Gademagasinet Illegal! har en artikel med overskriften ”Pis”. Her fremgår det, at urin er valuta i dagens stofbehandlingssystem. Prisen for at være i behandling. Og så er det ikke en gang løgn!

Artiklen er illustreret med en tegning af kunstneren Sågar. Den forestiller en urinprøve-automat. Automaten er ”kun for stofbrugere”, som skal indsætte en netop aflagt urinprøve, som nu får en kort køretur gennem automaten for at blive hældt brutalt ud over automatens sidekant som ”afvist”.

En såkaldt ”behandlingsgaranti” for stofbrugere gælder nu på 14. år. Har man problembrug af stof, har man et retskrav på ”social behandling”, men hvad det faktisk består i, er tydeligvis stadig uklart for kommunerne.

I alt for mange tilfælde består indsatsen i stort set ingenting, og det har da heller ikke skortet på kritik gennem årene. Vi førte selv an fra Gadejuristens side tilbage i 2006, hvor vi første gang forsøgte at råbe Folketinget op.

Resignation på stenbroen

Diverse medier har skrevet sønderlemmende kritiske artikler, ligesom kritik har lydt fra Center for Rusmiddelforskning, i et digert værk fra SFI, og senest også fra Rigsrevisionen.

Lige lidt hjælper det og status på stenbroen er gennemgående resignation. Hovedparten af de stofbrugere, vi har kontakt med, har ingen som helst forventninger til denne ”behandlingsgaranti”.

Visse steder er indsatsen stort set reduceret til de sociale behandleres krav om aflæggelse af urinprøver: ”Så kan vi jo se, hvordan det går!”, som en behandler udtrykte det, før hun gik med min klient på toilettet for at kigge hende direkte ind i skridtet under aflæggelsen af urinprøven.

I alt for mange tilfælde består indsatsen overfor stofbrugere i stort set ingenting.

Man kunne jo også bare spørge… Er man ikke henfalden til at straffe for stofbrug, så ved vi jo, at man får mindst lige så gode svar, som urinprøver kan give. Denne kvinde har uhyre svært ved at lade vandet under disse omstændigheder, og det tog lang tid.

Herefter var der ikke mange minutter tilbage af den aftalte tid til at få udarbejdet den lovpligtige handleplan omkring løsning af kvindens enorme problemer af både psykisk, social og økonomisk karakter. Stofproblemer har hun i øvrigt ikke længere, efter hun er kommet i metadonbehandling.

Effekt er ikke dokumenteret

De urin-fokuserede sociale behandleres lovhjemmel er hyppigt mere end tvivlsom, nemlig når prøverne ikke er ordineret af læge, og de har heller ikke evidensen på deres side. Tværtimod.

Den behandlingsmæssige værdi af urinprøver er ikke dokumenteret. Urinprøvesvar er ikke sikre. Det er dyrt. Det er ydmygende for stofbrugerne. Det belaster behandlingsalliancen. Flere dropper ud ”før tid”, og tilgangen har heller ikke nogen videre effekt på omfanget af brug af stof. Problembrug af stof er noget mere komplekst, end at det lige kan blive bragt til ophør af krænkende urinkontrol.

Face it! Tis taler ikke. Tis fortæller ikke om eftervirkninger af overgreb i barndommen, om aktuelt besvær med håndtering af diverse psykiske lidelser, sorgen over, at ens elskede nyligt døde af en overdosis, om frustrationen over økonomisk ruin og den forestående boligudsættelse, om savnet af de anbragte børn.

No more piss!