Andelen af ufaglærte i Danmark er næsten dobbelt så stor som hos vores nabo mod syd, Tyskland. Samtidig har vi dramatisk mangel på faglærte. Det viser en sammenligning, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har foretaget af uddannelsesniveauet i henholdsvis Danmark og Tyskland, skriver Ugebrevet A4.
Det er ikke holdbart, at så mange unge ikke får nogen form for uddannelse.
Erik Bjørsted
Her fremgår det, at 26 procent af de 15-64-årige i den danske arbejdsstyrke ikke har nogen uddannelse overhovedet. Det samme gælder kun 14 procent af den tyske arbejdsstyrke.
Chefanalytiker i AE, Erik Bjørsted, mener, at det er meget vigtigt at få vendt udviklingen. Han peger på, at Danmark ifølge AE's beregninger kommer til at mangle 30.000 faglærte og 100.000 med videregående udannelse. Og det er bare de næste seks år frem mod 2020. Samtidig vil vi stå med et overskud på omkring 80.000 ufaglærte, som vil være i overhængende risiko for arbejdsløshed eller for at få presset deres løn yderligere.
- Senest har produktivitetskommissionen peget på uddannelse som et meget væsentligt element i forhold til at øge produktiviteten herhjemme. Det er heller ikke holdbart, at så mange unge ikke får nogen form for uddannelse. Det gør, at de bliver hængende i bremsen og risikerer et liv på overførsel uden for arbejdsmarkedet, siger Erik Bjørsted til Ugebrevet A4.
Intet tyder nemlig på, at Danmark er ved at indhente det faglærte, tyske uddannelsesforspring. En væsentlig større andel af tyskerne har taget en ungdomsuddannelse. Og af dem, der tager en ungdomsuddannelse, vælger flere tyskere end danskere en erhvervsuddannelse. Af dem, der gik i gang med en ungdomsuddannelse i 2011, valgte halvdelen af tyskerne erhvervsuddannelser, mens det kun gjaldt 43 procent af danskerne.
Kun når det gælder videregående uddannelser, har Danmark et svagt forspring i forhold til Tyskland. 32 procent af danskerne mod 28 procent af tyskerne havde i 2012 taget en videregående uddannelse ifølge AE's tal.
Tyskland er interessant, fordi god vækst og lave arbejdsløshedstal har fået andre lande til at kaste misundelige blikke mod det tyske arbejdsmarked under krisen.
Ser man for eksempel på ungdomsarbejdsløsheden, som er det store problem i Danmark, er den væsentligt lavere i Tyskland. Her er otte procent af de 15-24-årige og 6,5 procent af de 25-29-årige ledige, mens henholdsvis 14 og 11 procent er uden arbejde i de to aldersgrupper i Danmark ifølge tal fra Eurostat.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278