Den socialdemokratiske borgmester i Brøndby Kommune, Ib Terp, er parat til at afbryde kontrakten med Danmarks tredje største rengøringsselskab, Alliance Plus.
Det private rengøringsfirma gav sidste år det billigste bud, da kommunen sendte rengøringen på Brøndbyøster Skole i udlicitering, og overtog opgaven den 1. juli.
Det nye personale er blevet ansat på dårligere vilkår og lavere løn.
Mimi Bargejani, FOA/KLS
Ib Terp er ikke imponeret.
- Det er uacceptabelt, og hvis ikke Alliance Plus retter op, så afbryder vi kontrakten, siger han til Fagbladet FOA.
Fagbladet har fået aktindsigt i en opgørelse over foreløbige stikprøver foretaget af det uvildige rådgivningsfirma Servicemægleren A/S. Konklusionen lyder, at rengøringen på den kommunale skole er uacceptabel og meget mangelfuld.
- Vi skal finde ud af inden sommerferien, om udbuddet har været en succes. Hvis ikke, så bliver det en kort proces, før Alliance Plus er ude af billedet, siger Ib Terp.
Brøndbyøster Skole er et forsøg på udlicitering af rengøring i kommunen, men hvis Brøndbyøster Skole sætter standarden, så vil kommunen ikke udlicitere på andre skoler, forsikrer borgmesteren.
Kommunalpolitikernes forsøg med privatisering af rengøringen går også hårdt ud over personalet.
Ifølge næstformand i fagforening FOA/KLS, Mimi Bargejani, vil der den 1. april være blot en enkelt tilbage af de tidligere ansatte. Langt de fleste takkede nemlig nej til "tilbuddet" fra Alliance Plus, da det var afgjort, at de vandt licitationen, og siden er resten løbende faldet fra.
Fra 37 til ni en halv time
Alliance Plus tilbød de 12 ansatte, der før havde haft 37 timer til rengøring hver uge, og som kunne forsørge deres familier for deres løn, ni en halv time om ugen. Det samme tilbud fik en deltidsansat.
Det svarer rundt regnet til, at der er fem minutter til at gøre rent i et klasseværelse på cirka 60 kvadratmeter på en skole med 860 elever, cirka 80 lærere, bygninger i delvis to etager og tilhørende SFO-lokaler.
- Nu har Alliance Plus opnået det, de ville. De har nyt personale til en meget billigere overenskomst, siger Bargejani til Arbejderen.
Dem der sagde nej fra start blev fyret med deres respektive opsigelsesvarsler i den kommunale overenskomst. Efterfølgende har Alliance Plus kunnet ansætte nyt personale på en private overenskomst, som betyder dårligere vilkår og lavere løn, forklarer næstformanden i FOA/KLS.
Rengøringsfirmaets administrerende direktør har fortsat ikke reageret på en henvendelse fra Arbejderen for en kommentar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278