Det regner i Københavns vintergrå gader. Det er juletid, men der er ikke sne. Over 3000 kilometer sydøst herfra ligger det palæstinensiske område Gaza. Det er lige nu fyldt med sne, og nogle områder er oversvømmet med vand.

Det er den 27. december 2013 - for præcis fem år siden startede Israel Gaza-krigen. I dagens anledning er der indkaldt til seminar i  Mellemfolkeligt Samvirkes lokale i København.

Bag arrangementet står den nystartede forening Israel & Palæstina Oplysningen. Foreningen er stiftet af enkeltpersoner, der alle har arbejdet med solidaritets- og oplysningsarbejde og gennem rejser i Israel og de palæstinensiske områder opnået et førstehåndskendskab til konflikten mellem Israel og Palæstina.

>>LÆS MERE OM INITIATIVET HER

Den israelske militære operation "Cast Lead" varede indtil den 18. januar 2009. I alt blev 1400 mennesker dræbt i krigen.13 af dem var israelere, resten palæstinensere.

Er Gaza på kanten til en humanitær katastrofe? Det er spørgsmålet på invitationen til dagens arrangement. Omkring 130 mennesker er mødt op.

Et par unge kvinder sidder på tredje række. De har langt mørkt hår og mørkebrune øjne, som kigger fremad mod den lave scene, hvor der gøres klar til seminarets første taler. En enkelt mand bærer et palæstinensisk tørklæde om halsen og unge som ældre sidder småsnakkende og venter. 

Det norske solidaritetsarbejde

Mads Gilbert træder op på scenen. Han er norsk læge fra Tromsø og professer i nødhjælpsmedicin.På hans hjemegn er solidaritetsarbejde med palæstinenserne stærkt, og Gilbert har været inde og ude af Palæstina-Israel flere gange de sidste femten år, hvor han blandt andet har arbejdet på al-Shifa hospitalet i Gaza. 

Hvem giver Israel denne straffrihed år efter år?

Mads Gilbert, norsk læge

Gilbert viser et billede af en ung dreng, måske 10 år. Han ligger på en hospitalsbåre, begge fødder er væk, begge skinneben er væk, flået op i begge sider. Det er som at se et par flænsede bukser med blod, men det er ikke opsprættet stof, det er hud. Langs lårets indersiden op til lysken er der sort som kul.

- Dette er ikke en svær konflikt, men en svær besættelse. Dette er ikke bosættelser, men kolonier. Hvem giver Israel denne straffrihed år efter år, spørger Mads Gilbert.

En ung engageret journalist

Den unge journalist Harry Fear træder op på scenen. Han boede i Gaza under Israels militære operation "Pillar of Cloud" sidste år i november. Han har rejst over hele verden for at fortælle om situationen i Palæstina og specielt Gaza. Han citerer en unge palæstinenser fra Gaza:

”Jeg er ikke mere bange for at dø. Men jeg er bange for at miste en af dem jeg holder af."

Fear viser også en kort video. Billederne et slørede, men trods det tydelige nok. Vi ser fire døde børn. Nogle af ofrene for "Pillar of Cloud".

Harry Fear og andre journalister har fundet frem til en række civile ofre, som intet havde at gøre med militær træning, men alligevel blev ramt af missiler under det israelske angreb.

Gaza er som et laboratorium

Efter en pause er vi klar til næste taler, Leila Stockmarr. Hun er den af talerne, som har været mest i Israel. Hun er ph.d.-stipendiat i Globale Studier og studerer sikkerhedsøkonomien i Israel-Palæstina. 

- Der er sket en ændring de seneste år, hvor vestlige lande og organisationer har et behov for at købe israelske våben og overvågningssystemer, fordi teknologien i Israel er så langt fremme, siger Leila Stockmarr.

Hun ser denne udvikling på baggrund af Israels lange historie som besættelsesmagt.

- Gaza fungerer som et laboratorium for Israel, mener Stockmarr.

Hun viser et billede, som forestiller en sortklædt israelsk soldat liggende i lyst sand. I hænderne holder han et stort våben, som for enden bærer en gråstribet katte-bamse. Denne pistol kan skyde rundt om hjørner, og”tusindvis af dem har Israel solgt til Rio forud for VM i 2014.

Den palæstinensiske drøm i Århus

”De gamle vil dø og de unge vil glemme.”

Den første israelske premierminister, David Ben-Gurion, citeres af den unge dansk-palæstinenser Mahmoud Halloum fra Aarhus. Han er fra organisationen Palæstinensisk Ungdom (PalUng) og er sidste taler på seminaret. 

PalUng arrangerer ture til Palæstina for dansk-palæstinensere. Jurastuderende Halloum fortæller om sine rejser og afhøringerne i lufthavnen i Israel.

- De spurgte mig: Hvad hedder du? Hvad hedder din far? Hvad er formålet med rejsen? Hvad mener du om Ahmejinedads møde med Hisbollah? Jeg svarede, at politik slet ikke interesserer mig.

De to første gange lykkedes det for Mahmoud Halloum at komme ind i Palæstina. Den tredje gang blev han efter 18 timers afhøring nægtet adgang af politiet af sikkerhedsmæssige årsager. 

Hvad nu?

Alle fire talere samles foran os, og publikum kan nu kommentere og spørge. Hænder rækkes op. Mange er interesserede i at vide, hvad der er vejen frem. 

- Politiske løsninger er mulige, fastslår Mads Gilbert. Han viser en graf over omkomne civile palæstinensere og israelere i 2008. Den viser, at ingen mistede livet i de tre måneder, hvor der var våbenhvile mellem Israel og Hamas. 

Politisk boykot af Israel nævnes som vejen frem af flere deltagere.

En ung kvinde rejser sig i salen.

- Jeg tror ikke, at boykot vil virke. Det vil give israelerne ret i deres selvforestilling om, at alle hader dem. Hvad der mangler fra alle fire oplægsholdere, er en mulighed for israelere til at engagere sig og for at ændre deres perspektiv, siger kvinden, som også spørger om hun er den eneste israeler i salen. En anden person rækker hånden op. 

Seminaret er slt, arrangørerne takker for i dag. Folk begynder ligeså stille at tage frakker og halstørklæder på, men mange går hen til foredragsholderne for at diskuterer videre. Flere blandt publikum tager også debatten videre på tomandshånd.