En meningsmåling i avisen El Mundo i Spanien viser, at 90 procent af spanierne er imod, at banker og kreditforeninger sætter folk ud af deres bolig, hvis de ikke kan betale renter og afdrag på grund af arbejdsløshed.
Denne modstand viser sig konkret i hele Spanien. I de fleste større byer er der vokset PAH-afdelinger op. PAH står for "Plataforma de Afectados por la Hipoteca", som kan oversættes til 'Sammenslutningen af de, der bliver jagtet af banker og kreditforeninger".
PAH-bevægelsen har stoppet mindst 825 udsættelser.
PAH kendes i gaderne på deres grønne t-shirts og på det røde STOP-skilt med ordene "Stop Desahusios!" - stop udsættelserne!
STOP Desahucios' hjemmeside viser en oversigt over aktioner i november. Oversigten viser, at bevægelsen er aktiv i mange byer.
Næsten hver hverdag - når bankerne er åbne - er der annonceret protestaktioner i eller foran banker.
Listen er ikke fuldstændig. For eksempel fremgår aktionen til støtte for Rosa Maria fredag den 15. november foran banken BBVA i Barcelona ikke af listen - den sag, der er beskrevet på næste side.
Spiller med åbne kort
PAH-aktivisterne skjul ikke, når de planlægger en aktion. Det er faktisk en del af aktionen at gøre banken opmærksom på, at den vil blive udsat for demonstrationer, pres og offentlig udhængning, hvis den fortsætter sine bestræbelser på at sætte en given person eller familie på gaden.
I de første to uger af november 2013 viser oversigten, at der blev organiseret protestaktioner i eller ved banker:
- I Madrid 15 gange
- i Barcelona 9 gange
- i Tarragona 2 gange
- i Sevilla 1 gang
- i Murcia 1 gang
- i Alicante 1 gang
- i Zaragoza 1 gang
- i Valencia 1 gang
- i Gerona 1 gang.
Af listen på hjemmesiden er der en del aktioner, som har fået en tilføjelse i rødt: SUSPENDIDO.
Det betyder, at aktionen er afblæst, fordi banken forhandler eller måske endda har indgået en aftale, som betyder, at beboeren eller familien kan blive boende.
Der kan være tale om forskellige aftaler. De tre mest almindelige modeller er:
- en refinansiering, hvor familien får omlagt lånene, og nedsat den månedlige betaling, så familien kan klare udgiften.
- aftale om en periode med stop for betaling af renter og afdrag, mens familiens medlemmer søger at skaffe sig arbejde og indtægter.
- at banken overtager boligen sammen med restgælden og derefter lejer den ud til samme beboer til en husleje, som familien kan betale - eventuelt med boligstøtte fra det offentlige.
Der kan også laves aftaler, hvor elementer fra modellerne blandes, men kendetegnende er det, at bankerne ikke indgår aftaler, som koster dem penge uden et stort pres fra aktivister, fortæller PAH-aktivister til Arbejderen.
Nødråb fra Salamanca
PAH-hjemmesiden er åben for indlæg fra læsere og aktivister, og den er også blevet et sted, for nødråb.
Den 25. oktober skriver Sebastian Martinez Ciudad, der bor i byen Salamanca:
“Buenas noches, jeg støtter jeres aktioner. Min familie er udsat for et forfærdeligt pres. Vi har brugt vores opsparing på at støtte vores søn, og nu er vi alle uden arbejde. Vi er ved at miste den lejlighed, som er vores hjem. Vi har ofret rigtig meget for at kunne købe den, og nu har de sendt taksatoren og snart risikerer vi at stå på gaden. Vi har brug for akut hjælp, tak. Vi bor i Bejar ved Salamanca. Ring 923 401 416.”
I de seneste fire år har PAH-bevægelsen ifølge oplysninger på hjemmesiden stoppet mindst 825 udsættelser, og i samme periode har bevægelsen skaffet nye boliger til 712 personer, som det ikke lykkedes at forhindre udsat fra deres bolig.
PAH’s grundlæggende holdning er, at ethvert menneske og enhver familie har ret til sin bolig - hverken mere eller mindre.
Ved siden af kampen for at støtte den enkelte familie er PAH aktiv på den politiske scene og på den juridiske. Den lægger pres på politikerne og regeringen og skaber sager, der dækkes af pressen.
De kriminelle i bankverdenen slipper for straf, mens ofrene straffes.
Når boligaktivisterne er på gaden er et af de mange slagord, som gentages igen og igen: "Vi er ikke de kriminelle - forbryderne sidder derinde" - og den anklagende pegefinger eller en vred knytnæve rettes mod banken.
Nu forsøger PAH at tage et initiativ ved domstolene for at få dømt nogle af bankernes topfolk.
Den 6. november lagde PAH således sag an mod store banker og deres bagmænd med krav om erstatning til de familier, som PAH mener bankerne har lokket i en gældsfælde uden at give dem relevant information, da de optog et boliglån.
Snesevis af familier, som er truet af udsættelse, eller som allerede har mistet deres bolig, har kollektivt rejst en anklage for bedrageri mod lederne af bankerne Santander og BNP Paribas.
Sagerne er rejst af de pågældende personer ved regionsdomstolene i Catalonien og Murcia med støtte fra PAH.
Anklagen lyder på "bedrageri over for låntagerne og gennem en kriminel sammensværgelse at true den samfundsmæssige og sociale orden ved at sælge dårlige lån (subprimelån)."
Anklageskriftet fremlægger og underbyger påstanden om, at bankerne bevidst har ydet boliglån i situationer, hvor det var helt forudsigeligt, at lånet ville blive misligholdt, skriver PAH sin hjemmeside.
Bankerne ødelagde samfundet
PAH mener desuden, at bankerne har gjort det for egen vindings skyld. Bankerne har i første fase undladt at informere låntagerne om risikoen. Bankerne har derefter solgt lånene på det internationale finansmarked, hvorved de har medvirket til at destabilisere finansmarkedet og udløst den finansielle krise.
De to banker har ydet talrige lån til unge, til indvandrere og til andre personer og familier med "ringe økonomisk solvens", som det formuleres. Det er sket i et så stort omfang, at det i anklageskriftet betegnes som "systematisk bedrageri".
Derfor kræver personkredsen bag sagsanlæget, at domstolene erklærer lånene for ugyldige og dømmer de skyldige - heriblandt bankejerne Emilio Botin, Patricia Botin og Alfredo Sáens - til at betale erstatning til de skadeslidte.
Fra 1999 til 2009 har de to banker ifølge oplysningerne på hjemmesiden udlånt 14.365.800.000 euro. Det har omfattet 133.701 lån med sikkerhed i bolig og 22.831 lån personlige lån uden pant i fast ejendom. Over 30 procent af disse lån er ydet til personer under 39 år.
PAH mener, at bankernes handlinger kan betragtes som overtrædelse af menneskerettighederne og vil føre disse sager for at gøre op med den straffrihed, der hersker i Spanien. De kriminelle i bankverdenen slipper for straf, mens ofrene straffes.
Ved siden af juraen i retssalene vil PAH videreføre "den sociale protestkampagne, den kollektive kamp for de enkeltpersoner og familier, som bliver ramt af truslen om at miste deres bolig", underskriver PAH-aktivisterne med deres foretrukne slagord: Si se puede! (Ja, vi kan).
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278