21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nye regler gælder flere stressramte - men stadig ikke alle

Posttraumatisk stress

Nye regler gælder flere stressramte - men stadig ikke alle

Alle tidligere udsendte statsansatte med posttraumatisk stress får nu samme erstatningsmuligheder som psykisk sårede soldater. Reglerne gælder dog ikke for privat-ansatte.

I et nyt lovforslag bliver alle statsansatte, der har været udsendt for Danmark, bedre stillet, hvis arbejdet fører til PDST. Privatansatte socialrådgivere eller betjente, der får lidelsen på grund af traumatiske oplevelser på arbejdet i Danmark, er stadig ikke omfattet af reglerne.
FOTO: Jeppe Carlsen / Scanpix
1 af 1

Fremover er det ikke kun psykisk sårede soldater med sent diagnosticeret posttraumatisk stress (PTSD), der kan få anerkendt deres lidelse som en arbejdsskade og få erstatning.

Hele den praksis, hvor man skal til lægen indenfor seks måneder efter den traumatiserende oplevelse, er bundulovlig.

Mads Pramming, advokat

Regeringen vil nu også give andre statsansatte, som har været udsendt for Danmark til eksempelvis fredsbevarende og humanitære opgaver, samme muligheder for erstatning som udsendte soldater. Det fremgår af et lovforslag, som blev fremsat den 20. december 2013.

- I processen med fremsættelsen af lovforslaget er vi blevet opmærksomme på, at der også kan være andre grupper i den danske stat, blandt andet politibetjente, der kan have været i samme situation og have fået samme skader som de danske soldater, lød beskæftigelsesminister Mette Frederiksens forklaring til DR.

Glad - men

Advokat Mads Pramming har ført over 100 arbejdsskadesager for PTSD-ramte soldater og repræsenterer 70 soldater med posttraumatisk stress. Han glæder sig over de nye regler, men håber samtidigt at særloven vil bane vej for en anden praksis for alle PTSD-ramte.

- Hele den praksis, hvor man skal have været til lægen indenfor seks måneder efter den traumatiserende oplevelse, er bundulovlig og urimelig. Det er derfor naturligvis godt, at den nu er afskaffet, først for veteranerne og nu også for andre statsansatte, som har været udsendt. Men reglen burde afskaffes for alle, siger Mads Pramming til Arbejderen.

Han undrer sig over Folketingets fremgangsmåde.

- Det indtryk, jeg har fået, når jeg har snakket med veteraner, der har kæmpet for at få afskaffet seks-måneders reglen, er ikke, at de har kæmpet for en særlov for soldater eller statsansatte. De har kæmpet for en retfærdig behandling af alle PTSD-ramte, siger advokaten.

Kritik udløste udvidelse

Lovforslaget om at udvide de nye mere lempelige regler til at omfatte alle tidligere udsendte statsansatte kom få dage efter, at Politiforbundet kritiserede politikernes favorisering af tidligere udsendte soldater.

I sin kritik undrede forbundssekretær Flemming Olsen sig over, at danske betjente, som har været med ude på militære missioner, ikke var omfattet af de mere lempelige regler.

>>LÆS OGSÅ: Politiet: vores PTSD skal også anerkendes

Samtidigt advarede han imod at skelne imellem udsendte danskere og mennesker, som har fået PTSD, mens de arbejdede i Danmark.

- Nu deler man pludselig PTSD op i, hvad som er mere eller mindre alvorligt forstået på den måde, at fordi man er krigsveteran, så er det vigtigere end at have været kommet til skade under urolighederne på Nørrebro i 1993 eller under kampe på Christiania eller rydningen af Ungdomshuset. Den forskel er dybt forunderlig og tilsidesætter normal praksis i behandlingen af arbejdsskader, sagde han dengang til Information.

Kun udsendte

Folketingets beslutning om at afskaffe den såkaldte seks-måneders regel for PTSD-ramte veteraner blev taget tilbage i april 2013.

Med vedtagelsen er det ikke længere afgørende, hvornår veteranen er gået til lægen. Nu er det tilstrækkeligt med en senere erklæring om, at sygdommen sandsynligvis er opstået på grund af veteranens udsendelse.

Med det nye lovforslag slår beskæftigelsesministeren fast, at alle statsansatte, der har været udsendt til blandt andet fredsbevarende og humanitære opgaver, bliver ligestillet med udsendte soldater.

Det betyder, at også politifolk kan få erstatning for sygdommen PTSD, selvom de først får deres diagnose efter seks måneder - hvis de har været udsendt.

Men for privatansatte samt politibetjente, sygeplejersker, socialpædagoger eller andre, som får psykiske problemer på grund af traumatiserende oplevelser på jobbet herhjemme, gælder den såkaldte seks-måneders regel fortsat.

>> LÆS OGSÅ: Systemet svigter traumatiserede

Det betyder, at disse grupper stadig skal gå til lægen med deres lidelse inden for seks måneder efter den traumatiserende oplevelse for at få tilkendt erstatning.

Loven ventes at træde i kraft i første kvartal af det nye år, oplyser Beskæftigelsesministeriet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. jan. 2014 - 13:05   09. jan. 2014 - 12:51

Arbejdsliv

as@arbejderen.dk
Posttraumatisk Stress (PTSD)

Posttraumatisk stress (PTSD) er en videnskabeligt dokumenteret psykisk lidelse, som er anerkendt af FN's Verdenssundhedsorganisation, WHO.

Især torturofre og krigstraumatiserede mennesker bliver ramt af PTSD.

Mennesker med PTSD har symptomer som flashbacks, søvnforstyrrelser, mareridt, angstreaktioner, umotiveret vrede og irritabilitet, koncentrationsbesvær og hukommelsesproblemer.

PTSD er ofte ledsaget af andre psykiske lidelser, hvor depression er den hyppigste.

Mennesker med PTSD har svært ved at varetage et arbejde, tage en uddannelse, klare en hverdag, tage sig af en familie og danne sociale relationer.

PTSD skader hukommelsen og gør det svært at huske og lære et nyt sprog og lære nye ord og grammatik.