Den 27. april er en vigtig dag i Sydafrika.

I dag fejrer sydafrikanerne 20-året for Apartheid-diktaturets fald på den officielle Frihedsdag.

Efter Mandelas død har en række nye politiske partier og bevægelser til venstre for ANC set dags lys.

Den 27. april 1994 fandt Sydafrikas første demokratiske valg sted og landets nye flag blev hejst til lyden af den nye nationalsang. Befrielsesbevægelsen ANC med Nelson Mandela i spidsen vandt valget med 62,7 procent af stemmerne og kunne danne en samlingsregering med det parti, der havde indført de forhadt apartheidlove næsten 50 år tidligere.

De vigtige sejre var resultatet af tusindvis af Sydafrikaneres årelange kamp for frihed, lighed og demokrati. Men hvordan ser det ud i dag med de idealer, som ANC kæmpede for?

Stor ulighed

20 år efter det første demokratiske valg er Sydafrika forsat et af verdens mest ulige samfund.

Efter at have været ved magten i 20 år står ANC i en krise. Når sydafrikanerne skal til valg 7. maj i år er partiet mere presset end nogensinde før. Ikke så presset at de står til at tabe valget – de seneste meningsmålingner giver godt nok ANC's og dermed Sydafrikas præsident, Jacob Zumas, popularitet en kraftig tilbagegang, men uden at det rammer ANC særligt hårdt.

De vil forsat få næsten 2 ud af 3 stemmer der afgives. Men ét er valg – valg hvor procenten af personer, der stemmer falder -  noget helt andet er er den moralske krise som regeringspartiet står i. En krise der betyder at støtten fra tidligere allierede er ved at forsvinde.

ANC har i årtier være leder af den såkaldte Konkres alliance, der i dag består af ANC som parti, fagbevægelsen, COSATU og det sydafrikanske Kommunistparti, SACP.

Tab af indflydelse

I begyndelsen af februar i år startede den største strejke i minesektoren de sidste 20 år. Mellem 60 og 90.000 minearbejdere i Sydafrikas platinminer strejker for kravet om højere lønninger. Stort set hele Sydafrikas platinproduktion er gået i stå, efter at minearbejderne i Anglo American Platinum, Lonmin og Impala Platinum minerne igangsatte deres strejke. Kravet er at de lavslønnende minearbejdere om fire år tjener 12500 Sydafrikanske Rand, svarederne til ca. 6500 danske kroner om måneden.

En nylig undersøgelse viste, at 46 procent af befolkningen lever i fattigdom. 

Strejken er organiseret af Association of Mineworkers and Construction Union, AMCU, der også stod bag strejken ved Lonmins miner i Marikana for lidt mere end et år siden. Det var ved den lejlighed at politiet åbnede ild mod de strejkende minearbejdere og dræbte 44 af dem.

AMCU er en udbryder fagforening fra National Union of Mineworkers, NUM, der er medlem af COSATU. I løbet af få år er AMCU blevet den største fagforening i platinminerne, og har nu forhandlingsretten for de ansatte i disse miner. AMCU er ikke allierede med ANC og regeringen, hvilket NUM er. Og AMCU har fået mange medlemmer på at være i opposition til ANC, hvis helt centrale ledere har store økonomiske interesser i minesektoren.

Samtidig har COSATU's største medlemsforbund, metalarbejderne i NUMSA, besluttet at de ikke vil støtte ANC i forbindelse med valget den 7. maj, og opfordre til en dannelsen af en bred folkefront mod privatiseringer, nyliberal politik, korruption og nepotisme og på længere sigt ses planer om skabelsen af et arbejder parti med en socialistisk dagsorden. Dette kommer efter lang tid med interne magtkampe i COSATU, om hvordan den faglige sammenslutning skal forholde sig til ANC regeringens nyliberale politik.

Ifølge Centrer for Civilsamfundsstudier på universitetet i Kwa-Zulu Natal, var der i 2013 mere end 12.600 protestaktioner i Sydafrika. 

Konflikten i minesektoren er bare et af mange eksempler på hvordan ANC som regeringsparti har sammenblandet patients lederers økonomiske interesser så tæt sammen, at det for mange fattige sydafrikanere er svært at vide om det er bekæmpelsen af fattigdomen eller ledernes økonomiske interesser der vejere tungest for regeringen.

Ifølge Centrer for Civilsamfundsstudier på universitetet i Kwa-Zulu Natal, var der i 2013 mere end 12.600 protestaktioner i Sydafrika.

Tallene dækker over lokale protester mod politibrutalitet eller manglende services fra de lokale myndigheder til nationale arbejdskonflikter med millioner af strejkende.

Men tallet siger frem for alt, at mistilliden og utilfredsheden med ANC regeringen er vokset og nu er tydelig for alle. Disse sociale protester støtter ikke op bag højrefløjen i den Demokratiske Alliance, DA, men er lokalt organiserede, mere eller mindre spontane protester. Samtidig med at kriminaliteten falder svagt i Sydafrika, dræbte det sydafrikanske politi mere end 860 personer i 2010. Et tal der ser ud til at forsætte med at stige.

Protestaktionerne er også udtryk for at en stadig større gruppe af den fattigste del af befolkningen har opgivet at bruge valgurnerne til at ændre ANCs politik. ANC er i løbet af de sidste 20 år blevet døv over for kritik, også selv om kritikken kommer fra egne rækker.

Nye aktører

Efter ikonet Nelson Mandelas død i december har en række nye politiske partier og bevægelser set dags lys. Alle disse har et tilfælles, og det er, at de politisk er til venstre for ANC, hvilket er noget nyt.

Men selv om at den tidligere leder af ANC's ungdomsafdeling, Julius Malema, kan samle mere end 40000 unge til massemøder forskellige steder i landet, ser det ikke ud til at hans nye parti de økonomiske frihedskæmpere (EFF), for alvor kan udfordre ANC. De står til ca. 5 procent af stemmerne.

En af de nye bevægelser har den højt profilerede tidligere minister for efterretningstjenesten og centralkomitemedlem af det sydafrikansks kommunistparti, Ronnie Kasrils, som leder.

I starten af april opfordrede Kasrils, og mere end 100 veteraner fra kampen mod apartheid, vælgerne til at signalere deres skuffelse og utilfredshed ved at stemme på en af de mindre oppositionspartier eller ødelægge deres stemmesedler.

Kampagnen, der har navnet ”med vores hjerte”, sker i vrede over at 260 rand eller ca. 130 millioner kroner af skatteydernes penge er gået til "sikkerhedsopgraderinger" af præsident Jacob Zuma's landejendom, på et tidspunkt, hvor millioner af sydafrikanere fortsat er desperat fattige. Kasrils, der beskriver kampagnen som "skabt af kærlighed" for hans gamle parti, har sagt at udgiften er "uanstændig".

Store grupper inden for ANC, Kommunistpartiet og fagbevægelsen tror forsat på frihedskampens idealer. 

Men den seneste meningsmåling, foretaget for den sydafrikanske avis Sunday Times, viser at skandalen om præsidentens"sikkerhedsopgraderinger" af privatbolligen ikke har haft større effekt på almindelige ANC-vælgere. Den forudsiger partiet vil øge sin tilslutning fra 64,9% af stemmerne ved det sidste valget i 2009 til 65,5%. Denne måling står i kontrast til andre prognoser, der viser at ANC mister mindst et par procentpoint.

Valget i maj

ANC's fortsatte popularitet afspejler det faktum, at livet føles usammenligneligt bedre for mange sydafrikanere i dag, end det gjorde under det hvide mindretals racistiske apartheid-system.

Regeringen siger, den har bygget 3,7 millioner huse siden indførelsen af demokrati for 20 år siden, mens omkring 15 millioner mennesker i dag modtager offentlige sociale ydelser, i form af pensioner, børnepenge eller arbejdsløshedsunderstøttelse.

Alligevel forsætter den økonomiske ulighed med at vokse, og det er baggrunden for protesterne over mangel på basale ydelser som vand, sanitet, elektricitet og boliger. En nylig undersøgelse viste, at 46 procent af befolkningen på 50 millioner lever i fattigdom. Arbejdsløsheden ligger på omkring 25 procent ifølge de officielle statistikker. Reelt er den nok nærmere de 50 procent blandt unge under 30 år. 

Selv om millioner har fået adgang til boliger, rent drikkevand og elektricitet, er der en bagside på de flotte tal. Sydafrikas befolkningstal er nemlig også vokset fra anslået 29 millioner i 1994 til i dag 51 millioner indbyggere. 

Arven efter raceadskillelsen har vist sig svær at overvinde. Hvide sydafrikanere - omkring 10 procent af befolkningen - er stadig i førersædet i forhold til økonomien – og dominerer arbejdsmarkedet bedst betalte jobs.

Det offentlige skolevæsen er nedslidt og klassestørrelser på over 70 eleverer ikke unormalt.

Valget den 7. maj er første gang, at der er er et væsentlige brud inden for ANC alliancen. Men de nye venstrekræfter har endnu ikke haft mulighed for at forenes og opbygge et reelt alternativ.

Derfor vil valget i 2017 se helt anderledes ud end det kommende valg. Store grupper inden for ANC, Kommunistpartiet og fagbevægelsen tror forsat på frihedskampens idealer. Spørgsmålet er om de forsat stiltiende vil forsvare en regering, hvis politik står i skarp kontrast til de idealer.