

Nu er opsparingen brugt, og gælden til banken kan hun ikke betale.

Så når som helst kan fogeden komme og sætte hende på gaden.

Storbanken BBVA

Arbejderen møder Rosa, Rosa Maria som hun hedder, foran banken BBVA i bydelen Sant Marti i Barcelona.

Det er denne bank – Spaniens næststørste bank – hun skylder 171.000 euro.

Hun står ikke alene foran banken – tværtimod er hun sammen med mindst 50 mennesker, som er kommet for at lægge pres på BBVA for at få banken til at stoppe udsættelsen.

Den har råd til det. I sidste kvartal havde den et overskud på tre milliarder euro, fortæller cirka 30-årige Alex de la Fuente, der har grebet megafonen, efter at Rosa Maria har talt. Han er en af de ledende kræfter i PAH-kampagnen i Barcelona, der kæmper imod udsættelse af folk, der ikke kan betale deres boliggæld.

Rosa Maria har sundet sig og vil forklare de fremmødte lidt mere om sin situation:

- Jeg vil give lejligheden og restgælden til banken, og så vil jeg leje lejligheden af dem til en rimelig pris, som jeg kan betale.

- Men de afviser. De vil have alle deres penge, ellers vil de smide mig ud. Ja, faktisk vil de smide mig ud og alligevel kræve, at jeg betaler det, de siger, at jeg skylder dem.

Rosa Maria får ikke nogen løsning på sit boligproblem denne fredag. Efter tovrækkerier mellem en forhandlergruppe fra banken og Rosa Maria med hendes rådgivere fra boligbevægelsen PAH, slutter dagens aktion ved banken efter cirka fem timer.

Banken har været lukket hele tiden, og mange af dens kunder er kommet og har måttet gå igen med uforrettet sag.

- Banken holder ikke til det her i mere end en måned, siger Alex de la Fuente til Arbejderen. De kan ikke tåle at blive så upopulære i deres område.

Øvhornet i bund

Alle fem timer har til fulde dokumenteret, hvor befolkningens sympati ligger. Flere hundrede fra nabolaget er stoppet op en stund for at snakke med aktivisterne. Nogle har skrevet under på en appel, mens andre har været henne og banke på bankens store ruder og stirret intimiderende ind i direktørens ansigt, underdirektøren og en flok sikkerhedsfolk og andre, der uroligt cirkulerer rundt i den ellers tomme bank.

Langt over halvdelen af de mange biler, lastbiler, taxaer og busser, der kører forbi, trykker hornet i bund. Chaufføren har set skiltet der siger: "Giv BBVA øvhornet!" 

Rosa Maria har sagt nej til bankens forslag til refinansiering:

- De forlanger, at jeg skal betale 350 euro om måneden i 480 måneder. Det er 40 år. Det kan jeg da ikke, forklarer en vred Rosa Maria til Arbejderen. Til den tid er jeg 76 år og vil have betalt lejligheden mange gange!

I 2005 tegnede livet helt anderledes for Rosa Maria.

De 350 euro om måneden er afdrag på gælden, dertil kommer renteudgiften. Lånet har fleksibel rente, og hvis den fortsætter de kommende 40 år på samme niveau som de seneste otte år vil renterne være helt uoverskuelige.

Siden Rosa Maria købte lejligheden for 190.000 euro har hun betalt næsten 100.000 euro i renter og afdrag. Og i dag er gælden på 171.000 euro. Kun 19.000 euro mindre end da hun fik nøglerne for otte år siden i 2005, dengang livet tegnede helt anderledes for Rosa Maria.

Hun var vent hjem efter seks års arbejde i Storbritannien og i Frankrig.

Hun taler og skriver de to sprog foruden modersmålet spansk, og hun fik arbejde som direktionssekretær i den store multinaltionale franske virksomhed´, SPIE.

- Jeg tjente en god løn, levede godt. Min månedsløn var på godt 1500 euro.

- Så kom jeg ud for et alvorligt trafikuheld. Jeg sad bag på min kærestes motorcykel, og vi kørte galt. Jeg fløj gennem luften og kom meget alvorligt til skade.

Lige ved at dø

Hun trække op i blusen og viser et 30 centimeter operationsar i højre side af maven og et ti centimeter ar op mod skulderen.

- Armen hang sådan her, fortæller hun med en malende gestus.

- Jeg var lige ved at dø.

Da hun efter syv måneders sygeleje vendte tilbage til SPIE, var direktørens besked: Du kan ikke få dit gamle job tilbage, men du kan arbejde i receptionen.

Rosa Maria fortæller om dén dag med stor indignation.

- Jeg sagde nej. Jeg er sekretær, og jeg ville ikke passe en telefonomstilling.

Fyret.

Arbejdsløshedsunderstøttelse i en periode. Så en række vikarjob. Nu efter fem år på denne måde har hun opbrugt retten til arbejdsløshedsunderstøttelse, som man maksimalt kan få i to år, og hun er uden arbejde.

- Jeg har søgt myndighederne om forlængelse af understøttelsen, men jeg har fået afslag. De siger, at jeg ikke opfylder betingelserne. Jeg er under 46 år, jeg har ingen børn og er ugift.

- Jeg får ingen hjælp overhovedet.

Fars pension

Hun fortæller, at hele hendes familie er i en fortvivlet situation. Hendes gamle forældre er syge. Moderen har kræft og alzheimer, mens faderen lider af parkinson. En bror er handikappet, og en anden bror er arbejdsløs. Den ene bror er gift – hustruen er arbejsløs. Parret har to børn.

- Syv mennesker skal klare sig for min fars pension. Hans pension er familiens eneste indtægt nu, forklarer Rosa Maria.

Hendes lejlighed ligger lidt uden for Barcelonas centrum. En etværelses lejlighed med køkken og bad og en stor altan. Lige efter at Rosa Maria købte lejligheden fik hun størstedelen af altanen bygget om til en udestue, så hun nu har et soveværelse.

Hun vil gerne vise Arbejderen sin lejlighed. Da vi kommer derhen, tjekker Rosa Maria om der er post.

Det er der. En rudekuvert.

Det er fra et inkassofirma. Det kræver, at hun umiddelbart betaler 2078 euro. Hvis hun ikke betaler, truer inkassofirmaet med politi og retssag.

- De prøver at skræmme mig, men det skal ikke lykkes. Jeg vil kæmpe for mine rettigheder.

Og den ret, som hun først og fremmest taler om, er retten til et sted at bo.

Første advarsel

Da demonstrationen foran banken BBVA lidt tidligere på dagen blev opløst, siger Alex de la Fuente, at ”nu går vi alle samlet herfra”.

- Det er for, at politiet ikke skal have mulighed for at anholde udvalgte enkeltpersoner, forklarer Rosa Maria.

Men efter fem minutter viser det sig, at der også er en anden årsag.

Ved banken Santander sætter de cirka 30 aktivister pludselig kurs mod bankens indgang. Åbner døren og går ind.

Oriol Sabata, en anden af kerneaktivisterne i PAH, stiller sig midt i en halvcirkel af demonstranter med front mod kasserne og området bag kasserne, hvor ”los ladrones”, som de siger - tyveknægtene – holder til.

Hvis hun ikke betaler truer inkassofirmaet med politi og retssag.

- Dette er en advarsel, skratter der fra megafonen. Hvis ikke banken går med på en løsning på Sara Castanedas boligproblem, en løsning som betyder, at hun kan blive boende i sin lejlighed, så kommer vi tilbage næste uge og lukker banken, og næste uge igen, og ugerne derefter, hvis det er nødvendigt.

- Vi kræver, at menneskers grundlæggende ret til en bolig bliver opfyldt.

Budskabet fra PAH-talsmanden er afleveret. Han fortsætter med at tale, men bliver overdøvet af fløjter, tudehorn og taktfaste slagord:

”Los bancos es la basura del capitalismo” – bankerne er kapitalismens affald, og ”Ni un desahusios en Sant Marti” - vi finder os ikke i én eneste udsættelse i bydelen Sant Marti.

Sara Castaneda er i samme situatiuon som Rosa Maria og over 300.000 andre familier i Spanien.