Murerarbejdsmand Per Gregersen fra Aarhus må på den igen.
Søndag havde han ellers læst, at der var 250 ubesatte job indenfor byggeriet i det nordjyske og tænkte, at et af dem måske kunne blive hans.
Der er jo ingen grund til at sparke til én, der ligger ned i forvejen.
Per Gregersen, arbejdsløs
- Jeg vil jo gerne have arbejde, så jeg blev enig med konen om, at det var et forsøg værd, og at jeg da godt kunne tage et arbejde i Nordjylland, fortæller den 56-årige murerarbejdsmand til Arbejderen.
- Men det viste sig jo, at der slet ikke var hold i den historie i virkeligheden.
Det var DR Nordjylland, der søndag satte gang i historien med tal fra Beskæftigelsesregion Nordjylland og et citat af Susanne Nielsen, fuldmægtig fra beskæftigelsesregionen. Hun har siden forklaret, at hun er blevet fejlfortolket.
Susanne Nielsen har refereret til en undersøgelse "Forgæves rekrutteringer", som beskæftigelsesregionen har lavet blandt 1.400 nordjyske virksomheder.
Misforstået
Problemet er, at forgæves rekruttering ikke dækker over, at stillingerne ikke er blevet besat. Det kan også betyde, at arbejdsgiveren har ansat en person, som ikke har de helt rigtige kvalifikationer. Og det indebærer ikke, at stillingen har været slået op på offentlige jobportaler.
- Det er jo ikke konkret opslåede, ledige stillinger det her. Det er et beregnet tal, som viser tegn på en stigende efterspørgsel inden for bygge-anlæg. Journalisten har misforstået det, simpelthen, siger Susanne Nielsen til avisen.dk.
At artiklen på få dage spredte sig ukritisk til flere medier gør ikke den østjyske håndværker mindre skuffet. Han mener, den slags historier er med til at understøtte myten om, at arbejdsløse er dovne.
- Der er jo ingen grund til at sparke til én, der ligger ned i forvejen. Jeg ryger ud af dagpengesystemet til oktober, hvis jeg ikke finder noget arbejde. Men det er svært, når der står 1958 på dåbsattesten. Det er ikke folk i min alder, der bliver efterspurgt i byggebranchen, lyder det fra Per Gregersen.
Arbejdsløse er der rigeligt af
I hans fagforening, 3F Transport, Logistik og Byg i Aarhus, er der for tiden i alt 621 medlemmer uden arbejde. Alene blandt byggegruppens medlemmer er 277 murersvende, murerarbejdsmænd og tømrere på dagpenge.
I 3F Aalborgs byggegruppe melder gruppeformand Reidar Kogstad, at 660 medlemmer går arbejdsløse.
Byggeformanden er blevet forarget over den konservative borgmester i Vesthimmerland Kommune, Knud Kristensens reaktion på artiklen. Knud Kristensen driver samtidig en entreprenørvirksomhed og er formand for arbejdsgiverforeningen Dansk Byggeri i Nordjylland.
- Han var hurtigt ude og sige, at når danske håndværkere ikke gider søge de ledige stullinger, så må vi kigge udenfor landets grænser. Det kan jeg kun opfatte, som at han vil gøre det stuerent at hente billig arbejdskraft til landet, siger Reidar Kogstad til Arbejderen.
- Men var det ikke bedre, at vi først fik vores ledige i arbejde, inden vi henter flere udenlandske håndværkere til landet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278