Hver gang FN’s klimaforhandlinger flopper, er der en debat, om det er umagen værd at arbejde for forandringer ad den vej. Om det ikke var bedre at satse på en nedefra-og-op proces, hvor det er borgere, civilsamfundsorganisationer, virksomheder og kommuner, der sætter omstillingen igennem.

Det vil ikke være et klogt fravalg. Dermed ikke sagt, at man skal vælge denne nedefra-og-op tilgang fra.

I tv fortæller de med alvorlige miner, at isen smelter og ørkenen breder sig, men i næste sekund lyser ansigterne op, når det går godt for lufthavnen, når der kommer flere turister, eller når der sælges flere biler. 

Der sker for lidt af det, der er brug for. Og for meget trækker i den forkerte retning. Det gælder også både nedefra og oppefra.

Men der er intet alternativ til FN-forhandlingerne. Eller mere præcist: der er ikke tid til at vente på, at det skulle vise sig. Og der er brug for en global aftale, der binder alle lande. Men fordi det går så langsomt der, er der brug for al mulig nedefra-og-op aktivitet. 

Der er 1000vis af grunde til, at det går for langsomt, for spredt – og også forkert. Her vil jeg for en gangs skyld fokusere på (social)psykologiske faktorer og den enkelte borgers rolle.

At handle mod bedre vidende

Den østrigske dramatiker Peter Turrini skrev: ”Aldrig før har der eksisteret et så velinformeret, men samtidig så intetanende samfund, som i dag.” Alle ved, der er et klimaproblem, og der er også en frygt for, at det kan gå rigtig galt. Det kunne mærkes i efteråret med de to kraftige storme. 

Men om der sker andet, end at håndværkerne får meget at lave i nogle måneder, er ikke godt at vide. Om det betyder, at mange begynder at handle på en måde i deres eget liv, så road pricing slet ikke bliver nødvendig - det er tvivlsomt.  

Det er desværre også tvivlsomt, om det medfører, at vi ved næste valg får et Folketing, som ikke tøver med at bruge alle de oppefra-og-ned midler, folkestyret giver mulighed for. 

Paradoksale råd og anbefali​nger

Regeringerne taler om, at vi skal spare, - men også at vi skal have vækst. Vi skal beskytte klimaet - og presse mere olie ud af undergrunden. Regeringerne sender de bedste folk, de har, til klimaforhandlinger og siger, der er ingen tid at spilde, og alligevel vender de hjem med tomme lommer, fordi det var, hvad deres mandat rakte til. 

I tv fortæller de med alvorlige miner, at isen smelter og ørkenen breder sig, men i næste sekund lyser ansigterne op, når det går godt for lufthavnen, når der kommer flere turister, eller når der sælges flere biler. 

Grøn vækst er blevet et mantra, som mange tiltrækkes af, det er dyden og synden på samme tid. 

Alle disse paradokser gør, tror jeg, at folk bliver paralyserede. Gregory Bateson kaldte det ’double-bind’, en måde at bevare kontrollen over andre uden at anvende rå magt.

Er der ikke noget at gøre så?

Her er en historie om en, der selv tog affære. Victoria Clemons i Port Clinton, Ohio blev bekymret for, at en planlagt deponering af radioaktivt affald ville være for tæt på Lake Huron, og at overvågning af det ikke kunne sikre vandet i de store søer.

Hun skrev til medlemmerne af byrådet, for at få dem til at gå imod planerne fra Ontario Power Generator.

"Jeg mailede byrådet en gang om ugen i otte uger eller mere, nok 12 mails i alt, bare med opdateringer om, hvad der foregår," siger hun. "Jeg har besluttede mig for at uddanne dem så meget som muligt. "

Til sidst fulgte byrådet Victorias råd. Én person med engagement og et overbevisende argument, kan udrette noget. "Det tror jeg absolut på, nu" fortæller hun. "Man kan ikke løse alt. Men man kan vælge én ting og se, om man kan gøre noget ved det."

Victoria har også taget det næste skridt og fundet ligesindede i en koalition hele vejen rundt om de store søer. Og ad den vej er hun i kontakt med andre aktive verden over.