23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Stålarbejder dømt for at organisere blokade

Grækenland optrapper mod fagligt aktive

Stålarbejder dømt for at organisere blokade

Lederen af fagforeningen på det græske stålværk Elliniki Halivurja ved Athen er ved retten idømt 23 måneders betinget fængsel for at have hindret skruebrækkere adgang til fabrikken under strejken i 2011-2012.

Mange fagligt aktive danskere mødte grækeren Giorgios Sifonios (th.), da han i 2012 var på besøg i Danmark. Sifonios stod i spidsen for den ni måneder lange stålstrejke på Elliniki Halivurja ved Athen fra den 22. oktober 2011 til 1. august 2012.
FOTO: Mette Kramer Kristensen
1 af 1

I onsdags idømte dommeren ved byretten i Athen den græske fagforeningsmand Giorgios Sifonios 23 måneders betinget fængsel. Ifølge anklager om dommer har Sifonios truet skruebrækkere og forrhindret dem adgang til den strejkeramte stålfabrik Elliniki Halivurja.

De prøver at kriminalisere strejkeretten.
Giorgios Sifonios

Giorgios Sifonios var i Danmark i marts 2012 under det danske EU-formandsskab og besøgte blandt andet danske fagforeninger i Århus og København for at samle støtte ind til konflikten. Den danske Støttekomiteen for de græske Stålarbejdere indsamlede herefter lige over 250.000 kroner på fire måneder og overbragte dem til Giorgios Sifonios.

Dommen i tirsdag er den hårdeste blandt de hundreder af retssager mod fagligt og politisk aktive, der har ramt Grækenland de seneste par år.

De 23 måneder er betingede, hvilket vil sige, at hvis Giorgios Sifonios indenfor de næste tre år dømmes for selv en mindre lovovertrædelse, skal han ind og bure den i 23 måneder.

Stålarbejdere sagde nej

Giorgios Sifonios stod i spidsen for den ni måneder lange strejke på stålværket Elliniki Halivurja ved Athen fra den 22. oktober 2011 til den 1. august 2012.

Værkets 400 stålarbejdere strejkede mod ledelsens krav om, at lønnen blev sat ned fra 1100 euro til 600 euro om måneden. Stålarbejderne skulle ydermere producere 30 procent mere på mindre tid. Samtidig blev 70 arbejdere fyret. 

I stedet for at bøje nakken, sagde de nej. De ville ikke acceptere at blive ofret i den krise, de ikke selv havde skabt. Grækenland har siden 2010 modtaget økonomiske lån fra IMF, EU-kommissionen og Den Europæiske Centralbank (ECB) til gengæld for massive nedskæringer, privatiseringer, fyringer af offentligt ansatte og liberale tiltag på finansområdet.

Stålarbejdernes svar på angrebet fra arbejdsgiveren var strejke og blokade af deres arbejdsplads. Konflikten blev legendarisk i Grækenland som et symbol på modstand, og solidariteten spredte sig hurtigt i hele landet og til Europa. USA og Asien.

Tre andre blev også dømt

Også tre andre ledere af strejken på  Elliniki Halivurja fik domme på mellem 21-23 måneders betinget fængsel, heriblandt hustruen til en strejkende, skriver det græske kommunistpartis dagblad, Rizospastis.

Dommeren fandt, at de fire havde truet ansatte ved stålværket, der ville ind og arbejde. Det drejede sig om kontorpersonale i administrationen. Disse var blevet fysisk nægtet adgang, hvilket var en forbrydelse, mente domstolen.

100 vidner blev ført under retssagen, der startede sidste sommer. Flere af vidnerne hævdede, at de var blevet truet på livet af de anklagede.

Selv afviste stålarbejderne påstandene og kaldte retssagen "politisk".

– De kan ikke knække os. De prøver at kriminalisere strejkeretten og forhindre os i at kæmpe for vore rettigheder, sagde Giorgios Sifonios til en hundredetallig skare af støtter, da han forlod retten i Athen​.

Længere inde i byen demonstrerede titusinder på Omonia-pladsen under en 24-timers generalstrejke mod regeringens krisepolitik.

De dømte stålarbejdere fik straks hundreder af støtteerklæringer fra hele Grækenland.

– Vi fordømmer rettens beslutning om at straffe de strejkende stålarbejdere for den heroiske kamp, som i ni måneder forsvarede retten til at arbejde, løn og mod fyringer af kollegaer, udtalte en repræsentant for den panhellenske landsføderation for ansatte i græske mejerier.

Også fra Danmark kom der i weekenden støtte til de dømte stålarbejdere.

 3F-afdeling kritiserer dom 

3F Bygge Jord og Miljøarbejdernes Fagforening i København "protesterer mod, at Grækenland kriminaliserer og dømmer fagligt aktive arbejdere, der kæmper en retfærdig kamp mod overgrebene på deres levevilkår".

– Jeres kamp er blevet et symbol på kampen mod overgrebene på arbejdere i hele Europa, udtaler formand Claus Westergreen.

Støtteerklæringer kan sendes til international@pamehellas.gr

Dommene mod stålarbejderene er ikke de eneste angreb mod faglige aktiviteter i Grækenland i kølvandet på den økonomiske krise.

I Grækenland ramte et strejkeforbud sidste år 85,000 gymnasielærere. Regeringen aktiverede en lov, der blev indført i starten af 1970'erne af den fascistiske militærjunta. Loven om nødretstilstand gør det muligt at tvinge ansatte på arbejde i tilfælde af "civile uroligheder eller naturkatastrofer". 

Samme nødretslov blev i januar 2013 brugt mod sømænd og i februar samme år mod metro-ansatte.

Grækenlands Kommunistiske Parti vurderer, at 90 procent af alle strejker i de seneste år er blevet erklæret "ulovlige og uhensigtsmæssige af" domstole. Fem strejker er blevet forhindret siden 2010 under påskud af "civil nødretstilstand".

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. apr. 2014 - 06:09   15. apr. 2014 - 08:18

Grækenland

ah@arbejderen.dk